Stod det til Ridley Scott, skulle han have fået instruktørtjansen på 2017’s “Blade Runner”-fortsættelse.

Det er tilsyneladende ikke kun en dans på roser at have stået bag flere af tidens største sci-fi-klassikere. Det måtte Ridley Scott sande, da han fik valget mellem at instruere “Alien: Covenant” og en “Blade Runner”-opfølger. Den ellers så effektive filmskaber havde ikke tid til at instruere begge, hvilket han for nyligt ærgrede sig over i et interview med Empire.

“Jeg burde ikke have skullet tage den beslutning,” sagde han og fortsatte. “Men jeg var nødt til det. Jeg skulle have lavet “Blade Runner 2.'”

“Alien: Covenant”, der ligeledes fik premiere i 2017, var ikke den skuffelse, som andre tilføjelser til franchisen har været, men den oplevede bestemt heller ikke den den samme succes, som “Blade Runner 2049” gjorde hos både fans og kritikere.

Som bekendt blev det “Arrival”-instruktør Denis Villeneuve, der endte bag roret på den Ryan Gosling-ledte fortsættelse, men på trods af ikke at kunne prale af instruktørrollen, var Scott ikke fuldstændig fraværende i “Blade Runner”-fortsættelsen. Her agerede han executive producer.

Læs også: “‘Dune’-instruktør Denis Villeneuve skal filmatisere sci-fi-klassiker ‘Rendezvous With Rama'”

Inden længe vender han da også tilbage til det dystopiske univers, da han påtager sig en producerrolle på seriefortsættelsen “Blade Runner 2099”. Om han også har tænkt sig at instruere nogle af seriens 10 episoder, ved vi endnu ikke. Han siger om serien:

“Det hele finder sted flere år efter. I mine øjne kredser den ideen fra Aldous Huxleys ‘Brave New World.'”

Inden vi kan se serien, kan vi nyde den legendariske instruktørs næste film “Napoleon”, der får premiere den 23. november i år.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: