“Spider-Man: Far From Home” afslutter Phase 3, men lægger i den grad også op til Phase 4.
DER SKAL ADVARES IMOD SPOILERS!
Afgørende detaljer fra “Spider-Man: Far From Home” bliver i det følgende omtalt, afsløret og spoilet, så læs kun videre, når du har set årets sidste MCU-film.
Avengers er fortid
Det står nu klart, at Avengers-holdet anført af Captain America og Iron Man hører fortiden til efter slaget i “Avengers: Endgame”.
Nick Fury begynder i “Far From Home” forfra på bar bund. Doctor Strange er ikke tilgængelig – sandsynligvis på en opgave i “Doctor Strange 2” – ligesom Thor er rejst væk, og Captain Marvel er på opgaver væk fra Jorden.
Hverken Falcon eller Winter Soldier bliver nævnt, men deres fremtid bliver vi klogere på med MCU-serien “Falcon & Winter Soldier”, der kommer på Disney+.
Og Spider-Man bliver i denne omgang ikke arvtageren efter Iron Man. Mid-credit-scenen afslører, at Mysterio har lagt en fælde for Spider-Man, der nu er jagtet vildt som morder, imens hele verden kender hans identitet som Peter Parker. Derfor er udgangspunktet for fortsættelsen ikke en Spider-Man som leder, men som lovløs.
Multi-Verse var en joke
Marvel Studios tog tykt pis på medierne og fans, da de i “Far From Home”-kampagnen teasede et Multi-Verse som konsekvens af Thanos’ knips i “Infinity War” – læs om det her.
Det hele var et setup af Mysterio, som altså tog røven på ikke bare medier og fans, men også Spider-Man.
Kampagnen var særligt succesfuld, fordi den kom i kølvandet på “Spider-Man: Into the Spider-Verse”, hvilket betød, at omverdenen var ved at vænne sig til tanken om flere dimensioner.
J. Jonah Jameson og Daily Bugle er tilbage
J. K. Simmons er tilbage som tabloid-redaktøren J. Jonah Jameson, der styrer den kulørte presse hos Daily Bugle. Det bliver afsløret i mid-credit-scenen, hvor Simmons som en stor overraskelser viser sig tilbage i rollen, som han spillede i alle tre af Sam Raimis “Spider-Man”-film, hvor Tobey Maguire var Peter Parker.
Det er Jameson, der deler morder-rygterne om Spider-Man samt Parkers identitet. Dermed understreger “Far From Home” sin mediekritik. Først fik de medierne (heriblandt Filmz) til at videre give falske historier om et Multi-Verse, inden det er medierne i form af Daily Bugle, som nu videregiver den forkerte anklage imod Spider-Man.
‘Secret Invasion’ lever
Post-credit-scenen leverer det største chok i “Far From Home”. Hverken Nick Fury eller Maria Hill har medvirket. I stedet afsløres de som Skrulls, der jo blev introduceret i “Captain Marvel”.
I dette tilfælde er de gode hjælpere til Spider-Man, men afsløringen åbner for ‘Secret Invasion’ i fremtidens MCU, hvor onde Skrulls går undercover som Avengers-helte – læs om det her.
S.W.O.R.D. kan erstatte S.H.I.E.L.D.
I stedet er den ægte Nick Fury på mission på en rumstation, hvor han samarbejder med en gruppe af Skrulls. Scenen kan meget vel lægge op til en “Captain Marvel 2”.
Der kan samtidig være tale om en introduktion til S.W.O.R.D. (Sentient World Observation and Response Department), der i 2004 blev introduceret i tegneserierne. Der er tale om en kosmisk udgave af S.H.I.E.L.D. til beskyttelse imod trusler fra det ydre rum.
Norman Osborn-rygtet var usandt, men…
Rygtet om Norman Industries i “Far From Home” var ikke sandt. Norman Osborn har ikke – officielt – overtaget Stark Tower – læs om det her.
Det er dog næppe til at undgå, at Spider-Mans ærkefjende, Norman Osborn, vil blive en aktiv del af MCU.
Allerede nu rygtes det, at Osborn vil stå bag jagten på Peter Parker i “Spider-Man 3”, hvor et skurkehold – angiveligt med Vulture og Scorpion – vil blive modstanderen for Spider-Man. Dette hold vil siden udvikle sig til Sinister Six. Endnu er disse oplysninger dog kun på rygteplan.
#1 cfhaugboelle 5 år siden
Det kan som sagt være, at jeg læser noget ind i det, men hvis man bevidst har fået Samuel L. Jackson til at spille rollen "som en skrull", så er det virkelig genialt :D
God film - dog ikke enig med de anmeldere, der synes, at denne film overgår Endgame. Den her er mere i "haha" underholdningshjørnet =]