Hollywood-stjerneskuddet Rachel Zegler skal lede an i den kommende “Hunger Games”-prequel “The Ballad of Songbirds and Snakes”.
Rachel Zeglers agent fortjener noget af et klap på skulderen. Inden skuespilleren blev castet som María i Steven Spielbergs Oscar-nominerede “West Side Story”, havde hun aldrig spillet skuespil foran et kamera. Siden er hun blevet castet som Snehvide i Disneys kommende live-action remake af den animerede klassiker af samme navn, og hun har også fået en betydelig rolle i den kommende DCEU-film “Shazam! Fury of the Gods”.
Læs også: “Helen Mirren Castet i ‘Shazam! Fury of the Gods’: Skal spille filmens skurk”
Nu er hun tilmed blevet castet som Lucy Gray Baird, den ene hovedrolle i Lionsgates “The Ballad of Songbirds and Snakes”. Filmen er en prequel til “The Hunger Games”-franchisen, og instruktør Francis Lawrence, der stod bag “Hunger Games: Catching Fire” og “Mockingjay – Part 1” & “Part 2”, kan endnu engang findes i instruktørstolen. Michael Lesslie (“Assassin’s Creed”) har skrevet filmen.
Zegler skal spille over for Tom Blyth (“Benediction”), der har fået rollen som en ung Coriolanus Snow, som vi kender fra den originale franchise som den tyranniske præsident af det fiktive land Panem.
Den kommende prequel følger den unge Snow, der skal være mentor for Lucy Gray Baird, som er blevet udvalgt til at deltage i den 10. udgave af det dødsensfarlige spil på vegne af Distrikt 12.
https://t.co/CCjQ7DIncN pic.twitter.com/EXKXqnzLne
— rachel zegler (she/her/hers) (@rachelzegler) May 31, 2022
“The Ballad of Songbirds and Snakes” får premiere den 17. november næste år.