Længe før han bragte Peter Parker på det store lærred, prøvede Sam Raimi sig med en noget anderledes superhelt.
Det er vildt at tænke på, hvad superheltefilm var i 1990.
Vi snakker året efter Tim Burtons første Batman-film tog verden med storm. Vi er stadig otte år væk fra den første Blade-film, Og MCU er hele 18 år ude i fremtiden med studiets første film, Iron Man.
Så før der var fundet en sikker formular på, hvad der virkede blandt biografgængere, fik studier og instruktører lov til at eksperimentere – og en af dem var splatstick-kongen Sam Raimi.
I 1990 slap han nemlig den dystre superheltefilm Darkman løs på verdenen, der efterhånden er blevet det glemte barn i familien. Ikke desto mindre står filmen stadig som et charmerende miks af gotisk monsterfortælling og tegneseriekaos, skabt længe før Hollywood gjorde kapper og masker til milliardindustri.
Inden man kaster sig ud i eftertidens underlige forløb, er det værd at minde sig selv om, at filmen faktisk klarede sig ganske pænt. Biografgængere tog positivt imod den mørke, skæve historie om forskeren Peyton Westlake, der ender som hævngerrig, bandageindpakket skyggefigur med solfølsomme ansigtsmasker som eneste camouflage.
Kritikere nikkede anerkendende, og publikums nysgerrighed var der bestemt. Alligevel stoppede eventyret næsten, før det var begyndt.
Fans, der senere stødte på fortsættelserne Darkman II: The Return of Durant og Darkman III: Die, Darkman, Die, mærkede hurtigt, at ambitionsniveauet lå et helt andet sted. Omskiftelige budgetter, direkte-til-videoudgivelser og Arnold Vosloo som afløser for Liam Neeson gjorde opfølgerne til kuriosa snarere end fortsættelser. Instruktøren Sam Raimi figurerede mest som navn på papiret, ikke som kreativ motor. Filmene var altså teknisk set officielle kapitler, men i praksis fodnoter.
Derfor døde “Darkman”-universet
Tilbage i start-90’erne gjorde produceren Robert Tapert det klart, at manglende økonomisk gennemslagskraft var årsagen til, at en rigtig efterfølger aldrig blev løftet fra gulvet. Publikum var glade, men indtjeningen rørte ingen studiebosser nok til at satse stort igen. Drømmen om en fortsættelse med Raimi og Neeson blev derfor langsomt gemt væk, uden drama eller offentlige uenigheder — bare ren og skær regnearksrealisme.
Neesons originale figur er dog stadig filmens stærkeste aktiv. Forvandlingen til en hævntørstig antihelt, der pendler mellem bristet menneskelighed og grotesk opfindsomhed, har sat sig dybt i genrefans. Monsterfilmstemningen, der låner fra 30’ernes Universal-ikoner, står skarpt: bandager, trenchcoat, mørke gyder og et temperament, der slår gnister. Hoodien blev aldrig en ting for Darkman; foldingerne i frakken gjorde arbejdet.
Raimi har over årene forholdt sig mildt underholdt til spørgsmål om en fortsættelse. I et interview med The Wrap i 2022 beskrev han studiets planer om en mulig relancering uden ham som noget, han ikke havde større følelser omkring. Han syntes blot, at idéen var cool, men havde ingen ambitioner om selv at hoppe med ombord igen — og det samme gælder tilsyneladende Neeson.
Det fører til en mærkelig placering i filmhistorien: En kultfilm så sær og original, at den stadig har fans, men samtidig så økonomisk underperformende, at dens skabere for længst har lagt tanken om en fortsættelse på hylden. Måske er det netop derfor, Darkman stadig lever — ikke som franchise, men som ét af de mere bizarre, men uimodståelige stop i Sam Raimis filmografi.
Du kan se traileren til Raimis vilde, dystre superheltefilm her:
