Aardman Animation, der står bag succeser som “Walter og Trofast” og “Flugten fra hønsegården”, ophørte for et par måneder siden deres samarbejde med DreamWorks, men de har allerede nu fundet en ny samarbejdspartner. Aardman har nemlig indgået en tre års aftale med Sony Pictures.
Deres første projekt hos Sony, der selv har stået for animationskomedier som “Boog og Eliott”, er endnu ikke blevet valgt, men der skulle angiveligt være hele fire filmprojekter i de afsluttende udviklingsfaser, deriblandt en ny spillefilm om “Walter og Trofast” fra instruktøren Nick Park.
DreamWorks udgav bl.a. Aardmans “Walter og Trofast: Det store grøntsagskup” og “Skyllet væk”, men deres samarbejde ophørte, da sidstnævnte titel ikke viste sig at blive den store succes, og eftersom DreamWorks’ udgivelsesstrategi blev ændret til kun at koncentrere sig om to store animationsprojekter om året.