Filmen er spækket med førsteklasses skuespil – hvilket dårligt kan overraske med de navne på plakaten – og selvom Freddy lejlighedsvis er faretruende nær karikaturen, så lykkes det dog alligevel på en eller anden sær måde at få det hele til at virke. Joaquin Phoenix og Philip Seymour Hoffman vil givetvis løbe med al opmærksomheden, men fremragende er ligeledes Amy Adams i den lavmælte rolle som Dodds kone, der ligesom filmen selv forbliver lidt af et mysterium.
Handler beretningen om gensidig afhængighed, tro, undertrykte følelser, manipulation eller ønsketænkning? Tror Dodd på sin egen forskruede lære, eller er han blot en kynisk manipulator? De endelige svar forbliver vage og diffuse, men spørgsmålene og indtrykkene vælter forsat manisk rundt i mit hoved. En ting står dog klart: “The Master” er et fuldstændig blændende stykke kunstgalskab fra en filmskaber, der fortsat befinder sig et nøk eller to over sine Hollywood-kollegaer.
#31 Ispep 11 år siden
Jeg er jo ikke BN :0 Det kommer idag.
#32 Ispep 11 år siden
The Master er ikke en film om "handling", men mere tilstande og karakterer. Derfor vil jeg også tro, at dette er instruktørens sværeste film at forholde sig til. Du kritiserer den lidt rent tematisk, at den ikke fordyber sig nok, men det synes jeg den gør ret fantastisk. "The Cause" delen fyldte egentlig mere end jeg havde regnet med, og hele mødet mellem Phoenix og Hoffman og deres "kærlighed ved første blik" fandt jeg fascinerende. Måden Hoffman får ham til at åbne op for nogle sandheder, stak endnu dybere end blot krigens traumer, som vi i øvrigt får igennem få flashbacks, men det er mere hans sandheder om fortiden igennem forhør; forældre(svigt?), den unge kæreste, familiesygdomme, sex med familiemedlemmer osv, som alt sammen gør billedet så uendeligt komplekst, da det pludselig måske ikke helt drejer sig om krigen kun. "Mesteren" er i bund og grund den eneste der holder af ham, til trods for lumske planer. Der er endda noget sær tiltrækning mellem dem, som jeg ikke helt kan afkode, men det pirrer mig. Hvad er det Phoenix vil opnå? Ser Mesteren til sidst mere kritisk på sit eget værk, da han ændrer i ordene om en mere åben tilgang? "Man is not an animal" men alligevel modbeviser Phoenix dette udsagn. Og handler derefter. Hvorfor forlader han The Cause? Og er han egenntlig blot tilbage til udgangspunktet, hvor alt er uforandret, eller vil han selv praktisere det han har lært videre, da han f.eks udspørger damen han dyrker sex med til sidst med hans lumske grin? Kan man blive "helbredt" eller kan en som Phoenix ikke reddes, som der siges, og hvem har i så fald fejlet. Mennesket (Phoenix) eller mesteren (helbrederen). Virker hans behandlinger og teorier om "tidsrejser" og hvordan man når ind til den menneskelige psyke, eller er det en opdigtet BS, som ikke gavner en skid. Måske Phoenix fandt lykke til sidst ved at sige fra og give slip på mesteren og for at vende tilbage til udgangspunktet for at starte på ny?
#33 Highland Park 11 år siden
http://www.slantmagazine.com/film/review/the-maste...
#34 Ispep 11 år siden
#35 MMB 11 år siden
Jeg har desværre kun min mobil tilgængelig i disse måneder, så et længere svar kan det desværre ikke blive til for mit vedkommende i denne omgang. Som du er inde på, så er Phoenix karakter interessant, og den er godt beskrevet, men han er selvfølgelig lidt et spørgsmålstegn af natur. Problemet er bare, at Hoffmans karakter ikke er godt beskrevet. Jeg synes, hans karakter er et stort spørgsmålstegn, og det er lidt en skam, da hans karakter ellers er filmens mest interessante, og når det er Phoenix ageren i forhold til denne karakter, der er omdrejningspunktet for filmen. Dette gør også, at det er mere eller mindre umuligt for os at blive klog på de tos forhold. Vi ved selvfølgelig, at hans prædiken er en stor gang bullshit, men om de gavner nogen alligevel er da ganske sandsynligt. Dette er bare ikke uddybet nok. Problemet med de spørgsmål, som du nævner, føler jeg generelt er, at de er interessante i sig selv, men at filmen præsenterer dem på en måde, der gør, at ens egen refleksion virker tom. Filmen har ikke svarene, og ej heller bliver man klogere på andre måder. Filmen vil for meget til nogensinde at blive konkret og dybdeborende. "Ser mesteren til sidst mere kritisk på sit eget værk?". Måske, men det er umuligt at blive klog på. Den tager mange spørgsmål op, men lader spørgsmålene hænge uforløste.
#36 Highland Park 11 år siden
#37 Ispep 11 år siden
The Master synes jeg var en SÅ fascinerende karakter. Han er de ting han siger; "I am a writer, a doctor, a nuclear physicist and a theoretical philosopher. But above all, I am a man, a hopelessly inquisitive man, just like you". Det er på overfladen. Men det er de ting han gør og er. Motiver bag og baggrundsinfo er uvæsentligt for mig her, da han fremstår som en slags guddommelig skikkelse (The Master), som jeg synes fungerer bedst neutral og mystisk, fremfor at fylde ham med baggrundsinfo. PTA forholder sig neutral og peger ikke fingre ad nogen.
Jeg mener nu ikke, at det er umuligt for os at blive klog på de to personers forhold. Allerede ved første møde fornemmede jeg, at der var noget i luften, da mesteren siger "du virker så bekendt". Under forhør opdager mesteren, at Phoenix er sin egen og helt uforudsigelig, som gør ham spændende, og måske det der "tænder" mesteren. Scenen hvor Phoenix prutter som et overraskelsesmoment, er jo meget sigende.
Om The Cause gavner nogen eller ej, er også lidt uvæsentligt. Det er mere teorien bag PTA udforsker, samt forholdet mellem de to.
#38 Ispep 11 år siden
"den hårdeste" var et forkert ord. Jeg mente nok "en af de hårde" og det er han, da han sjældent giver topkarakter.
#39 MMB 11 år siden
Jeg ved nu ikke, hvor spændende jeg synes mytiske figurer er isoleret. Jeg synes derimod afmytificeringsprocessen er uhyre spændende, og netop den scene, hvor dette sker i The Master er klart blandt dens bedste. Her tænker jeg på scenen, hvor videnskabsmanden spørger ind til The Cause, og hvor Hoffman krakelerer. Jeg leder ikke baggrundsinformation, jeg vil bare gerne have nogle motiver.
Vi bliver lidt kloge, men aldrig for alvor indviede. Hvad få Hoffman ud af Phoenix? Måske er det den anderledes person og det faktum, at han er en umulig opgave, men det bliver i det uvisse.
Det er da bestemt ikke uvæsentligt. Hvad der sker med Phoenix efter han træder ind i kulten er da centralt.
#40 Ispep 11 år siden
Det svarer vel lidt til det samme. Du ønskede mere synlighed, eller en årsag om nogle ting vedr. karakteren. Jeg gjorde ikke. For jeg synes der står rigeligt mellem linjerne.
Hoffman får noget nyt ud af Phoenix rent arbejdsmæssigt, og opdager, at latter kan være en del af hele "behandlingen". Som senere viser sig at være afgørende for mesterens metoder og måske derfor han ændrer på sit værk? Muligt at Hoffman anser ham som den søn, han ønskede og en der kan stå ved siden af mesteren. Noget som mesterens rigtige søn ikke formåede? Kan også være Hoffman nyder hans selskab med gode smøger og stærke drikke. Hvorfor skal tingene være åbenlyse og indlysende? Deres forhold er jo lidt skørt, ligesom dansen hvor alle er nøgne omkring mesteren.
Ja, den del er selvfølgelig vigtig, men det er ikke så vigtigt om The Cause virker eller ej i al almindelighed for borgeren. Det bruger filmen ikke meget tid på.