Jeg har netop kigget Odense Internationale Film Festivals omfattende program igennem og læner mig nu tilbage i stolen med et opgivende udtryk. Der er over hundrede kortfilm, spillefilm, arrangementer, fester, taler og musikoptrædener. Hvordan kan jeg på nogen som helst måde nå blot en brøkdel af de ting, jeg gerne vil, når jeg nu samtidig også skal have tid til at sove, spise, skrive, møde folk samt passe de daglige pressevisninger og anmeldelser, der selvsagt ikke stopper, blot fordi filmfestivalen er kommet til Odense?

Det naturlige svar er selvfølgelig at opgive tanken og blot følge med strømmen og få de indtryk, jeg nu kan nå, hvilket naturligvis er den samme løsning, som alle andre festivalgængere også må ty til.

For en filmelsker er det under alle omstændigheder kronede dage, men for mit vedkommende starter mandagen dog med en tur ind for at se den nyeste Jennifer Aniston-film “Baby Surprise”. Selvom filmen viser sig at være langt bedre end antaget (anmeldelse følger onsdag, red.), er det dog tankevækkende at se netop en sådan kantløs mainstreamfilm i forhold til den anarkistiske opfindsomhed, der huserer i Odense, hvor kortfilmens sprudlende kreativitet udbryder i fuldt flor.

Og kortfilmen har vitterligt fået frit løb i år, der markerer festivalens 25 års jubilæum – hvilket gør den til Danmarks ældste filmfestival – og som i år har fået ny kunstnerisk leder i form af den tidligere DR2 Premiere-vært Mikkel Munch-Fals. Man har ganske enkelt som en del af konkurrencen skåret ind til benet med et krav om, at ingen film må vare længere end 30 minutter. Dermed har man på mange måder også fravalgt de mere forudsigelige filmoplevelser til fordel for den sprælske, frække, grove og sjove verden, som kortfilmene åbner op for. I modsætning til spillefilmene er faktorer som salgbarhed og bred appeal af mindre betydning – skaberne kommer alligevel aldrig nogensinde til at tjene synderligt med penge på dem – og derfor kan man tillade sig ting, som ingen spillefilmsinvestor nogensinde ville have sagt ja til.

Kortfilmene gør også filmoplevelsen meget anderledes. Når man går ind til en almindelig forevisning, ved man som regel nogenlunde, hvad man nu får, dels fordi trailere, genrebeskrivelser og omtaler har forberedt én på filmen, og dels fordi man ofte kender instruktøren fra andre værker. Med kortfilmene træder man imidlertid over i en verden, der er mindre gennemsigtig, og folkene bag er ofte endnu ikke rigtigt etablerede endnu. Man ved kort sagt ikke rigtig, hvad der venter en, og derved bliver man også sat i en situation, hvor man kan blive oprigtigt overrasket – hvilket ellers hører til sjældenhederne i den almene biografverden.

Der er dog også andet end kortfilm på plakaten uden for konkurrencerne. Klassikere som “Mr. Smith Goes to Washington”, “The Thin Blue Line” og “Network” kan opleves på henholdsvis Rådhuset, Odense Politigård, og TV2 i løbet af ugen. Film som “Op”, “Taking Woodstock” og den tilsyneladende uopslidelige chick-flick “Dirty Dancing” vises i Open Air arrangementer, og selv ser jeg meget frem til F.W. Murnaus klassiske stumfilm “Faust”, der vises med live-soundtrack bestående af electronics, sampling og el-guitar tirsdag aften

De film, man går glip af i løbet af ugen, kan fanges på Kulturmaskinen, hvor man i videobaren kan se dem på de nyindkøbte iPads. Ja vist, man kan ikke nå det hele, men bevæbnet med et lager af kaffe, sprut og diverse skal jeg alligevel gøre et hæderligt forsøg i løbet af indeværende uge.
[i]
Læs også Benways Blog: OFF 2010 – del 2, og se Filmz TV: Filmz på Odense Internationale Film Festival.