Inland Empire

InstruktionDavid Lynch

MedvirkendeLaura Dern, Jeremy Irons, Justin Theroux, Karolina Gruszka, Jan Hencz, Krzysztof Majchrzak, Grace Zabriskie, Ian Abercrombie, Karen Baird, Bellina Logan, Amanda Foreman, Peter J. Lucas, Harry Dean Stanton, Cameron Daddo, Jerry Stahl

Længde180 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen09/11/2007

Anmeldelse

Inland Empire

5 6
Kongen er vendt tilbage

For den amerikanske og avantgardistisk funderede filminstruktør David Lynch har livet både i og uden for filmens univers aldrig været en gylden og regelret middelvej, og det har kunnet mærkes på indholdet, der stiller umådelige krav til publikum.

David Lynch har altid været førende inden for sit felt – at dissekere det forlorne og det vederstyggelige i det amerikanske samfund. Men han interesserer sig samtidig for, hvad der rører sig uden for land og riges grænser. Det får vi ikke mindst syn for i “Inland Empire”, hvor der på det kraftigste knyttes bånd til et Østeuropa i tøbrud efter jerntæppets fald. Og der bliver bestemt ikke sparet på krudtet.

Som så mange gange før kredser Lynch om det metafilmiske snit, hvor det indledningsvis synes en overkommelig opgave at skille fiktionens utallige lag ad. Så nemt bliver det dog ikke ved med at være. “Inland Empire” fortæller historien om den fallerede, men stenrige skuespillerinde Nikki Grace, der tager skridtet tilbage mod rampelyset ved at medvirke i den notoriske filminstruktør Kingsleys – spillet fortræffeligt af Jeremy Irons – seneste bogadaptation. Alt er naturligvis ikke, som det bør være, og mellem kulisserne lurer et muligt thrillerplot med mord, intriger og utroskab. Væsentligst er dog måden, Lynch leverer varen på, og selv for den mest hårdkogte Lynch-analytiker er det svært at skelne mellem filmens hovedåre, sekvenser fra filmoptagelsen i filmen og så al staffagen midt imellem.

Alligevel er der noget svært dragende over “Inland Empire” og særligt inddragelsen af polsk folklore i metermål. Som i både “Mulholland Drive” og “Lost Highway” bruges den amerikanske folkesjæl til at udstille en kvinde – her Laura Derns Nikki Rage/Susan Blue – i en identitetssøgende krise. Hun ved simpelthen ikke, hvem hun eller hendes tilhørsforhold rent faktisk er. Indledningsvis holder den bedagede skuespillerinde skansen og agerer på rutinen under indspilningerne til “No More Blue Tomorrows”, som angiveligt tager udgangspunkt i netop et østeuropæisk sagn.

Grueligt galt går det dog, da Nikki godt og vel en time inde i filmen entrer et hus i kulisserne og dermed i sagens natur entrer Pandoras boks. Herfra er der ingen vej tilbage, og herfra falder vendepunktet også i “Inland Empire”, der fra da af er en tour de force i David Lynchs allerdybeste afkroge af hjernecentret. Elegancen er allestedsnærværende, og krydsklipningen mellem de mange lag – mellem filmoptagelserne, overklassen og prostitutionen på Hollywood Boulevard – er en ren magtdemonstration. Der er ingen under eller ved siden af Lynch. Filmen rummer utallige mindre medvirkender og cameos fra større navne som Harry Dean Stanton og William H. Macy. Og man forstår da også lysten til at stille op – her foreligger kunstfilmens nyeste førerbunker.

I modsætning til tidligere film er det ikke i denne omgang hofkomponisten Angelo Badalamenti, der har stået for lydkulisserne. Men det bliver den del nu ikke mindre vellykket af. Når misbrugte kvinder filmen igennem igen og igen udsættes for overgreb eller fortæller om samme, så giver de auditive raseriudbrud blot filmen en stemme. Ligesom med “Mulholland Drive” refererer også “Inland Empire” til en faktisk lokation i det californiske opland, hvor en del af sceneriet udspiller sig. Det er her, Nikki har sit domicil sammen med den undseelige ægtefælle og ellers ikke har kontakt med naboerne, selv om hun gerne får det til at lyde sådan. Det er nemlig en streng, Lynch ynder at spille på i nærværende film – anonymiteten og intimsfærens grænser. Derfor begrænser karakterernes relationer sig udelukkende til perifere bekendtskaber og forestillingen om venskaber.

På mange måder er “Inland Empire” den forventelige fundats fra instruktørens hånd. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at filmen kunnet have udviklet sig anderledes. Det bizarre, det rummelige og det klaustrofobiske. Er det drøm eller virkelighed, dødsensalvor eller et galgenhumoristisk træk? Filmens mange lag afslører det ikke i sig selv, men understreger ikke desto mindre filmens status som konstruktion. Sammensætningen, skuespillet, instruktionen, de mange hints undervejs og de drevne tematikker er kun enkelte antydninger af, at David Lynch er tilbage med saft og kraft. “Inland Empire” er et unikum inden for sin art. Der bliver ikke givet løsninger og ikke henvist til smutveje, men giver man filmen den rette tid til at synke ned, er belønningen fyrstelig.

Video

Filmen præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som modsat filmen i sig selv ikke imponerer. Billedsiden rummer flere tilfælde af edge-enhancement, dog fortrinsvist i filmens lysere scener, mens digitale forstyrrelser kun forekommer i begrænset omfang og udtværinger slet ikke. Farvetemperaturen holder sig til gengæld stabilt, mens kontrasten varierer en del. Et rimeligt, men ikke epokegørende transfer.

Audio

Bedre er de to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen er tydelig og ikke præges af overstyringer, med mindre det er et bevidst valg fra instruktørens side. Atmosfæren fremstår sammen med underlægningsmusikken stærkt underneden og understreger, hvor væsentlig netop den auditive mur er i Lynchs betagende univers. Høj, høj klasse.

Ekstramateriale

Mest skuffende er ekstramaterialet. Ud over tre teasere er eneste anden substans en kortere interviewsession, hvor den kunst- og David Lynch-interesserede Michel Chion interviewer selvsamme Lynch i et galleri i Paris og derved forsøger at bygge bro mellem kunsten og instruktøren. Selve opsætningen virker forceret, og under alle omstændigheder burde der være stof nok til at gå mere i dybden.

Seks års pause fra filmmageriet var åbenbart den rette opskrift for David Lynch, der med “Inland Empire” har kreeret sin absolut stærkeste film til dato. De knap tre timer er ikke et sekund for langt til at skildre og bygge bro mellem de mange lag, budskaber, tematikker og spor, som i den grad er den hædrede instruktørs ypperste varemærke. Her får han det bedste ud af sine skuespillere og forstår igen at bruge lyd og billede på en nyskabende og overrumplende vis, der på samme tid har en både dragende og frastødende effekt. Menneskelige relationer, kulturer og personligheder er sat til skue, og det kunne næppe været bedre og mere rammende fortalt.

Inland Empire

6 6
Den mørke undersideHold et silketørklæde op. Brænd et hul i det og se igennem hullet, til du selv falder igennem og ind i mønsteret på den anden side. Sådan lyder opfordringen i David Lynchs “Inland Empire”, og på den måde skal dette betagende værk betragtes. Det er et godt råd, for filmen er på sin vis en serie mønstre og motiver, der bliver gentaget, vredet og spejlet hen over lærredet i en svært fascinerende mosaik af skønhed, rædsel og galskab.

I “Inland Empire” følger vi Nikki Grace – en skuespillerinde, der står overfor et af sine livs største chancer, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en kommende Hollywoodfilm instrueret af Kingsley Stewart, hvori hun skal spille overfor den berygtede forfører Devon Berk. En nabo (spillet med foruroligende perfektion af Graze Zabriskie) advarer hende dog om, at rollen er mere farlig, end Nikki tror, og at den involverer både mord og Nikkis mand.

Forudsigelserne viser sig til fulde at holde stik, og da filmsettet får besøg af en mystik fremmed, betror Stewart de urolige skuespillere, at filmen faktisk er en genindspilning af en aldrig færdiggjort polsk film, der fik et tragisk endeligt, da noget gik galt – noget inde i selve historien. Snart er der en forbudt romance undervejs, og Nikki får problemer med at adskille sig selv fra den person, hun spiller. Noget går atter galt, og pludselig er det som om, selve virkeligheden knækker, og fragmenterne flyver i alle retninger. Nikki bliver fanget i en serie tilsyneladende usammenhængende mareridtssekvenser, hvori kaniner besvarer telefonopkald, prostituerede synger 50’er-slagere, og historien springer frem og tilbage mellem Polen og Hollywood.

Anmeldere beskriver ofte en film som “unik og enestående”, selvom det er de færreste film, der til fulde kan leve op til betegnelsen. “Inland Empire” kan. Den er et værk, der ikke ligner noget som helst andet, men har sit helt eget udtryk. Lynch har optaget filmen med et lille digitalt og relativt billigt Sony PD-150, som han bruger med kolossal effekt (mange amatørfilmmagere vil utvivlsomt ønske sig et, efter at have set filmen). Med kameraet foretager han close-ups tætte nok til, at man næsten kan tælle næsehårene på skuespillerne. Filmens sære udseende giver den effekt, at selv en barbecue i solskin bliver foruroligende. Alt virker falskt og underligt hult.

“Inland Empire” ligner ved første øjekast “Mulholland Drive”, men ligesom kameraet her er tættere på, så er vi også dybere nede i kaninhullet. Det er en verden, hvor overflade og virkelighed er det samme. Hvor der ingen forskel er på skuespil og ægte følelser, og hvor de samme personer kan eksistere på forskellige steder og til forskellige tider. Handlingen er et labyrintisk mønster af forskellige billeder og sekvenser, man genkender fra andre kilder, men her er ordene løsrevet fra sætningerne, og vi må selv kæmpe for at skabe en form for orden i dem. På mange måder er “Inland Empire” Lynchs mest ambitiøse film, og blandt hans mest kompromisløse. Aldrig tidligere har han lavet en film, der i samme overbevisende grad beskriver og føles som et sammenbrud.

Undervejs bliver vi revet igennem filmens verden, mens vi udsættes for adskillige chok, nerverystende oplevelser og foruroligende billeder. “Inland Empire” er en mere skrækindjagende oplevelse end de fleste gysere, og adskillige syn vil sandsynligvis hjemsøge tilskueren længe efter, filmen er slut. Som filmens hovedperson er Laura Dern fantastisk. Hun leverer en fremragende mangefacettet præstation, uanset hvilken maske hun bærer. Det er en duperende bedrift, som det er svært at forestille nogen anden gøre hende kunsten efter.

I en tid hvor der produceres så enorme mængder fast-food-film designet til at tilpasse sig alles ganer, er det inspirerende at se en instruktør gå så direkte efter sine visioner. Filmen vil da utvivlsomt også støde mange af de fans Lynch fik med “Mulholland Drive” fra sig igen. Ligesom der er nogle, der ikke bryder sig om abstrakt kunst, fordi “det ikke ligner noget”, er der også dem, der vil irriteres over det svært gennemskuelige plot. Filmen kræver, at man læner sig tilbage og lader sig forføre af billedorgiet, og selvom der er nok at reflektere over, er den i første omgang primært et følelsesmæssigt sansebombardement.

Med en spilletid på næsten tre timer er “Inland Empire” en omfattende film, men jeg tror længden er nødvendig, hvis filmen skal opnå den følelse af fortabelse, som den gør. “Inland Empire” er blandt Lynchs allerbedste film og et fuldvoksent mesterværk. Den fører tilskueren gennem de dybeste kældre af underbevidstheden, og det er en rejse, der er værd at foretage. Enten springer man på eller også gør man ikke, men hvis man lader den virke, er den en rejse udover det sædvanlige. Dette er en rendyrket Lynch-de-force.

Trailer

Kort om filmen

En Hollywood-stjerne castes i et heftigt drama, hvor mord og hor er hovedtemaer. Til starlettens – og publikums – rædsel, viser værket sig nemlig at være et remake af en polsk film, der er forbandet ud over alle grænser. Det film-mytologiske spor leder os ud ad sindets gange med ikke så få afstikkere til erotikkens mere betændte ormehuller. Drømmer vi eller er vi levende?