Røde solstråler fornøjer på Blu-rayDer er mange gode grunde til, at “Sunshine” ikke burde have fungeret. Umiddelbart lyder filmen blot som en nyfortolkning af den miserable “The Core”, der handlede om en gruppe mennesker, som drog til Jordens kerne for at redde planeten. Konceptet i “Sunshine” er omtrent lige så vanvittigt: Otte astronauter rejser til solen anno 2057 ombord på rumskibet Icarus II, fordi stjernen af uransagelige årsager allerede er døende. Klicheerne er ikke just fåtallige, og besætningen er også læsset med stereotype arketyper såsom en ærefuld asiatisk kaptajn, en paradoksalt skør psykiater og en lettere autistisk navigatør. Derudover havde hverken filmens manuskriptforfatter, Alex Garland, eller instruktør, Danny Boyle, tidligere arbejdet på en science fiction film.

Men man behøver ikke kaste mange blik på britiske Boyles resumé, før det bliver åbenlyst, at instruktøren har en helt enestående evne til at skrue ærværdige film sammen, uanset genren. Faktisk synes den talentfulde instruktørs alsidighed at være uovertruffen indenfor branchen, og nu kan science fiction hermed også noteres som et genrebjerg, Boyle har besteget med succes. “Sunshine” er simpelthen fremragende – knap to timers visuel og auditiv overdådig underholdning, som tvinger én ud på kanten af sædet med næsten ulideligt spændende drama og frygtindgydende uhygge, men som også har overskud til tankevækkende filosofiske overvejelser omkring videnskab kontra religion og menneskehedens forhold til vor planets primære energikilde.

Man kan måske nok betvivle visdommen i at navngive et rumskib på kurs mod solen efter en mytologisk karakter, som døde, fordi han kom for tæt på den. Men ellers har manuskriptforfatter Garland ikke sat mangen en fod forkert. Den sidste akt er rodet og især skuffende grundet kvaliteten af alt det, der optrådte forinden. Science fiction tilhængere vil i øvrigt spotte (og måske endda beklage sig over) både subtile og mere direkte referencer til alskens genreeskapader såsom “Solaris”, “Rumrejsen 2001”, “Alien” og tilmed “Event Horizon”. Afsindig original er “Sunshine” ikke, men hvorfor beklage sig over et par genkendelige krydderier, når nu hovedmåltidet er så fyldestgørende?

Desuden er der rigeligt med overraskelser. Ganske vist emmer persongalleriet ikke af nytækning, men i modsætning til mange sci-fi film føles hver eneste person troværdig og håndgribelig. “Sunshine” besidder også genrens bedste ensemble siden “Alien”. Alle skuespillerne yder en upåklagelig indsats, men det er unge Chris Evans, der brillerer mest. Den 26-årige amerikaner, som næsten ene mand formåede at gøre “Fantastic Four”-filmene udholdelige, er fabelagtig som missionens følelsesladede maskinmester, Mace. Med nøjagtig samme iver og soleklare engagement som filmen tager Evans fat i kraven og giver ikke slip, før filmen er forbi.

Video”Sunshine” så langt fra godt ud på dvd. Transferet var uskarpt og plaget af udtværinger. Måske skyldtes det, at transferet kun udnyttede omtrent en tredjedel af dvd-mediets pladskapacitet. Men i forbindelse med filmens HD-udgivelse har man dog heldigvis lagt den på en BD-skive med to lag på tilsammen 50 gigabyte, og denne gang er pladsen tydeligvis blevet udnyttet. Ekstremt få sekunder af filmens mørkeste skud virker en anelse mudrede, men det er slet ikke slemt nok til at fravriste billedsiden topkarakter. Billedet står simpelthen knivskarpt. Hver eneste svedperle og hår kan udpeges. Hverken edge-enhancement, snavs, støj eller komprimeringsfejl indtræffer. Kontrasten er fornem, og farvegengivelsen er overvældende. Alt fra psykiaterens kridthvide kontor til solens blændende, rødlige overflade ser afsindig godt ud. Farveblødning hænder ikke, og temperaturen er tilpas og stabil. Wow.

AudioDet ville ikke være forkert at klassificere dvd-udgivelsens DD5.1-lydspor som et af markedets bedste. Men selvom det umiddelbart virker umuligt, formår Blu-ray udgivelsens DTS-HD Master 5.1 lydspor at overgå det førnævnte mix. Både dialogen og musikken er stadigvæk uhyre distinkt, men begge dele lyder alligevel en tand sprødere end på dvd’en. Enkelte høj/lavfrekvenseffekter, som man ikke umiddelbart bed mærke i på DD5.1-lydsporet, kommer her klart til udtryk, og subwooferen er endnu mere aggressiv. Panoreringerne er sublime og veltimede, og der er masser af underfundige, subtile auditive detaljer. Dette er et af de mest omsluttende og imponerende lydspor, der p.t. kan nydes i hjemmebiografen.

EkstramaterialeSelvom det ikke umiddelbart fremgår af udgivelsens omslag, så indeholder denne Blu-ray disc det samme ekstramateriale som dvd-udgivelsen. Der er to kommentarspor – det første er med Danny Boyle, der er en yderst begavet og livlig debattør. Han taler bl.a. om forsøget på både at efterleve og trodse genrens konventioner, filmens unikke brug af farver og musik, og om tv-serien “South Park”s indflydelse på rumdragternes udseende. Tilhængere af filmen vil garanteret også sætte pris på skivens andet kommentarspor, som produktionens forskningskonsulent, Brian Cox (nej, ikke skuespilleren), har indtalt. Den intelligente videnskabsmand er en overraskende underholdende fortæller, og især astronomiinteresserede vil utvivlsomt finde Cox’ udtalelser fascinerende.

Der er 19 minutters slettede scener, som Boyle har indtalt kommentarer til. En alternativ slutning er næsten mage til den, der er i den endelige udgave af filmen. Men der er mange fine, saksede øjeblikke, som bl.a. giver os et bedre indblik i karakterernes dagligdag på rumskibet. Discen indeholder også alle de web-dokumentarer, der i sin tid blev lagt på filmens hjemmeside. Tilsammen varer de omtrent 47 minutter, og de er læsset med indsigtsfulde interview med alskens skuespillere, filmfolk og forskere. Vi får bl.a. lov til at høre en masse om filmens design og se skuespillerne opleve vægtløshed.

Så indeholder discen også to kortfilm, der ikke har nogen relation til “Sunshine”: “Dad’s Dead” (7 min.) og “Mole Hills” (6 min.). Boyle introducerer filmene og forklarer, at de er blevet inkluderet, fordi den almene offentlighed alt for sjældent får mulighed for at se novellefilm som disse. Det er en prisværdig tanke, og især “Dad’s Dead” er udmærket. Teaseren og traileren til “Sunshine” runder udgivelsen af. Traileren er i øvrigt præsenteret i 1080p, men desværre er resten af ekstramaterialet leveret i normal Standard Definition opløsning.

Solstrålende sansebombardementDer er mange gode grunde til, at “Sunshine” ikke burde have fungeret. Umiddelbart lyder filmen blot som en nyfortolkning af den miserable “The Core”, der handlede om en gruppe mennesker, som drog til Jordens kerne for at redde planeten. Konceptet i “Sunshine” er omtrent lige så vanvittigt: Otte astronauter rejser til solen anno 2057 ombord på rumskibet Icarus II, fordi stjernen af uransagelige årsager allerede er døende. Klicheerne er ikke just fåtallige, og besætningen er også læsset med stereotype arketyper såsom en ærefuld asiatisk kaptajn, en paradoksalt skør psykiater og en lettere autistisk navigatør. Derudover havde hverken filmens manuskriptforfatter, Alex Garland, eller instruktør, Danny Boyle, tidligere arbejdet på en science fiction film.

Men man behøver ikke kaste mange blik på britiske Boyles resumé, før det bliver åbenlyst, at instruktøren har en helt enestående evne til at skrue ærværdige film sammen, uanset genren. Faktisk synes den talentfulde instruktørs alsidighed at være uovertruffen indenfor branchen, og nu kan science fiction hermed også noteres som et genrebjerg, Boyle har besteget med succes. “Sunshine” er simpelthen fremragende – knap to timers visuel og auditiv overdådig underholdning, som tvinger én ud på kanten af sædet med næsten ulideligt spændende drama og frygtindgydende uhygge, men som også har overskud til tankevækkende filosofiske overvejelser omkring videnskab kontra religion og menneskehedens forhold til vor planets primære energikilde.

