“Scream VI” har netop haft premiere herhjemme. I den anledning tager vi et kig på nogle af de bedste eksempler, som slasher-genren har haft at byde på siden begyndelsen af 2010’erne.
Horrorgenren har haft masser at byde på i løbet af 10’erne. Fremkomsten af visionærer som Robert Eggers, Jordan Peele og Ari Aster har revitaliseret gyserlandskabet med titler, der sagtens kan blande sig i samtaler om moderne gyserklassikere – ofte gennem film som mange ville beskrive som elevated horror.
Dog er det ikke alle nye tilføjelser til gysersamlingen, der behøver at få tankerne til at spinne, mens man sidder og ryster i bukserne. Nogle gange er en god omgang gys nok i sig selv.
Det er noget, som horror-subgenren slasheren er særligt god til. Der er noget fantastisk forfærdende ved noget så simpelt som en flok personer, der jages af en eller flere morderiske maniacs, mens vi herhjemme kan sidde og gemme os bag puderne og frustreret råbe til vores hovedpersoner, hvorfor de løber op ad trapperne og ikke bare ud af hoveddøren – og det er en gang imellem lige dét, en horror-aficionado har brug for.
I forbindelse med det seneste skud på stammen i et af tidens mest ikoniske slasher-franchises, synes vi, det er passende med et kig på nogle af de nyeste film i subgenren, der allerede har sat sig som ar i vores minder.
X (2022)
Ti Wests erotisk ladede slasher følger et filmhold, der vælger den helt forkerte hytte at skyde deres… øhhh… lad os sige meget kunstneriske film, “The Farmer’s Daughters”, i. Ejerne af laden er nemlig de seksuelt frustrerede og rablende vanvittige pensionister, Pearl og Howard, der higer efter deres tabte ungdom. Sydende af jalousi begiver de sig ud på et blodbad, der har det ikke altid så smarte hold pornoskuespillere og -producere for øje.
Hvor filmen ikke kan prale af at være den mest strukturerede gyserfilm i mands minde, er den fyldt med spændende, nytænkende ideer og uforglemmelige billeder, der kun bidrager til filmens uhygge. Særligt en uudholdeligt intens alligatorjagt skiller sig ud og understreger talentet, der gemmer sig under overfladen.
“X” blev begyndelsen på årets mest uventede franchise, da det kort inden filmens premiere kom frem, at West og gyserens stjerne Mia Goth havde skudt en prequel-film i forlængelse af originalen. “Pearl” udkom blot et halvt år efter og skulle efter sigende være endnu bedre end sin forgænger – noget vi ikke kan skrive under på, da filmen ikke har set dagens lys i Danmark endnu. En fortsættelse med titlen “MaXXXine” afslutter trilogien og er under udvikling.
Halloween (2018)
David Gordon Green afsluttede sidste år sit bud på, hvordan den moderne slasher kan se ud, efter han gav os den tredje film i den genopståede “Halloween”-franchise. Hverken “Halloween Kills” eller “Halloween Ends” kunne dog leve op til det potentiale, som ellers kom med den brutale og lovende “Halloween” (2018), der havde masser at byde på.
Michael Myers undslipper her et sindssygehospital, som han var blevet anbragt i et tidspunkt mellem John Carpenters originale klassiker fra 1978 og 2018-fortsættelsen, der ignorerer samtlige andre titler i franchisen. Jamie Lee Curtis vender tilbage til sin ikoniske rolle som Laurie Strode, der noget paranoidt forbereder sig på den dag, the Shape endnu engang kommer efter hende – og med god grund.
Jeg må indrømme, at der er elementer i filmen, som man bliver nødt til at sluge. Giver det fx mening at to podcastere får adgang til Michaels oprindelige maske? Og er det nødvendigt at bruge en hel scene til prom night for at forklare, hvorfor en telefon ikke virker? Svaret er et rungende nej, men ser man igennem fingrene med elementer som disse, får man en underholdende og skræmmende slasher, der skruer brutaliteten op til 11 og giver os en lang række effektive scares. Myers er inkarneret ondskab, og filmen er en værdig fortsættelse til originalen, som dog stadigvæk er den ultimative “Halloween”.
