Det er et besynderligt instinkt, der til tider driver os til at opsøge oplevelser, som ikke nødvendigvis er behagelige, og ligeledes har mange af os en sær masochistisk impuls, som får os til at se film, der gang på gang efterlader én med uro i kropen, dårlig søvn og en trang til at tjekke, om hoveddøren nu også er låst en ekstra gang. Af gysere er der mange effektive, men de fleste fungerer næsten kun første gang, man ser dem, og taber lynhurtigt i virkning ved hvert gensyn. Genkendelighed og gennemskuelighed er som altid uhyggens dræbere, og det er ikke mindst de film, der baserer rædslen på at få tilskueren til at hoppe i sædet, der lynhurtigt mister deres virkning. Selv de bedste chokeffekter kan som regel kun overraske én gang.

Alligevel er der nogle film, som sniger sig ind under huden – og bliver der. Hvad der skræmmer os er ofte meget individuelt, men i mit tilfælde er det ofte de film, som på en eller anden måde forbliver uopklarede eller uafsluttede. Alder har beklageligvis også noget at sige, og særligt gyseres effektivitet daler hurtigt med tiden. Selvom jeg beundrer en film som “Nosferatu” fra 1922 pga. dens fantastiske stemning og billeder, så fremstår den ikke synderligt skræmmende længere. Ligeledes har ellers så roste værker som “Exorcisten”, “Psycho” og “Alien” aldrig rigtig haft den helt store effekt på mig, selvom de ellers alle er formidable film. Nedenstående værker er ikke nødvendigvis de gysere eller thrillere, som jeg alt i alt synes er de bedste – og nogle falder måske i virkeligheden uden for genren – men det er dem, som af en eller anden årsag stadig kan indgyde frygt i mig, og som jeg fortsat ser med hjertet langt oppe i halsen.

Lad os nu uden yderligere omsvøb få begyndt, og hvis du hører noget sært undervejs, skal du ikke være bekymret – det var sikkert bare vinden.

Ondskabens hotel (1980)

De gysere, man ser i en ung alder, har det med at efterlade det stærkeste indtryk, og da jeg så Stanley Kubricks “Ondskabens hotel” på et tidligt tidspunkt, hvor jeg næppe var klar til den, gjorde den et kolossalt og skrækindjagende indtryk, som faktisk har varet ved lige side. Kubrick var slet og ret genial til at tilpasse litterære forlag til filmformen og foretog nogle interessante ændringer af Stephen Kings roman. I stedet for eksplicit at lade det forladte hotel være kilden til ondskaben, efterlades vi i tvivl om, hvad der egentlig sker. Er stedet hjemsøgt, eller er vi vidne til et kollektivt vanvid? Jack Nicholson leverer en formidabel præstation, og Kubrick demonstrerer sit mesterlige håndværk med lange perfekte tilrettelagte kamerature og en kvælende klaustrofobisk stemning, der gennemsyrer hele filmen. “Ondskabens hotel” blev modtaget behersket, da den udkom, men siden er dens anseelse vokset enormt, og for mange er det en af de bedste horrorfilm nogensinde lavet.

Rødt chok (1973)

Man bliver som regel mere modstandsdygtig over for uhygge og chok som voksen, hvor de færreste gysere efterlader mere end et kortvarigt indtryk, men en film, der fuldstændig formåede at snige sig forbi mit mentale forsvar, var Nicolas Roegs dybt foruroligende “Rødt chok”. En af grundene til det er utvivlsomt filmens temaer, som dykker lige ned i angsten over at svigte sine børn, da Donald Sutherland mister sin datter i filmens barske indledningsscene. Filmens kameraføring og klipning synes også at være blevet vanvittig, og selve tiden lader til langsomt at bliver opløst, mens Sutherland fortvivlet jagter gennem Venedigs smalle gader efter en skikkelse iført en rød regnfrakke magen til datterens. Den engelske titel “Don’t Look Now” lyder næsten som en udfordring, og man har da også mest af alt lyst til at kigge væk, mens handlingen med rolige sønderrivende skridt nærmer sig sin uundgåelige konklusion. Det er en umulig opgave at skulle udpege en bestemt film som værende den allermest skræmmende, man har set, men hvis jeg absolut skulle, så var “Rødt chok” et ret godt bud.

The Texas Chain Saw Massacre (1974)

Slashere har et lidt dårligt ry, og det er ærlig talt ikke helt ufortjent, for mange af dem er bestemt også noget venstrehåndsjusks. Der findes dog også gode af slagsen, og den mest formfuldendte er måske John Carpenters “Halloween”. Mest skræmmende finder jeg dog “The Texas Chain Saw Massacre”, som er en virkelig hårrejsende, modbydelig og decideret underlig oplevelse. Filmen er lavet for nul og niks og fyldt med amatørskuespillere, men det lader blot til at føje til den mærkelige foruroligende stemning, og faktisk kommer en del af dens unikke følelse netop, fordi filmen slet ikke opfører sig som den slags film burde. Det er på alle måder en grim, klodset og ækel film, men deri ligger også dens styrke, og fordi filmen aldrig giver sin tilskuer en forløsende scene, bliver dens smudsige stemning nærmest ved med at klæbe til huden længe efter.

