Han har kaldt Michael Bay for et geni. Der er dog en grænse for, hvor genial “Transformers”-instruktøren er. For her en uge før premieren på “Transformers 5” så ved Anthony Hopkins stadig ikke, hvad den handler om.
Se også: Anthony Hopkins: Michael Bay er et geni som Scorsese og Spielberg
Oscar-vinderen har ellers en central rolle at spille som Sir Edmund Burton i den kommende femte “Transformers”-film med titlen “The Last Knight”. Men du må ikke spørge ham om plottet:
”Det er meget kompliceret, og der er hele mytologien fra de fire forrige film. Jeg må indrømme, jeg forstår ikke det hele,” siger Hopkins ifølge FemaleFirst.
Og man forstår måske godt den gode Hopkins. For det forlyder, at der både er riddere, troldmænd og nazister med i Michael Bays sidste omgang “Transformers” om rumrobotter, der kan forvandle sig til biler.
Måske derfor har Anthony Hopkins koncentreret sig om sin rolle, imens geniet, Bay, har taget sig af resten:
”Det eneste, jeg ved, er, at jeg spiller en højtuddannet, excentrisk engelsk adelsmand… Jeg mødte op, iførte mig mit kostume, sagde mine replikker og holdt mig ude af problemer.”
“Transformers: The Last Knight” får premiere d. 21. juni.