“1899”-traileren giver os en forsmag på nyt horror-mysterium fra skaberne af den tyske sci-fi-succes “Dark”.
I den nye serie følger vi en gruppe europæiske immigranter om bord på et skib på vej til New York City i (surprise) år 1899. Intet er dog som det ser ud, og da de møder et drivende skib på havet, bliver deres rejse til et levende mareridt.
Traileren er fyldt med en mørk, mystisk og dyster stemning, men den afslører så godt som som ingenting om plottet. Faktisk efterlader den os med langt flere spørgsmål end svar, hvilket vel næsten er at forvente fra Jantje Friese og Baran bo Odar, skaberne af “Dark”. Du kan se traileren her.
Serien byder på et internationalt cast fyldt med skuespillere på tværs af Europa. I den hidtil eneste rolle med navn, Maura Franklin, finder vi engelske Emily Beecham (“Little Joe”), mens resten af castet blandt andre består af walisiske Aneurin Barnard (“Dunkirk”), tyske Andreas Pietschmann (“Die geliebten Schwestern”), spanske Miguel Bernardeau (“Elite”), polske Maciej Musiał (“The Witcher”) og ikke mindst den danske Lucas Lynggaard Tønnesen (“The Rain”).
“1899” forventes at få premiere på Netflix enten i efteråret eller vinteren 2022.