Hush (2016)
Mike Flanagan er i løbet af de seneste år i lyset af fuldstændig fantastiske serier som “The Haunting of Hill House” og “Midnight Mass” blevet en af de bærende kræfter inden for moderne gys. Han påtog sig tilmed den nærmest uretfærdigt håbløse opgave at filmatisere “Doctor Sleep”, fortsættelsen til en af horrorgenrens ubestridt største titler, “The Shining” – og lykkedes faktisk med at give os en værdig opfølger.
Inden da lavede han dog den fortrinlige lavbudget-slasher, “Hush”, der på ydersiden ligner en klassisk home invasion-thriller, med en afsides lokation og en person, der stalkes uden de store muligheder for hjælp. Det særligt geniale ved filmen er dog vores hovedpersons helt store udfordring: Hun er døvstum.
Handicappet gør det umuligt både at råbe efter hjælp og at høre, hvor den morderiske maskerede galning gemmer sig. Resultatet er en samling af fantastisk intense scener og opfindsomt kamerabrug, der for alvor sætter os i underdoggens sted.
Happy Death Day (2017)
“Groundhog Day”-konceptet er blevet brugt til døde – skulle man tro. For selvom det efterhånden ikke længere er en ny idé at lave en tidsloop-fortælling, har de seneste år vist, at der stadigvæk er masser af originale ideer at finde inden for den meget specifikke subgenre – særligt med Netflix-serien “Russian Doll”, den fantastiske romantiske komedie “Palm Springs” og ikke mindst slasheren “Happy Death Day”.
I sidstnævnte følger vi Jessica Rothes festglade universitetsstuderende Tree, der gang på gang myrdes af en mystisk person, som bærer universitetets belejligt creepy maskotmaske. I stil med “Scream” er filmen både fyldt med humor, gys og gru og for en god ordens skyld, er den pyntet med en smart whodunnit, der lader os gætte med på morderens identitet indtil sekundet, masken kastes.
Siden filmens premiere i 2017 har vi fået en fortsættelse, med den oplagte titel “Happy Death Day 2U”, og instruktør Christopher Landon lavede et år senere body swap-slasheren “Freaky”, som lige så godt kunne have stået på den her liste. Der var endda planer om en crossover-film mellem de to franchises, som dog desværre ser ud til at være blevet lagt på hylden foreløbigt.
You’re Next (2011)
“You’re Next” er endnu et eksempel på en home invasion, der går helt galt for alle involveret. Den Adam Wingard-instruerede film fokuserer på Erin, der med sin kæreste Crispin, tager til en genforeningsweekend hos sin svigerfamilie. Flokken bliver dog pludselig angrebet af en gruppe creepy mordere iført dyremasker, der med machetter, økser og armbrøster gør familiens aften til et helvede.
Filmen er fyldt med masser af opfindsomme mord og en intensitet, der med garanti nok skal få en til at krybe sig sammen i skræk. Dog er det Erin, der viser sig som filmens helt store højdepunkt, da hendes utrolige snarrådighed gør hende til lige præcis den person, man ville elske at have på sit hold i den her situation. Mareridtet bliver vendt på hovedet og giver os et klogt twist på slasher-genren.
Scream (2022)
Ja, ja, ja, listen her er lavet i anledning af den næste “Scream”-film, men det skal ikke stoppe os fra at understrege den bedrift, det er at puste nyt liv i en franchise, der længe så ud til at have åndet ud med dens fjerde film i 2011. “Scream” (2022) er den første film i den satiriske horror-franchise siden dens ikoniske skaber Wes Cravens død – og den kan meget vil vise sig at være den bedste siden den oprindelige film fra 1996.
Neve Campbells final girl, Sydney Prescott, er ikke længere filmens fokus, og i stedet retter instruktører Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillet, der også har stået bag den fremragende “Ready or Not”, spotlightet over på Carpenter-søskendeparret Sam og Tara og deres gruppe af bekendte. I vanlig “Scream”-stil bliver flokken naturligvis ofre for nye Ghostface-angreb, og det betyder da også, at legacy-karaktererne Gale Weathers (Courtney Cox), Dewey Riley (David Arcuette) og Prescott må komme til undsætning.
Filmen er en fantastisk intens, spændende og sjov tilføjelse til franchisen og bidrager med en stil, der på en gang er nytænkende fra de oprindelige fire film, men som stadigvæk føles tro over for Craven og hans vision.
Det var vores bud på seks slashere, som nok skal kunne give nogle gode gys de næste filmaftener, men vi ved godt, at de ikke er subgenrens eneste anbefalelsesværdige repræsentanter. Hvilke film ville I have tilføjet til listen?
