Løvernes konge

InstruktionRoger Allers, Rob Minkoff

MedvirkendeMatthew Broderick, Niketa Calame, Jim Cummings, James Earl Jones, Nathan Lane, Ernie Sabella, Jeremy Irons, Robert Guillaume, Rowan Atkinson, Moira Kelly, Whoopi Goldberg, Zoe Leader, Cheech Marin, Madge Sinclair, Jonathan Taylor Thomas

Længde89 min

GenreAnimation, Adventure, Familie

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Løvernes konge

5 6
Hakuna Matata!

For denne anmelder og naturligvis millioner af andre var “Løvernes Konge” noget helt særligt, da den udkom i 1994. Disney var med film som “Den lille Havfrue”, “Aladdin” og “Skønheden og Udyret” midt i den periode, der sidenhen blev døbt ”Disneys Renæssance”, og som den bedst indtjenende 2D-animerede film nogensinde indkapslede “Løvernes Konge” essensen af denne ekstremt produktive tid. Som Disneys første film med et originalt manuskript (nå ja, så originalt som det nu kan være, når historien er en åbenlys kopi af Shakespeares “Hamlet”) beviste “Løvernes Konge”, at selskabets forfattere godt kunne selv.

På en slette i Afrika fødes løven Simba. Fødslen skaber røre blandt alle dyrene, for Simba er ikke en hvilken som helst løveunge. Han er søn af Darth V… vrøvl, kong Mufasa og dermed den naturlige arvtager til tronen. Det er dog ikke en glædens dag for alle, for i skyggerne lurer Mufasas ondskabsfulde bror, Scar, der mere end noget andet ønsker at herske over landet. Simba har ikke mange solnedgange bag sig, før Scar har lagt en sindrig plan, og inden længe er den unge løve på flugt fra sletten, hvor Scar i mellemtiden har overtaget magten over alle dyrene.

“Løvernes Konge” har mange uforglemmelige sekvenser. Første og fremmest den stærke indledning, hvor den sydafrikanske komponist Lebo M’s markante vokal brager ind over billeder af en savanne, der vågner. For denne anmelders vedkommende trak scenen med et brag et væld af nostalgiske følelser fra barndommen frem, og den er til stadighed en af Disneys stærkeste indledninger. Og så er der Scars solonummer, “Be prepared”, hvor den fascistiske æstetik trækker klare linjer til Leni Riefens tahls nazistiske propagandafilm, “Triumph des Willens”. Mest markant er den skæbnesvangre scene med de bissende gnuer, som satte en ny standard for, hvad man kunne præstere i en animeret film. Jo, “Løvernes Konge” har bestemt fortjent sin fremtrædende plads i filmhistorien.

Musikken har ligeledes sin del af æren for filmens massive success. Som filmfolkene selv nævner på udgivelsens medfølgende ekstramateriale, var den blegfede Elton John umiddelbart et sært valg til en episk film om Afrika, men den talentfulde musiker formåede at skabe et lydunivers, der tilføjede filmen den dramatiske/romantiske atmosfære, som kendetegner næsten enhver Disney-succes. Elton John – med hjælp fra Lebo M og hans afrikanske kor, Tim Rice og ikke mindst komponisten Hans Zimmer – gjorde filmens soundtrack til et af de mest mindeværdige af slagsen. Hvem har ikke skrålet med på “I Just Can’t Wait to Be King” og danset en lille Pumba-rumba til “Hakuna Matata”?

“Løvernes Konge” er en forholdsvis kort film og er dermed repræsentant for en tilsyneladende død æra, hvor filmforfattere kunne skrive en stramt komponeret film uden for meget trækken-i-langdrag. Nærværende film er dog – ved kritisk eftersyn – en anelse for stram i sin fortælling. I historiens afsluttende scener forekommer det episke klimaks, men forfatterne har glemt at bygge op til det. Simba vender naturligvis tilbage til sit hjemland, men rejsen er hurtig og udramatisk, og det endelige opgør synes at opstå meget pludseligt og uden optakt. Opgøret selv er dog stadig intenst og interessant, og når rulleteksterne farer over skærmen til tonerne af Elton Johns storladne “Can You Feel the Love Tonight”, efterlades man med et indtryk af en ganske helstøbt film.

Det er ofte skuffende at gense barndommens yndlingsfilm, men “Løvernes Konge” skuffer ikke 17 år efter premieren. Timon og Pumba er stadig sjove, Mufasa lyder stadig som Darth Vader, og musikken bærer på ingen måde præg af en uddateret 90’er-æstetik. Det er efterhånden en velkendt kliché, at Disney har evnen til at lave film, som fungerer for både børn og voksne, men ikke desto mindre er det stadig værd at nævne, at nærværende film også er i besiddelse af netop denne fantastiske kvalitet.
Video

Præsenteret i 1.78:1. “Løvernes Konge” bruger en tegnestil, hvor store, ensfarvede flader udgør en stor del af billedet. Der er således ikke så mange gradueringer og detaljer, som skal kæmpe for livet i den billedforringende komprimering. Bl.a. dette resulterer i det ubestridt bedste transfer, denne anmelder nogensinde er stødt på! Farverne er fantastisk klare, og skarpheden er så god, at man bogstaveligt talt kan se strukturen i de streger, der danner omridset af filmens karakterer. Kun i én eneste scene optræder der en komprimeringsfejl i form af digital støj, men det er ikke nok til at hive dette fremragende transfer ned på mindre end den velfortjente topkarakter.

Audio

Savannen kommer virkelig til live i det syvsporede DTS-HD Master Audio-lydmix. Dialogen, såvel som filmens andre lydelementer, er højopløste og står klart frem. Desværre synes dialogen/sangene overrepræsenteret i de musikalske sekvenser, hvor musikken træder i baggrunden, så alle ord kan tydes uden problemer. Det er lidt ærgerligt, da musikken kommer til at mangle punch, for netop musikken er en af de store grunde til filmens succes. Ikke desto mindre er lydsporet blandt de bedre, og kun de “musik-audiofile” vil føle sig snydt ved en gennemlytning.

Ekstramateriale

En udgivelse med tilnavnet Diamond Edition er næsten forpligtet til en ordentlig spandfuld ekstramateriale. Og det får vi. Skiven byder på to udmærkede dokumentarer, hvor vi kigger tilbage i tiden og ser på filmens tilblivelse. Der trækkes linjer op til nutiden, hvor filmen stadig er i live i form af merchandise, og små animerede sekvenser af fx Timon og Pumba dukker op hist og her. Derudover medfølger et glimrende kommentarspor med filmens to instruktører og en producer. Oven i hatten får vi en række animerede bøffer samt en sing-along-funktion til den sangglade. Nå ja, så medfølger der også en dvd-udgave af filmen… hvad end man så skal bruge den til, når man er i besiddelse af BD’en.

“Løvernes Konge” er en af filmhistoriens største succeser, og inden for sin genre er den nærmest legendarisk. En sådan film fortjener naturligvis en flot udgivelse, og det har den fået. Filmen er akkurat lige så god i dag, som den var for 17 år siden, så skynd dig ud og få fat i et eksemplar – Disney har det nemlig med at udsende deres film i et begrænset oplag.

Løvernes Konge

6 6
FilmenDa “Løvernes Konge” var under udvikling hos Disney, troede ingen rigtig på den. Den var blevet solgt som “Bambi i Afrika”, og internt havde folk større tiltro til at et andet igangværende projekt, nemlig “Pocahontas”, ville blive Disneys næste succes. Da “Løvernes Konge” havde premiere blev dette gjort til skamme da den øjeblikkelig blev en kæmpe succes.

Filmen har været udgivet både på laserdisc og på video, men aldrig på DVD. Den har længe været en af de film som Disney-elskere helst så udgivet på DVD – og nu er den så endelig kommet i en flot Special Edition udgave. Så kan man spørge om den har været ventetiden værd, hvortil man kun kan svare et stort rungende “JA”!

Filmen omhandler den lille løveunge Simba, der vokser op på Kongesletten. Han er søn af Mufasa, der er løvernes konge, og når han bliver stor skal han overtage tronen efter sin far. Men der kommer hurtigt grus i maskineriet. Mufasas bror, den lumske Scar, pønser nemlig på at ødelægge idyllen.

Scar hader lille Simba, for med hans fødsel er der ikke længere mulighed for at Scar kan overtage kongetronen hvis Mufasa dør. Derfor sætter han, med hjælp fra hyænerne, en ond plan i værk som skal sikre at han bliver konge.

Scars plan virker, og Simba må nu flygte fra Kongesletten. Han kommer til junglen hvor han møder desmerdyret Timon og vortesvinet Pumba. De bliver venner og sammen lever de et liv uden bekymringer. Men en dag dukker Simbas barndomsveninde Nala op, og fortæller Simba om hvordan Scar har ødelagt den tidligere så frodige Kongeslette. Simba må nu vende tilbage til Kongesletten for at råde bod på fortiden.

Hvis man synes at plottet lyder bekendt er man ikke helt galt i byen. Filmen låner nemlig fra nogle af historiens store fortællinger. Fortællingen om den fortabte søn, der vokser op som kongelig, forvises og senere vender tilbage, drager paralleller til Bibelen og historien om Moses. Ligeså ideen om den onde onkel, der minder os om Shakespeare og “Hamlet”. Dette gør dog ikke spor, for ved at låne fra disse store fortællinger, der er en del af vores verden i dag, bliver filmen og dens karakterer mere virkelige og menneskelige.

Mange vil sige at siden det er en tegnefilm, så er det også en børnefilm. Dette er dog kun den halve sandhed, for mens børn primært kigger på de flotte farver, de sjove karakterer og musikken, kan voksne også godt få noget ud af filmen. Den omhandler nemlig mange grundlæggende temaer og aspekter af livet: familie, samfund, kærlighed… forræderi og død, livets kredsløb og forholdet imellem far og søn. Dette er temaer vi alle kan identificere os med, og derfor kan folk i alle aldre nyde filmen.

Kigger man på den mere tekniske side af filmen, må man sige at den er fantastisk flot lavet. Disney viser endnu engang at de er mestre i at beherske tegnefilmskunsten. Filmen gør brug af både almindelige håndtegningner og computergenererede billeder – så det vi ser på skærmen antager ofte tre dimensioner. Oven i dette anvendes der masser af farver, både de varme og levende farver, samt blå og grå til de mere dunkle scener i filmen, hvilket understøtter filmens historie rigtig godt.

Til de flotte billeder har vi dialogen bag, der både kan ses på dansk og engelsk på denne udgave. Om man hører det ene eller andet vil naturligvis være et spørgsmål om personlig præference (børnene vil naturligvis vælge den danske). Begge lydspor er fantastiske, med James Earl Jones (Mufasa) og Jeremy Irons (Scar) som højdepunkterne på det engelske og Henrik Kofoed (Timon) og Lars Thiesgaard (Pumba) på det danske.

Til sidst vil jeg godt nævne musikken i filmen. Elton John har skrevet nogle fantastisk flotte sange til filmen, heriblandt “Can You Feel The Love Tonight” og “Circle of Life”, og Hans Zimmer har skrevet et fantastisk flot soundtrack. De blev begge belønnet med Oscars for deres flotte arbejde, der virkelig er med til at hive filmen et niveau op. Elton John har til denne specialudgave af filmen lavet et ekstra nummer ved navn “Morning Report”. Filmen kan ses med eller uden denne sang.

“Løvernes Konge” er et godt eksempel på hvordan alt går op i en højere enhed. Med en god og rørende historie som både kan ses af børn og voksne, en fantastisk flot udførsel og fængende musik og sange, er der ingen tvivl om at denne film er et mesterværk.

VideoPå videosiden forkæles vi med et transfer i Anamorphic Widescreen med 1.66:1 Aspect Ratio. Det er et fantastisk flot transfer. Stregerne i animationen er klare og rene, og detaljerne fremstår tydeligt på skærmen. Der er ingen grums, ridser eller andet skidt på filmen, ej heller tydelige kompressionsfejl. Herudover gengives de smukke, varme og spillevende farver perfekt. Topkarakter!
AudioPå lydsiden er der tre lydspor. To engelske, hhv. DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1, og et dansk i Dolby Digital 5.1. Alle tre spor er fantastiske, med god brug af både surroundhøjtalere og subwoofer. Her er scener som fx. gnuernes vilde flugt og slutscenen med lyn, torden og regn meget imponerende. Også topkarakter i denne afdeling.
Ekstra materialeUdgivelsen er en to disk version med ekstra materiale på begge disks. Det første der møder en på disk 1 er dog trailere til kommende Disney udgivelser, og ligeledes er der en 1½ minut lang CGI intro med Zasu. Dette er et mindre irritationsmoment når man gerne vil ind til menuerne i en fart, men man kan heldigvis skippe forbi dem. Menuerne kan vises enten på dansk eller engelsk.

Disken er opdelt i mindre områder: “Sletten”, “Livets træ”, “Junglen” og “Elefantkirkegården”. Disse områder kan tilgås fra hovedmenuen, eller fra et indeks der letter navigationen betydeligt.

Det mest interessante på denne disk er kommentarsporet med Producer Don Hahn og filmens instruktører Roger Allers og Bob Minkoff og underpunktet “Elefantkirkegården”, der indeholder en slettet scene, “Insekt fodbold”, et ekstra vers til “Hakuna Matata” og et tidligt koncept til “Can You Feel the Love Tonight” hvor det er Timon og Pumba der synger hele sangen. Under “Sletten” finder man desuden en kort featurette om tilblivelsen af den nye sang på Special Edition udgaven

Det resterende ekstramateriale på disk 1 er nogle små spil i form af “Personlighedstest”, “Timons Grib-en-bille” og “Pumbas fantastiske lyde”, samt en musikvideo til “Circle of Life”, fremført af et børneband og et “Syng med lydspor”. Disse features vil nok mest glæde de yngre seere.

Men vi er ikke færdige endnu. På disk 2 finder vi yderligere ekstra materiale, og her kan man vælge menuer på hhv. engelsk, dansk, svensk, norsk og finsk. På denne disk er ekstra materialet inddelt på to måder: Først efter emne, hhv. “Historien”, “Filmen”, “Musicalen”, “Virtuel Safari”, “Musikken”, og “Dyrene”. Den anden måde er at vælge imellem forskellige lande. De samme programmer og features kan tilgås flere steder, hvilket hurtigt bliver uoverskueligt. Her havde en indeks side ala den på disk 1 været en god ide, specielt fordi der er så meget materiale her.

Meget af materialet består af små, korte featurettes, der dog kan afspilles via en “afspil alle” funktion. Ekstra materialet kommer godt rundt omkring filmens produktion med bl.a. interviews og bag-kameraet optagelser. Derudover finder man skitser, billeder, trailers, musikvideoer og meget mere.

Ekstra materialet er ganske udmærket, der er et væld af information. Desværre er strukturen på disk 2 meget uoverskuelig, hvilket trækker lidt ned på helhedsindtrykket.

Hvad enten man har børn eller ej, bør man ikke snyde sig selv for denne udgivelse. På trods af at det er en tegnefilm – en “børnefilm” – så er det en af de bedste der findes og den kan absolut ses af alle. Billede og lyd er virkelig helt i top og ekstra materialet er i orden hvis man ellers kan holde tungen lige i munden og navigere rundt uden problemer. Facit er at det er en udgivelse som enhver DVD entusiast bør have stående på sin hylde.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Det er en stor dag på Kongesletten da løveungen Simba bliver født. En dag skal han overtage sin fars, Mufasas, trone, og være “Løvernes Konge”! Alle jubler, undtagen Scar, Mufasas lumske bror, som gerne selv vil overtage tronen.

Tiden går og den nysgerrige Simba skal først lære at tage det ansvar, som følger med når man skal være konge. Han følger sin far, får kloge råd af bavianen Rafiki og leger med kammeraten Nala. Men en dag sker det, der ikke må ske. Mufasa er pludselig væk og inden nogen ved af det, har Scar overtaget tronen!

Simba tvinges til at flygte og langt borte fra sin familie møder han Timon og Pumba, som straks bliver hans nye venner. Men en dag vender Simba tilbage til Kongesletten for at genindtage sin plads som den rigtige løvekonge…