Man kan måske nok betvivle visdommen i at navngive et rumskib på kurs mod solen efter en mytologisk karakter, som døde, fordi han kom for tæt på den. Men ellers har manuskriptforfatter Garland ikke sat mangen en fod forkert. Den sidste akt er rodet og især skuffende grundet kvaliteten af alt det, der optrådte forinden. Science fiction tilhængere vil i øvrigt spotte (og måske endda beklage sig over) både subtile og mere direkte referencer til alskens genreeskapader såsom “Solaris”, “Rumrejsen 2001”, “Alien” og tilmed “Event Horizon”. Afsindig original er “Sunshine” ikke, men hvorfor beklage sig over et par genkendelige krydderier, når nu hovedmåltidet er så fyldestgørende?

Desuden er der rigeligt med overraskelser. Ganske vist emmer persongalleriet ikke af nytækning, men i modsætning til mange sci-fi film føles hver eneste person troværdig og håndgribelig. “Sunshine” besidder også genrens bedste ensemble siden “Alien”. Alle skuespillerne yder en upåklagelig indsats, men det er unge Chris Evans, der brillerer mest. Den 26-årige amerikaner, som næsten ene mand formåede at gøre “Fantastic Four”-filmene udholdelige, er fabelagtig som missionens følelsesladede maskinmester, Mace. Med nøjagtig samme iver og soleklare engagement som filmen tager Evans fat i kraven og giver ikke slip, før filmen er forbi.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Desværre ser “Sunshine” langtfra blændende ud på dvd. Bitraten (mængden af data transmitteret pr. sekund) er forbavsende lav, og billedsiden okkuperer kun lidt over 3 gigabyte på discen – altså langtfra halvdelen af den tilgængelige plads. Farverne er generelt flotte, og der er ingen edge-enhancement. Men den stramme komprimering har givet filmen et præg af uskarphed. Nærbilleder driller sjældent, men når vi skal holde øje med ting i baggrunden eller i det fjerne, irriterer den manglende skarphed. Kontrasten burde have været mere solid, og udtværing hænder også – det ydre rum ligner en mudret, sort masse fuldstændig blottet for glitrende stjerner.

AudioDer er derimod intet negativt at sige om udgivelsens mageløse Dolby Digital 5.1-lydspor. Subwooferen er uhyre aggressiv, så hvis du har en underbo, er det en god idé at invitere vedkommende på en god middag, før dvd’en smækkes i afspilleren. Når rumskibet passerer kameraet, ryster lokalet. Men LFE-kanalen overdøver heldigvis ikke lydsidens andre elementer. Dialogen er utrolig distinkt. Man føler næsten, at astronauterne er til stede i stuen. Underworld og John Murphys sublime score (fortsat årets bedste) folder sig også godt ud, hvilket især mærkes i den overraskende bevægende scene, hvor besætningen studerer Merkur. Derudover er der et væld af eminente panoreringer og masser af raffineret atmosfærelyd. Et af årets absolut bedste lydspor.

EkstramaterialeDvd’en indeholder to kommentarspor. Det første er med Danny Boyle, der er en yderst begavet og livlig debattør. Han taler bl.a. om forsøget på både at efterleve og trodse genrens konventioner, filmens unikke brug af farver og musik, og om tv-serien “South Park”s indflydelse på rumdragternes udseende. Tilhængere af filmen vil garanteret også sætte pris på skivens andet kommentarspor, som produktionens forskningskonsulent, Brian Cox (nej, ikke skuespilleren), har indtalt. Den intelligente videnskabsmand er en overraskende underholdende fortæller, og især astronomiinteresserede vil utvivlsomt finde Cox’ udtalelser fascinerende.

Der er 19 minutters slettede scener, som Boyle har indtalt kommentarer til. En alternativ slutning er næsten mage til den, der er i den endelige udgave af filmen. Men der er mange fine, saksede øjeblikke, som bl.a. giver os et bedre indblik i karakterernes dagligdag på rumskibet. Discen indeholder også alle de web-dokumentarer, der i sin tid blev lagt på filmens hjemmeside. Tilsammen varer de omtrent 47 minutter, og de er læsset med indsigtsfulde interview med alskens skuespillere, filmfolk og forskere. Vi får bl.a. lov til at høre en masse om filmens design og se skuespillerne opleve vægtløshed.

Så indeholder dvd’en også to kortfilm: “Dad’s Dead” (7 min.) og “Mole Hills” (6 min.). Danny Boyle, der ikke har instrueret, introducerer filmene og forklarer, at de er blevet lagt på dvd’en, fordi den almene offentlighed alt for sjældent får mulighed for at se novellefilm som disse. Det er en prisværdig tanke, og især “Dad’s Dead” er udmærket. Men eftersom billedkvaliteten af filmen har lidt under, at der ikke er blevet afsat megen plads på discen til selve filmen, er det svært ikke at blive en smule irriteret over inkludering af dette forholdsvis overflødige og irrelevante ekstramateriale. Teaseren og traileren til “Sunshine” runder udgivelsen af.

Når solen dør udHvad skal menneskeheden stille op, hvis solen pludselig en dag slukkes? Denne hypotese tages under fantasifuld behandling af instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland i deres nyeste samarbejde siden filmen “28 dage senere”, science-fiction thrilleren “Sunshine”, som på mange måder er en både interessant og dog lidt for opulent sightseeing-tur rundt i genrelandskabet.

Vi befinder os i år 2057 og forskere har kalkuleret, at solen kun har kort tid tilbage før den brænder ud. For at forhindre jordens udryddelse sendes otte astronauter af sted ombord på rumfartøjet Icarus II med en atombombe, som skal detoneres i solens kerne og genantænde den lysende stjerne. På deres vej opfanger de pludselig et nødsignal fra fartøjet, Icarus I, som mislykkedes med den samme mission syv år tidligere. Det besluttes at lægge kursen om, så man kan bjærge forgængeren og finde ud af, hvad der skete med dem, men beslutningen får alvorlige konsekvenser for alle ombord.

Mere af handlingen skal ikke røbes her, men med “Sunshine” har Boyle og Garland formået at give tiltrængt liv til en genre, der efterhånden synes at lide samme skæbne som solen i filmen. Der er langt mellem de nogenlunde interessante science-fiction film i nyere tid, men ligesom de to mænd redefinerende zombie-filmen med “28 dage senere”, så er “Sunshine” et ganske udmærket bud på en vitaminindsprøjtning til sci-fi genren. Filmen balancerer på grænsen mellem det visuelle og storladne ramasjang som f.eks. “Armageddon” og det mere eftertænksomme og afdæmpede ala Soderberghs “Solaris”, og man skal være noget af en linedanser for at mestre denne svære akt. Det er heller ikke lykkedes helt så godt, som man kunne håbe, og selvom filmen starter ud i en herlig klaustrofobisk kammerspils-tone ombord på rumskibet, hvor gruppedynamikkens uundgåelige dilemmaer spinder en fin spændingshistorie, så overtages plottet hurtigt af den ene spektakulære katastrofe efter den anden. Disse er ganske vist fermt iscenesat, men smager i længden lidt for meget af spekulationer fra manuskriptets side, hvilket til dels er med til at underminere den indledende personkonflikt og underliggende spænding.

Ligesom i “28 dage senere” opbygges der et troværdigt univers ombord på det skæbnesvangre fartøj, og der skabes vedkommende karakterer i et ellers fantastisk miljø. Man kan dog mistænke det store budget og den massive produktion for at have blændet instruktøren i visse henseender, for jo længere vi kommer i historien, jo mere rodet bliver fortællingen, i takt med at flere elementer læsses på. Less is more er således ikke en devise, man har valgt at gå efter, og det skæmmer desværre den endelige film. Når man både blander “Alien”, “Dybet”, “Rumrejsen år 2001” og “Event Horizon” sammen, så er det svært ikke at snuble undervejs, og det kan “Sunshine” heller ikke sige sig helt fri for at gøre – især ikke i den temmelig forvirrende horror-afslutning, hvor klipningen gør, at man let taber tråden og pludselig ikke kan orientere sig om, hvor man befinder sig, og hvad der præcis foregår. Det er et kæmpe problem, når man gerne skulle have sit publikum med hele vejen igennem klimakset og ud på den anden side.

Ensemblet, der er behageligt frit for alt for kendte ansigter, virker fint sammen og får meget ud af de relativt spinkle roller. Dette er med til at styre udenom de klassiske stereotyper, men faren er samtidig også, at deres karakterer forsvinder i mængden af audiovisuel overbelastning. Både musik og fotografering bærer store dele af filmen, men når dog ikke samme lyrisk-symfoniske højder som f.eks. “The Fountain” eller “Solaris”.