En serieadaptation af Guy Ritchie-filmen “The Gentlemen” kan meget vel være på vej hos Netflix.
Miramax gik i 2020 i gang med at udvikle en serie baseret på den britiske actionkomedie – og nu ved vi altså, hvor vi sandsynligvis kan glæde os til at se den. Netflix er nemlig i øjeblikket i forhandlinger om at give grønt lys til “The Gentlemen”-serien. Det rapporterer Deadline.
Ligesom han gjorde med filmen, har Ritchie stået for at skrive pilotepisodens manuskript. I tilfældet af at serien skulle få et go hos Netflix, kommer han ligeledes til at instruere de to første episoder og vil derudover påtage sig en rolle som executive producer.
Læs også: “‘Operation Fortune: Ruse de guerre’: Se den første trailer til Guy Ritchies kommende spionfilm”
Den originale film følger Matthew McConaughey som en amerikansk marijuana-kingpin i London, der ønsker at sælge sit illegale imperium. Det kickstarter en kædereaktion af intriger og afpresning i forsøget på at snuppe hans domæne og tage magten fra ham.
Udover McConaughey kunne man i 2019 også se Hugh Grant, Colin Farrell, Henry Golding, Charlie Hunnam og Jeremy Strong på rollelisten. Om de alle sammen, nogen af dem eller ingen overhovedet vender tilbage, når serien skal skydes, ved vi ikke.