Apple kan nu fremvise den første teaser-trailer til Zack Snyders filmatisering af “Watchmen”, der bygger over Alan Moores og Dave Gibbons berømte tegneseriefortælling “Vogterne” fra 1986.

På rollelisten finder man bl.a. Matthew Goode som Ozymandias, Malin Akerman som Silk Spectre, Billy Crudup som den blålige Dr. Manhattan, Patrick Wilson som Natuglen, Jackie Earle Haley som Rorschach samt Jeffrey Dean Morgan som den cigarrygende selvtægtsmand Komikeren, hvis mystiske dødsfald sætter gang i hele plottet.

Filmen udspiller sig i et alternativt 1985, hvor en lov er blevet vedtaget mod kostumeklædte helte, der indtil da ellers har været en del af hverdagens samfund i USA.

Da Komikeren bliver fundet myrdet, kommer den afdankede, men målfaste maskerede forbryderbekæmper Rorschach på sporet af et komplot om at dræbe og miskreditere alle pensionerede og nutidige superhelte. Da han slår sig sammen med sin tidligere gruppe af udklædte lovhåndhævere – en samling tilbagetrukne superhelte, hvoraf kun én har deciderede superkræfter – får Rorschach øjnene op for en omfattende sammensværgelse med bånd til deres fælles fortid og katastrofale følger for fremtiden. Deres mission er at vogte over menneskeheden… men hvem vogter over vogterne?

Warner Bros. har desuden givet filmens officielle hjemmeside en ordentlig overhaling med bla. nyt design, billedgalleri, wallpapers og produktionsdagbog. Hjemmesiden kan besøges på WatchMenMovie.com.

Endvidere kan man finde endnu flere nye billeder fra filmen i en seks siders lang online-artikel hos EW.com, hvor man bl.a. kan få nye kig på Komikeren og Natuglen i aktion.

Filmen er sat til at ramme de danske biografer 6. marts, 2009.



Vis kommentarer (31)
Gravatar

#31 tiany 16 år siden

#29 Den udgave der bliver brugt i traileren: [url=

#30 Ja denne udgave er væsentlig bedre end Batman & Robin udgaven
Valar morghulis

Skriv ny kommentar: