Det ser ud som om, Kratos’ næste blodige fortælling bliver på streaming.

En live-action-fortolkning af det ekstremt populære PlayStation-spil “God of War” kan meget vel være på vej. Ifølge Deadline er Amazon Prime Video nemlig i forhandlinger om rettighederne til en serie baseret på Sony-franchisen.

Mark Fergus og Hawk Ostby, skaberne bag “The Expanse”, skal stå bag serien i samarbejde med Rafe Judkins, som allerede har været showrunner på et andet Prime Video-fantasy-projekt, “The Wheel of Time”.

“God of War”-franchisen strækker sig over et væld af PlayStation-, mobil-, og PSP-spil, men der er kun fem spil i den primære spilserie.

Fortællingen om den spartanske soldat, Kratos, begynder, da han tager på hævntogt for at dræbe den græske krigsgud, Ares, efter at være blevet narret af ham til at dræbe sin kone og datter. I de følgende tre spil er det de andre græske guder, der står for tur.

I det seneste spil er Kratos rejst væk fra det græske og har i stedet bosat sig i den kolde nord sammen med sin søn, Atreus. Her findes der en helt ny mytologi med et helt nyt gudegalleri, som det kommende spil med undertitlen “Ragnarok” vil gå endnu mere i dybden med.

Om serien vil tage udgangspunkt i den græske, den nordiske eller en helt tredje mytologi, rapportereres der intet om.

“God of War” er ikke det eneste Sony-spil, vi kan glæde os til at se på tv-skærmen inden længe. Senere i år får vi nemlig HBO’s fortolkning af det elskede postapokalyptiske spil, “The Last of Us”, der har “The Mandalorian”-stjernen Pedro Pascal i hovedrollen.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: