Nordisk Film standser produktionen af ny Carl Mørck-film – coronavirus tvinger ‘Afdeling Q’-film hjem til Danmark.
I de seneste tre måneder har instruktør Martin Zandvliet optaget den nye ‘Afdeling Q’-film “Marco Effekten” i Tjekkiets hovedstad, Prag. Nu vender Zandvliet og resten af produktionen hjem til Danmark.
Det sker før tid på grund af situationen omkring den smitsomme coronavirus, der netop nu hærger Europa.
Således meddelte de tjekkiske myndigheder fredag, at man fra på mandag indfører omfattende restriktioner for ind- og udrejse til Tjekkiet:
”Vi har fulgt udmeldingerne fra de danske og tjekkiske myndigheder time for time og traf beslutning om at standse optagelserne og vende hjem. Det var en nødvendig beslutning, som ikke stod til diskussion,” siger “Marco Effekten”-producent Mikael Rieks.
Udsættelsen får nu store konsekvenser for premieredatoen til “Marco Effekten”, der næppe kommer i biografen som planlagt.
Nordisk Film meddeler, at man med stor sandsynlighed bliver nødt til at udskyde premieren på “Marco Effekten”.
“Marco Effekten” er første kapitel af et såkaldt ‘blødt reboot’ af ‘Afdeling Q’-franchisen, der fortsætter fremad med at filmatisere Jussi Adler-Olsens bøger, men med nye skuespillere.
Ulrich Thomsen og Zaki Youssef overtager således rollerne som Carl Mørck og Assad fra Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, ligesom Sofie Torp overtager rollen som Rose fra Johanne Louise Schmidt.
Læs også ‘“Ser du månen, Daniel”-stjerne bliver den nye Rose i “Marco Effekten”‘.
“Marco Effekten” er aktuelt sat til premiere den 1. oktober.