The Tenant (1976)

Roman Polanski har stået bag mange fremragende gysere. Mest berømt er utvivlsomt “Rosemary’s Baby”, men endnu mere uhyggelig er den klaustrofobiske “Chok” fra 1965. Hans franske “The Tenant” er som helhed næppe på højde med nogen af de to, men den er dog ikke desto mindre den af hans film, som jeg er blevet mest skræmt af. Polanski spiller selv rollen som den nye lejer, der flytter ind i en ny lejlighed, som netop er blevet ledig, da den forrige lejer sprang ud af vinduet i et selvmordsforsøg – eller var det nu også det? Polanksis fantastiske evne til at placere kameraet i hovedpersonens øje slår også igennem her, hvor vi aldrig kan være helt sikre på, om der virkelig foregår noget sært, eller om vor hovedperson er ved at blive skingrende vanvittig. Særligt skrækindjagende er en scene, hvori Polanski spejder over baggården, mens kameraet langsomt bevæger sig nærmere og nærmere mod et ukendt skikkelse, der stirrer tilbage. Netop den sekvens hjemsøger mig til stadighed.

Antichrist (2009)

Lars von Triers “Antichrist” behøver næppe nogen nærmere introduktion, men det har uden sammenligning været den biograffilm, jeg har set i de senere år, som har givet mig den største lyst til at kravle ned i sikkerhed under biografsædet. Allerede på premieredagen var aviserne fulde af udpenslede detaljer om, præcis hvad det var, der skete i filmen, men til pressevisningen i Grand dagen inden var vi stadig lykkeligt uvidende og uforberedte på det, og jeg vaklede bogstavelig talt ud af biografen med rystende knæ. Den vedvarende uhygge fra filmen kommer dog ikke så meget fra de eksplicitte voldsscener, men mere fra de symbolladede nærmest meditative scener, som Lars von Trier synes at have hentet op fra underbevidsthedens mest dunkle kamre. Der sendes en lind strøm af sex og vold ned over tilskueren, og med til gruen er også den grundlæggende skyldfølelse, som minder om (og formodentlig er inspireret af) “Rødt chok”.

Øjne uden ansigt (1960)

Horror kan have mange fremtoninger, men en af de mest foruroligende film, jeg nogensinde har set, er utvivlsomt Georges Franjus “Øjne uden ansigt”. På overfladen er filmens plot hentet lige ud af en tarvelig gyserroman og handler om en gal videnskabsmand, hvis datters ansigt er blevet fuldstændig ødelagt i en ulykke. I et diabolsk forsøg på at genskabe datterens skønhed kidnapper han unge kvinder for at transplantere deres ansigter over på datteren. Hvad der er så genialt ved filmen er bl.a. det, at den hurtigt får al ens sympati over på datterens side, således at man som en medskyldig ønsker at se hende genskabt – og efterfølgende straffes gevaldigt for impulsen, da vi ser, hvor afskyeligt kalkuleret det foregår. En scene, hvor en ung piges ansigt skærers af, var så hård kost i 1960, at adskillelige tilskuere besvimede, og selv i dag er den fortsat ualmindeligt gruopvækkende at overvære.

Profondo rosso (1975)

Hitchcock har været forbillede for utallige filmskabere, og der er vist næppe nogen tvivl om, at Dario Argento også har lært af mesteren til sin egen formidable “Profondo rosso”. Filmen følger en følsom pianist, spillet af David Hemmings, der bliver ufrivilligt vidne til et bestialsk mord. Den blodige dåd bliver startskuddet på en musens jagt efter katten, mens mysteriet tager til, og ligene hober sig op. Fortællingen fremstår nærmest fragmentarisk, og Argento kaster tilskueren rundt i en uoverskuelig stiliseret virkelighed. Hemmings bliver overbevist om, at han har morderens identitet gemt i hukommelsen, og som tilskuer er det en særdeles foruroligende erkendelse, når man indser, at det har man faktisk også. Selve krimiplottet er ikke i sig selv så voldsomt ophidsende, men filmens evne til at give en følelse af, at faren lurer overalt skjult bag dørene, i væggene og i sindet, er formidabel og virkelig skræmmende.

Inland Empire (2006)

Hvis handlingen til tider virker fragmenteret i “Profondo rosso”, så bliver den fuldstændig slået til plukfisk i David Lynchs “Inland Empire”, hvor en skuespillerinde i skikkelse af Laura Dern falder gennem det filmiske kaninhul og ind i en mørk fremmedartet verden, hvor virkeligheden udspiller sig simultant på flere forskellige planer. Den bevidst desorienterede stil, som Lynch tager til sit hidtil mest ekstreme, blev rammende omtalt i journalen “The Psychologist” som beskrivelsen af en psykose, og det er netop også angsten for at miste grebet om virkeligheden, der virker så stærkt og angstprovokerende på undertegnede. Lynchs ekstreme brug af et billigt digitalkamera bidrager til filmens sære og hule fremtoning, hvor ketchup og blod ligner hinanden til foruroligende forveksling.

Hvilke film synes du er de mest skræmmende? Diskuter det – og artiklen – i forummet ved at klikke på “Deltag i debatten” nedenfor.