Antichrist

InstruktionLars von Trier

MedvirkendeWillem Dafoe, Charlotte Gainsbourg, Storm Acheche Sahlstrøm

Længde108 min

GenreDrama, Gyser

IMDbVis på IMDb

I biografen20/05/2009

Anmeldelse

Antichrist

5 6
I pagt med Djævlen

Om ikke den bedste så var årets mest omtalte film under årets Cannes Film Festival ved den solbadede franske riviera uden tvivl Lars von Triers diabolske “Antichrist”. Det var den af to årsager. Dels fordi en række kvindesagsforkæmpere grumt misforstod indholdet og anklagede instruktøren for et sygeligt had til kvinder. Dels fordi filmen indeholder flere dybt frastødende scener. Ikke desto mindre er “Antichrist” Triers sande mesterstykke og allerede nu en milepæl i den danske (og internationale) filmhistorie.

Med samme filmhistorie som den store inspirator har Trier kastet sig ud i sin ydmyge version af en gyser, hvor særligt Nicolas Roegs “Rødt chok” og Andrei Tarkovskys “Spejlet” spøger i kulisserne. Ej heller er “Antichrist” en Trier-film uden dogmer og konditioner. Denne gang måske mere end tidligere arbejder den evigt grænsesøgende og formalistiske filmmager med de tematikker, der siden barndommen har præget hans sind på godt og på ondt. Om nærværende film skal ses som en bearbejdelse af dette er nok tvivlsomt, men alligevel er det sikkert, at der til en vis grad kan sættes lighedstegn mellem filmens tematikker og de ditto, der driver instruktørens sind.

I hovedrollerne finder vi de mageløst spillende og selvopofrende Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg, et midaldrende ægtepar, der i et fraværende øjeblik – de har hed og rustik sex i filmens glaserede åbningsscene – mister deres fireårige søn. Han falder i døden igennem det åbne vindue, mens sneen falder som en tung dyne udenfor. Tung som en dyne er også det sind, som indhyller særligt Gainsbourgs plagede karakter. Hun gennemgår en alvorlig depression som følge af en enorm skyldfølelse over sønnens død. Men tilliden til den behandlende læge ligger fra gemalens side på et lille sted, og i kraft af sit hverv som psykoterapeut tager han hende med til deres hytte, som ligger et isoleret sted dybt inde i den mørke skov, for at indlede sin egen behandling.

Og her tager det psykiske spil fart. Skoven gemmer tilsyneladende på ondsindede dæmoner, der tvinger parret ud i en stillingskrig, hvor magtbalancen vakler, og hvor menneskets dyriske natur er den egentlige drivkraft. Mens hun ser ud til så småt at komme sig oven på de depressive tanker, begynder han at finde tegn på, at hun har en for ham hidtil skjult og grum menneskelig side. Lars von Trier lader kaos regere og forsøger at finde ind til det syge og perverterede i mennesket. “Antichrist” er fortalt med bid og med en sjældent set menneskelig indsigt, hvor instruktøren bruger sig selv i en selvopofrende katastrofekurs. Alt må enten briste eller bære.

Bedst er det psykologisk velskårne spil, hvor de banale urkræfter i mennesket måles, afprøves og udstilles. Alligevel havde filmen nu ikke været en hel så unik størrelse uden den dystopiske brug af på en gang dragende og frastødende billeder fra den mørke skov. Den Oscar-belønnede filmfotograf Anthony Dodd Mantle viser igen sit værd og har endnu engang overgået sig selv. På tankeplanet lyder “Antichrist” en kender traditionel og forudsigelig. Intet kunne være mere forkert. Med Lars von Trier er kun én ting sikker: At intet er sikkert.

Det er svært at kalde “Antichrist” en nydelse. For det er den bestemt ikke. Filmen dyrker perversionen og det syge, det groteske og det frastødende, men af samme grund forstår den og dermed Lars von Trier også at trykke på de rigtige knapper. Det er netop sådanne kræfter, der driver homo sapiens på et helt basalt plan ud til kanten af afgrunden. Stærkest er brugen af frygten, som vi kender i alle dens afskygninger. Frygten for at miste. Frygten for døden. Frygten for ikke at lykkes. Og derved formår Trier med enkle midler at få noget optimalt ud af “Antichrist”, der for de involverede mest ligner en modellering af menneskets psyke og vel i grunden også er det.
Video

“Antichrist” rummer mange mageløse billeder og suppleres prangende af et knivskarpt look, hvor alt går op i en højere enhed. Der er ikke tilfælde af hverken edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og både farvetemperatur og kontrast er stabile størrelser. Et eminent transfer.

Audio

Også lyduniverset er en fortryllende oplevelse. Det udbasuneres i en engelsksproget form i de tre HD DTS-, Dolby Digital 5.1- og Dolby Digital 2.0-lydspor, og her er ikke en ting at sætte en finger på. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, atmosfæren er detaljerig, og så er brugen af distinkte og velvalgte effektlyde uovertruffen. På sidelinjen er musikken insisterende og umådeligt velvalgt i det skæbnesvangre miljøs farvør.

Ekstramateriale

Som “svageste” led er det imponerende udvalg af ekstramateriale, hvor en perlerække af indslag tager et kig på filmens visuelle stil, production design, angsttematikken, makeup, rekvisitter, lyd og meget mere, ligesom et kortere indslag viser modtagelsen ved verdenspremieren i Cannes, og interviews med Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe kommer omkring filmen og arbejdet med Trier. Sidstnævnte kan desuden findes på filmens kommentarspor i samspil med filmteoretikeren Murray Smith, hvor særligt stil og tematikker er nøgleord. En ønskværdig blanding af smagfulde karameller.

Lars von Trier har altid haft ry som dansk films enfant terrible. Og rollen synes at bekomme ham godt. I hvert fald er “Antichrist” ikke det oplagte valg til søndagskaffen. Heldigvis. En ærbødig tak til Trier og producentbaglandet for, at nogen stadig tør, mens resten af den danske filmbranche efterhånden kun tænker kroner og ører og dermed vælger de væsentligste projekter fra allerede på et tidligt stadie. “Antichrist” er film, når Lars von Trier er bedst, men det er også film, når dansk film er allerbedst. En tour de force i filmkunstens magiske muligheder. Et psykisk tankespind, der kravler langt ind under huden og bliver der.

Antichrist

6 6
Et satans mesterværk

Lars von Triers “Antichrist” indkasserede nogle særdeles voldsomme reaktioner i Cannes, og når man selv ser værket, er det ikke ligefrem svært at se hvorfor. Jeg opfatter mig selv som rimelig hårdhudet, når det kommer til film, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været så gennemrystet af en filmoplevelse som “Antichrist”.

Fra filmens første øjeblikke er det en ekstrem virkelighed, vi præsenteres for. I usandsynligt smukke sort-hvide billeder ser vi et ægtepar, spillet af Willem Dafoe og Charlotte Gainsburg, i hed elskov i badeværelset, mens Händels operamusik fylder lydsiden. Det ville alt sammen være meget romantisk og poetisk, hvis ikke at der samtidig blev krydsklippet til deres lille barn, der er på vej ud af vinduet, samt til mandens erigerede lem, der pumper lystigt løs. Præcis med den strategi angriber Trier gentagne gange scenariet i “Antichrist”, hvor ekstrem sex og vold sendes mod tilskueren i en lind strøm, der får sanseapparatet til at overbelaste, mens man mentalt forsøger at skille de to ting ad.

Barnet falder i døden, og hustruen efterlades i et mentalt sammenbrud, men da manden er terapeut, påtager han sig opgaven at bringe hende ud af krisetilstanden. Som led i behandlingen opsøger de det sted, som hun frygter allermest: Et sted ude i skoven kaldet “Eden”.

Man bør ikke behandle en person, der står en for nær, og man må frem for alt ikke gå i seng med sin terapeut, men begge advarsler ignoreres her, og opholdet udvikler sig hurtigt til en kamp mellem kønnene, mens virkeligheden begynder at blive tiltagende forskruet, og de begge hjemsøges af særdeles foruroligende drømmesyn. På trods af lidelserne holder filmen dog samtidig sin tilskuer på en vis afstand af begivenhederne og krydrer endda undertiden hændelserne med noget grovkornet sort humor. De deciderede chokscener i filmen er fåtallige, men til gengæld er stemningen særdeles angstfremkaldende, og man mærker næsten, hvordan filmen tapper ned i underbevidsthedens store lager.

Visuelt lægger Trier her de sidste rester af dogmebølgen bag sig og vender tilbage til et næsten abstrakt udtryk, der vækker minder om hans “Europa”. De afsindig flotte billeder i “Antichrist” er filmet af Anthony Dod Mantle (der vandt en Oscar for “Slumdog Millionaire”) med digitale kameraer, der giver filmen en total unik fremtoning. Skoven ser uvirkelig og urovækkende kunstig ud, og takket være et fuldstændig betagende poetisk billedsprog overvældes man gentagne gange.

Samtidig understøttes billederne af en særdeles effektiv lydside, der i bedste David Lynch-tradition konstant giver en fornemmelsen af, at der lurer et eller andet grumt i græsset, busken eller endda blomsterne. Man sidder konstant på kanten af sædet med hjertet i halsen på vagt overfor det næste væmmelige indfald. Trier er om nogen kendt for at provokere, og det gør han så sandelig også her, hvilket den hysteriske Cannes-reaktion da også bevidner. Om man elsker eller hader filmen, så er det dog umuligt ikke at reagere på den. I Cannes er den bl.a. blevet kritiseret for ikke at være udtømmende nok i dens psykologiske udforskning af hovedpersonerne, men det forekommer mig, at det netop er en af filmens styrker. Ved ikke at give frygten en skikkelse og ved ikke at forklare sig bliver den så uendelig meget mere rædselsvækkende.

“Antichrist” er et forfærdeligt og vidunderligt værk. Det her er slet og ret filmkunst af den allerhøjeste kaliber og i mine øjne Triers bedste film til dato. Det ville ærlig talt ikke overraske, hvis han havde solgt sin sjæl til djævlen for at lave den, men i betragtning af hvilket fremragende værk “Antichrist” er, ville den handel være fuldstændig i orden med mig.

Kort om filmen

Hun og han mister deres lille søn, og hun bliver kort efter ramt af frygtelige angstanfald. Hendes mand er terapeut, og trods advarsler om ikke at behandle folk, man har nære relationer til, beslutter de at bekæmpe hendes angst sammen – dér, hvor hendes angst er størst: I Eden, en øde beliggende hytte omkranset af skov. Her sættes der terapeutisk hårdt mod hårdt, og det udvikler sig til en kamp mellem kønnene. Hendes angst æder sig ind på dem begge, og selv ikke han kan sige sig fri for at opleve naturens ubarmhjertige ondskab. Det dyriske tager over og lader ikke hans rationalitet få et ben til jorden. Og det onde i hende begynder at vokse vildt.