I 2020 blev det bevist at man hverken behøver mordere, blod eller dæmoner, for at skræmme publikummet.
Charles Darwin sagde engang, at vi stopper med at lede efter monstre under sengen, det øjeblik vi indser at de er inde i os. For det er svært for at relatere til at blive jagtet af en galning med en økse, eller at bekæmpe dæmoner i børneværelset.
Men mentale sygdomme og kroppens egne, naturlige forværring er noget vi alle vil gå igennem i livet, på enten mindre eller alvorlige manérer. Det er det mest frygtindgydende vi som mennesker vil gå igennem i livet: at vi langsomt forsvinder ud i ingenting.
Og det forstod instruktøren Florian Zeller, da han i 2020 valgte at filmatisere sin egen teaterforestilling The Father.
Den er ikke en gyser. Alligevel er den måske det mest skræmmende, der er kommet ud i dette årti.
Anthony Hopkins spiller Anthony – en ældre mand, der er overbevist om, at han sagtens kan klare sig selv. Datteren Anne, spillet af Olivia Colman, prøver at hjælpe, men noget skrider. Samtaler gentager sig. Mennesker opfører sig anderledes. Lejligheden føles ikke helt som før.
Zeller instruerede filmen og skrev manuskriptet sammen med Christopher Hampton. I stedet for at fortælle historien udefra placerer filmen publikum direkte i hovedet på vores hovedperson. Vi ser forvirringen fra hans perspektiv, fordi vi selv prøver at finde hoved og hale i hvad der er virkeligt og indbildning.
Man begynder selv at tvivle. Har den scene været før? Var det den samme person? Er det den samme lejlighed? Filmen leger ikke med publikum for sjov – den genskaber forvirringen indefra.
Hopkins i topform
Kritikerne var begejstrede, og det samme var Oscar-akademiet. The Father vandt to Oscars: Bedste mandlige hovedrolle og Bedste adapterede manuskript.
Anthony Hopkins blev med sejren den ældste nogensinde til at vinde i hovedrollekategorien. Præstationen er ikke højlydt. Den er stolt, vred, forvirret og pludselig barnlig – ofte i samme scene.
Man ser ikke bare en mand, der mister hukommelsen. Man ser en mand, der langsomt mister sig selv.
Skrækken ligger ikke i chok. Den ligger i genkendelsen. Demens er noget, mange kender til fra virkeligheden, og filmen nægter at gøre det pænt eller sentimentalt.
Identitet smuldrer, mens personen stadig er der. Kontrollen forsvinder, men bevidstheden blinker stadig. Det er den kombination, der gør filmen så hård at se.
The Father efterlader ikke publikum rystet på den traditionelle måde. Den efterlader en stille uro. Og måske er det netop derfor, den føles mere skræmmende end noget andet fra samme årti.
Filmen kan ses på HBO Max og gratis på Filmstriben. Du kan se traileren til The Father her:
