Lars von Trier romantiserer og underspiller Jordens undergang i en grad, som man aldrig rigtig har set før. Han svælger i katastrofens æstetiske skønhed, men formår samtidig at fokusere på det menneskelige drama og især depressionens altopslugende væsen. Og det er dét, der gør “Melancholia” til en helt speciel oplevelse. Jorden går under, men der er ingen kaos, ingen brændende bygninger eller skrigende mennesker. Kun overdådige billeder og en fornemmelse af, at hvis en planet virkelig kolliderede med jorden, så ville Lars von Trier ikke tage det særlig tungt.
“Melancholia” er en underlig størrelse, der er lige så prætentiøs, sær og fantastisk som instruktøren selv. Den sidder ikke fast i kroppen på samme måde som “Antichrist”, men til gengæld er den noget så sjældent som en smuk og til tider opløftende film om vore planets endeligt. Og hvor mange film kan man lige sige det om?
Se også: Filmz TV: Filmz TV: Druk, dommedag og “Melancholia”-interviews
#11 IK 12 år siden
Jeg kan godt følge dig, men når vi ser på hvilke film der har fået topkarakterer i 2011, er denne kritik ikke særlig brugbar.
Winters Bone, Animal Kingdom og Black Swan har fået 6/6, og dem vil jeg ikke sætte under ’arthouse’. Desuden har True Grit, The Fighter, Kings Speech, Tangled og 127 Hours fået 5/6. Meget alsidig vil jeg mene.
Den eneste 'arthouse' film der har fået topkarakter, er Mødet i Toscana.
#12 Kruse 12 år siden
Men hold du dig bare til Skyline og lignende film...
#13 Skeloboy 12 år siden
#14 Bruce 12 år siden
#15 Skeloboy 12 år siden
#16 Kruse 12 år siden
I know....Jeg fjernede den også næsten, og havde det været enhver anden end loke76 der havde lavet indlægget, så havde jeg heller ikke haft det med.
#17 Skeloboy 12 år siden
#18 Thomsen 12 år siden
#19 bjarke 12 år siden
Men tilbage til filmen, som jeg synes er fantastisk, lækker og alt for meget af det gode (på den gode måde, vel at mærke). Og så kunne jeg faktisk godt lide begge af filmens to kapitler, som jeg synes har en god dynamik.
Desuden fandt jeg det også ret virkningsfuldt med bare én enkelt location, nemlig det store palæ, hvor bryllupsfesten afholdes. Det gav en sær følelse af isolation, klaustrofobi og en underlig distance til resten verden. En passende pompøs location til Jordens undergang. Selvfølgelig med godt udsyn til dommedag, hvor vi sidder med på første parket. Herligt.
Og egentlig er jeg ikke meget for Dunst og hendes lille beske fjæs, men her ånder og lever hun rollen som deprimeret brud. Jeg kan så absolut kun anbefale denne undergang, som man heldigvis - modsat filmens medvirkende - kan opleve igen og igen.
#20 Antlion 12 år siden
Læg benene over kors, drik en tår latte og find sandheden...