1976 var et stærkt år for film. Og filmen om bokseren fra Philadelphia er blot én af dem.
Rocky fylder 50 år i år, og ja – det er svært ikke at respektere filmen. Underdogen, træning i grå sweatshirts og slutningen ingen havde forudset.
Men 1976 var et helt vildt år for amerikansk film, og hvis man kigger sig omkring, står det hurtigt klart: Der var film, som slog hårdere, ramte dybere og stadig føles farligere end Stallones højrehånd. Tre af dem fortjener ekstra spotlight.
All the President’s Men
Alan J. Pakulas Watergate-film gør noget, som de færreste thrillere tør: Den skruer helt ned for tempoet og forventer, at publikum følger med alligevel.
Robert Redford og Dustin Hoffman spiller Woodward og Bernstein som stædige, lidt irriterende journalister, der nægter at slippe et spor, selv når alle døre smækker.
Filmen handler i bund og grund om tålmodighed. Om at stille de samme spørgsmål igen og igen. Om at blive ignoreret, tvivle på sig selv og fortsætte alligevel. Netop derfor blev den så indflydelsesrig. Den gjorde journalistik dramatisk uden at gøre den glamourøs og har været skabelon for alt fra Zodiac til Spotlight.
Fire Oscars fulgte med, og endnu vigtigere: En hel generation fik øjnene op for, at magt kan væltes med noter, telefonopkald og vedholdenhed.
Network
Hvis All the President’s Men er kølig og kontrolleret, er Network det stik modsatte.
Sidney Lumets film er vred, sarkastisk og fuldstændig ligeglad med at være pæn. Historien om nyhedsankeret Howard Beale, der mister grebet på virkeligheden – og bliver et seerhit af netop den grund – føles som en foruroligende forudsigelse af alt, der kom senere.
Filmen piller tv-mediet fra hinanden stykke for stykke. Idealismen ryger først, så sandheden og til sidst anstændigheden. Det er larmende, teatralsk og ekstremt underholdende, men også skræmmende præcist.
Publikum lo i 1976. Mange gør det lidt mindre i dag.
Tre Oscar-statuetter til skuespillerne – inklusive Peter Finch posthumt – og en manuskript-Oscar understregede, at filmen ikke bare var provokation, men filmkunst med bid.
Og lad os ej glemme at et af filmhistoriens mest kendte citater stammer fra Network: “I’m as mad as hell and I’m not going to take this anymore!”.
Carrie
Brian De Palmas Carrie ligner måske “bare” en gyserfilm, men den sniger sig ind under huden på en helt anden måde.
Sissy Spaceks Carrie er ikke et monster fra starten. Hun er et mobbeoffer, et ensomt barn fanget mellem religiøs fanatisme derhjemme og ren ondskab i skolen.
Det geniale ved filmen er, hvordan publikum langsomt bliver fanget i sympati for hende – lige indtil det hele eksploderer. Prom night-scenen er stadig legendarisk, ikke bare for chokket, men for følelsen af uundgåelighed.
Carrie viste, at horror kunne handle om sociale strukturer, køn og undertrykt vrede.
To Oscar-nomineringer til skuespil var nærmest uhørt for genren dengang og cementerede filmens status som noget mere end bare en skræmmefilm. Ikke bare blandt De palmas film eller Stephen King-filmatiseringer.
