Folk har allerede fået flere trailere til ‘The Mandalorian and Grogu’, men der er mange flere rumeventyr at glæde sig til i år.

Galaksen langt, langt borte er ved at ryste posen. Lucasfilm har fået nye kaptajner i cockpittet, og det betyder, at Star Wars igen begynder at bevæge sig for alvor.

Kathleen Kennedy er trådt til side efter mere end ti år ved roret. Dave Filoni og Lynwen Brennan har nu ansvaret.

Der har været stille på det store lærred siden The Rise of Skywalker i 2019. Seks år uden en biograffilm i en franchise som Star Wars føles næsten som hyperspace uden destination.

Men nu sker der endelig noget.

The Mandalorian and Grogu lander i biograferne til maj. Jon Favreau tager dusørjægeren og den lille grønne superstjerne med i biografen. Streaming-hittet skal nu stå på egne ben med popcorn og surround sound.

Men allerede måneden før, i april, skal der igen svinges med lyssværd – og endda et dobbeltblad af slagsen. Sæson 1 af Star Wars: Maul — Shadow Lord lander nemlig oppå Disney+. Serien graver videre i Darth Mauls historie efter The Clone Wars.

Nyt blod i rummet

Lucasfilm vil også prøve noget, der ikke lugter af Skywalker. Star Wars: Starfighter får premiere i maj 2027. Shawn Levy instruerer, og Ryan Gosling hopper ind i cockpittet. Historien foregår i en periode, vi ikke har set før, og der loves nul arvestykker fra den klassiske trilogi. Frisk start, nye ansigter, nye konflikter.

Animationsafdelingen får også kærlighed. Star Wars: Visions Presents — The Ninth Jedi bygger videre på det kreative kaos fra Star Wars: Visions, hvor stilen kan være alt fra anime til noget, der ligner et kunstprojekt på koffein. Serien får præmiere senere i år, men en fast dato er ikke offentliggjort endnu.

Og sidst men ikke mindst: Ahsoka Tano vender endelig tilbage.

Rosario Dawson vender tilbage i sæson 2 af Star Wars: Ahsoka. Fanfavoritten fortsætter opgøret med Grand Admiral Thrawn, spillet af Lars Mikkelsen. Admiral Ackbar melder sig også ind i kampen. Det bliver næppe stille diplomati.

Premieren har endnu ikke fået dato, men projektet lever.

Star Wars har de seneste ti år været lidt af en rodekasse. Projekter er blevet annonceret, fejret og derefter forsvundet ud i hyperspace uden forklaring. Ikke alt når frem til landingsbanen.

Lige nu ser fremtiden dog mere konkret ud end længe. 2026 bliver året, hvor lyssværdene igen blinker i biografsalen, mens Disney+ fortsætter med at fodre fansene hjemme i sofaen.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: