“Four Christmases” fortsatte i weekenden successen og forblev endnu en weekend på førstepladsen med en samlet omsætning på $70 mio. Filmen har kostet $80 mio. og nærmer sig dermed at være en økonomisk succes.

Ugens omsætningsliste ligner til forveksling sidste uges, hvor nogle film har byttet plads, men top 5 stadig består af de samme film. De fleste film havde store fald på op mod 60 procent, og kun ugens førsteplads holdt sig i nærheden af de mere respektable 40 procent.

Den eneste film, der havde bred premiere i weekenden, var “Punisher: War Zone”. Den formåede ikke at skyde sig ind på top 5, men måtte nøjes med en skuffende 8. plads. Filmen omsatte for $4 mio. i weekenden og har dermed en udfordring i at indhente budgettet på $35 mio. Den forrige “Punisher”-film med Thomas Jane i hovedrollen åbnede til $13 mio.

“Twilight” bliver ved med at køre godt i biografen og er på vej mod at have omsat for $140 mio. Den er dermed for længst over grænsen for, hvornår den betragtes som et hit.

Baz Luhrmanns “Australia” fik en skuffende åbning i sidste weekend, men formåede dog at gå en plads frem i denne weekend. Den $130 mio. dyre film har indtil videre omsat for $30 mio.

Sidste indslag på top 5 er “Quantum of Solace”, der fik en flot start, men siden er bremset lidt ned i omsætningstempo. Filmen er nu oppe på en samlet omsætning på $151 mio. i USA og er derfor ca. $16 mio. efter “Casino Royale”, der har rekorden som den bedst omsættende James Bond-film.

I næste weekend er der premiere på “The Day the Earth Stood Still”, “Delgo” og “Nothing Like the Holidays”.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: