Ennio Morricone har ikke svinet Quentin Tarantino til, erkender tysk Playboy.
Flere medier – heriblandt et par danske – viderebragte i weekenden udtalelser fra den Oscar-vindende komponist Ennio Morricone, der angiveligt tilsvinede sin mangeårige samarbejdspartner, Quentin Tarantino.
Problemet var bare, at interview-artiklen bragt i det tyske Playboy var fuld af opdigtede citater fra freelance-journalisten Marcel Anders. Det var fake news – læs om det her.
Det indrømmer chefredaktør på det tyske Playboy, Florian Boitin, nu:
”Baseret på de informationer, vi nu har, må vi desværre antage, at ordene i interviewet er blevet gengivet delvist forkert,” siger Florian Boitin ifølge Variety.
Derfor beklager Playboy nu artiklen over for Ennio Morricone, imens de overvejer søgsmål i forhold til Marcel Anders:
”Vi vil gerne sige undskyld, hvis Hr. Morricone er blevet falsk portrætteret. Vi arbejder på at opklare denne sag og undersøger retslige tiltag.”
Morricone har bidraget til Tarantino-film som “The Hateful Eight”, “Django Unchained”, “Inglourious Basterds” og de to “Kill Bill”-film.