Danny Boyle er en alsidig herre, som ufortrødent bevæger sig rundt i et sandt virvar af genrer, og som har prøvet kræfter med det meste. Fra hans hånd har vi set så forskellige størrelser som thrillere, science fiction, eventyr i børnehøjde og sågar zombiefilm. Genrefilm er det, han primært har stået bag, og hans til dato otte spillefilm har da også været forholdsvis lige ud ad landevejen fortællermæssigt. Der ligger sjældent de store tanker eller personlige præg bag værkernes temaer, men derimod nogle vedvarende håndværksmæssige kendetegn såsom det hurtige tempo, de udsædvanlige vinkler og en distinkt brug af farver.

Hans films historier centrerer sig som regel om nogle meget specifikke mål og handler om personernes søgen efter bestemte ting, hvad enten det drejer sig om indre ro, muligheden for at starte forfra, ren overlevelse eller – måske mest karakteristisk af alle emner – anskaffelsen af penge. At ussel mammon så ofte er omdrejningspunktet i Boyles film er ikke så bemærkelsesværdigt i betragtning af, at han oprindeligt ønskede at bliver præst. Et medlem af menigheden talte ham dog fra det, og han endte i stedet med at gå til teatret. Derefter arbejdede han med tv-produktion, og han debuterede endeligt som filminstruktør i 1995. Siden da har karrieren været svingende, men med Oscarstatutter for bedste film og instruktion til “Slumdog Millionaire” må han nu siges at befinde sig på karrierens højdepunkt. I anledning af premieren på førnævnte har Filmz kigget nærmere på Boyles filmkatalog.

Tankerne flyder hurtigt mod Hitchcock og Coen-brødrene i Boyles lille, men veludførte thriller, der allerede fra første færd vidner om hans evner. Tre temmelig usympatiske venner sættes i et etisk dilemma, da en mystisk nyindflyttet lejer dør i deres bygning, og de finder en kuffert fuld af penge blandt hans besiddelser. De beslutter sig for at skaffe sig af med ham og beholde byttet, men det viser sig snart, at de i stedet har sat det første spadestik i deres egen nedadgående spiral af død og galskab. Et par plotelementer er måske lidt klodset håndteret, men takket være dens høje tempo, gode skuespil og kulsorte humor er “Mord mellem venner” ikke desto mindre en særdeles effektiv thriller og en imponerende debut.

Ewan McGregor var i front med “Trainspotting”, der retteligt må regnes for en af halvfemsernes mest betydningsfulde film. Historien, der er en filmatisering af Irvine Welshs depressive roman, handler om en gruppe stofmisbrugere, der henslæber deres tomme liv i en apatisk tilstand, som langsom begynder at krakelere. Filmen sprudler af opfindsomhed og fremtryller en perlerække af uforglemmelige scener: McGregors “Choose Life”-tale, en babys dødsfald, den psykotiske Begbie spillet til perfektion af Robert Carlyle samt ikke mindst McGregors surrealistiske dyk ned i et særdeles frastødende toilet. Filmen blev en kontroversiel størrelse, da den republikanske senator Bob Dole, der senere tabte et præsidentvalg til Bill Clinton, fejlagtigt anklagede den for at glorificere misbrug af stoffer. Han indrømmede dog senere, at han ikke havde set filmen.

Som følge af “Trainspotting”s store succes og efterfølgende kultstatus var forventningerne kolossale til Boyles næste film. Efter to meget engelske værker repræsenterer “Et ikke helt almindeligt liv” et forsøg på at komme ind på det amerikanske mainstream-marked. Boyles visuelle påhitsomhed er stadig intakt, men ellers så er filmen en temmelig uinteressant og fortænkt omgang klichéer, der vækker minder om lignende – og bedre – film som “True Romance” og “Wild at Heart”. Spænding elimineres ikke mindst ved at lade parret efterfølge af to personer, vi allerede ved ikke har tænkt sig at gøre dem noget, og vi er derfor aldrig det mindste i tvivl om udfaldet.

Efter tre film med Ewan McGregor kom der nye boller på suppen, da studiet, der stod bag den dyre produktion af “The Beach”, tvang Boyle til at caste Leonardo DiCaprio i hovedrollen i stedet, da man så ham som en mere sikker garant for succes. McGregor blev efter sigende så skuffet over at blive udskiftet, at han ikke har talt med Boyle siden. Skuespilleren var dog muligvis alligevel bedre tjent uden filmen, da den fik en næsten universel dårlig modtagelse og skuffende indtjening. Filmen er en frygteligt rodet samling af halvgennemtænkte ideer med kun enkelte lyspunkter og formodentlig den til dato værste film, Boyle har stået bag. Han har da også siden udtalt, at han lærte af “The Beach”, at han arbejder langt bedre i produktioner af en mindre skala.

Boyle er betydelig mere sikker på hånden i den efterfølgende “28 dage senere”, hvori en zombie-lignende infektion breder sig i England og snart har efterladt hele London som et mennesketomt gravkammer. Her går den forvirrede Jim rundt som en anden “Palle alene i verden” i filmens formidable første scener. Herefter følger en halsblæsende fortælling, og vi lærer, at det tager blot 20 sekunder for smitten at brede sig og forvandle ens bedste ven til en dødbringende fjende, hvilket indebærer, at man skal være hårdere end hård for at overleve. Filmen var oprindeligt udstyret med en ganske pessimistisk slutning, men efter negative reaktioner til prøvevisningerne blev den udskiftet med en mere optimistisk afrunding, der dog føles fuldstændig ude af trit med resten af filmen.

Tonen er betydelig mere munter i “Millions”, der er en ganske ukarakteristisk let og børnevenlig fortælling om den 7-årige Damian, som er besat af helgener og de mirakler, de efter sigende har bedrevet. Det emne bliver særdeles relevant, da han finder en taske fuld af penge og helhjertet tror, at den er en gave fra Gud. Om end filmen næppe har de store dybder, så er den for Boyle en usædvanlig hjertevarm oplevelse, der foregår i børnenes øjenhøjde og derfor er lige så rørende naiv som Damian selv: Forbryderen har en sort hue på, så det er let at genkende ham, og helgenerne sludrer løs, som var de hyggeonkler på besøg fra udlandet. Filmen henvender sig måske mest til et yngre publikum, men det er alligevel svært ikke at blive charmeret af “Millions”.

Cillian Murphy, der fik sit gennembrud som helten i “28 dage senere”, spiller atter hovedrollen i science fiction-filmen “Sunshine”. Historien, der handler om en gruppe videnskabsfolks rejse til solen for at genstarte den med en specielbygget bombe, lægger sig i traditionen fra film som “Rumrejsen 2001” og “Alien” og er en stemningsfuld oplevelse, der byder på adskillelige betagende billeder. Filmen holdes ligeledes oppe af et velspillende cast og en trykkende klaustrofobisk stemning, men taber dog meget i sidste akt, hvor den forfalder til mere konventionelle former og en malplaceret slasher-drejning på fortællingen. Indtil da er den imidlertid en effektiv oplevelse, og mindeværdig er ikke mindst en vandring gennem rummet, der vist ikke er lavet mere foruroligende siden Dave Bowman prøvede at overliste HAL i “Rumrejsen 2001”.