Baby Surprise
Udgivet 25. aug 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Vi har ikke nogen konkurrencer for værste filmtiteloversættelser herhjemme, men måske burde man overveje at indføre dem. Hvis det skulle blive aktuelt på et tidspunkt, så vil jeg gerne nominere “Baby Surprise” til årets kikser, for det lyder i hvert fald ikke som en film, jeg nogensinde kunne få lyst til at se.
Dette driver imidlertid hendes ven Wally i skikkelse af Jason Bateman til vanviddets kant. Han er en indadvendt og lettere neurotisk anlagt størrelse og har aldrig fået taget sig sammen til at erklære Kassie sin kærlighed, og skuffelsen over det samt at det ikke er ham, Kassie ønskede som barnets far, nager. Han drikker sig derfor fra sans og samling, men kommer ved et uheld til at vælte bægret med donorsæd omkuld. I en blanding af fuldskab og panik beslutter han sig derfor selv for at fylde beholderen op, men husker dagen derpå intet af, hvad der er sket.
Den romantiske side af historien er imidlertid en temmelig triviel størrelse, hvor handlingen konstant lige hitter på endnu en grund til, hvorfor at Wally nu heller ikke får fortalt sandheden i denne omgang, og hvor han må se sig udfordret af en rival, der som en anden præmietyr også er det perfekte stykke mandfolk, som Kassie i sin tid udvalgte som faderen til hendes barn. Det hele kulminerer selvsagt i den sædvanlige kærlighedserklæring foran en gruppe fremmede på det mest upassende tidspunkt tænkeligt. Hvad der imidlertid får filmen til at fungere og hurtigt stjæler opmærksomheden fra de trivielle romantiske prøvelser er det spirende far-søn-forhold, som udvikler sig ganske rørende. Drengen viser sig at have et tungsind ikke ulig faderens med en indadvendt og eftertænksom personlighed og bliver derfor også et friskt pust i forhold til de endeløse filmbørn, hvis kvaler altid løses med en vunden pokal.
Som den enlige mor er Jennifer Aniston hæderlig, men hendes noget anonyme rolle giver hende ikke frygteligt meget at arbejde med, og i stedet drages al opmærksomhed mod Jason Bateman og Thomas Robinson, der begge er aldeles glimrende som henholdsvis far og søn. Faktisk sidder man tilbage og ønsker, at Bateman og Anistons romance var blevet skåret ud af filmen, og at hele dens fokus i stedet var lagt på far-søn-forholdet. Så kunne filmen måske havde været fremragende – nu må den nøjes med at være ganske god.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet