Fra gadedreng til gud

For den britiske filminstruktør Danny Boyle har karrieren indeholdt både op- og nedture. Det helt store gennembrud kom med den fandenivoldske og kompromisløse “Trainspotting”, mens det foreløbige punktum nu sættes med den formidable “Slumdog Millionaire – drengen der havde svar på alt”. Indimellem har der imidlertid indfundet sig flere svipsere, der ikke er grund til at debattere i denne sammenhæng. Her skal det nemlig handle om det globalt velansete quizprogram “Hvem vil være millionær”, her sat ind i fiktionens rammer.

Filmen baserer sig på landsmanden Simon Beaufoys eminente forlæg, der med syvtommersøm skildrer forskellen på rig og fattig og den udtalte uretfærdighed derved. Det er dog ikke det mest interessante ved manuskriptet, der gang på gang overrasker og ikke afslører mere end højst nødvendigt, i hvert fald ikke før slutfløjtet har lydt, og spillerne er gået mod omklædningsrummet. Klipningen mellem fortid, nutid og fremtid fungerer efter bedste beskub og giver sågar mening i forhold til den gribende og barmhjertighedssøgende historie, der udfolder sig undervejs. Der er god grund til, at “Slumdog Millionaire” var et af sidste års varmeste samtaleemner på filmmarkedet.

En anden og mindst lige så væsentlig – særlig set med de danske briller – årsag var filmens fotograf, den danskboende Anthony Dodd Mantle, som fortjent modtog en af akademiets priser ved den årlige uddeling af Oscar-statuetter i Hollywood tidligere på året. I Boyles optik skaber han her et frapperende og levende billedsprog, som har blik for lysets, farvernes og slummets spil med det visuelt prægnante. Den del synes blot at gå op i en højere enhed med både historie, miljø og persongalleri. “Slumdog Millionaire” gaber i virkeligheden og med held om rigtigt mange emner. Først og fremmest bør hovedhistorien om den unge te-serverer Jamal Maliks deltagelse i quiz-showet “Hvem vil være millionær?” dog have særstatus.

Sammen med broren, den afstumpede Salim, og den bedårende Latika tager de tre musketerer – efter at have mistet deres forældre i et ondsindet slag mellem to lokalt rivaliserende kaster – den benhårde rejse fra en fattig og alt andet end lykkelig barndom frem mod voksenlivet, der forhåbentligt kan tilbyde flere glæder end sorger. Men det er svært at ryste baggrunden af sig, når alle ved, at man kommer fra gadens slum, og særligt Indien holder klassedelingen stærkt i hævd. Det er herved, sammenkædningen mellem mulig rigdom og stensikker fattigdom er helt igennem formidabel. Hver gang Jamal stilles et spørgsmål i quizshowet, og han tilmed svarer rigtigt, tilbyder Danny Boyle den ene finurlige forklaring efter den anden på, hvordan den uuddannede knøs mon overhovedet har kunnet være i stand til at finde det rigtige svar.

Undevejs spilles også trekløveret ud mod hinanden. Kærlighedens veje er uransaglige, men det er de økonomiske kår gudhjælpemig også. Jamals bror, Salim, flirter konsekvent med Mumbais underverden, formentligt i håb om, at det kan blive hans redning ud af slummen. Og Latika synes at ryge i samme retning på anderledes forudsætninger, mens Jamal som den eneste går retfærdighedens vej og paradoksalt nok mistænkes for at svindle i det stort opsatte tv-show, der undervejs henrykker millioner og atter millioner indere. “Slumdog Millionaire” er i gængs forstand et skæbnebetonet drama med en snert af forstillet humor, hvor selve quiz-tematikken rent faktisk tages for pålydende – Er det paratviden eller ren og skær tilfældigheder, når en deltager uden de rette forudsætninger svarer rigtigt?

“Slumdog Millionaire” rummer det hele, og sammen med den altoverskyggende hovedkarakter gennemgår quizværten Raj, der øjensynligt selv har været samme tur igennem vridemaskinen på et tidspunkt, et sandt helvede i følelsernes vold. Mens de to mænd sidder over for hinanden i tv-studiet svinger følelsesregistret fra det kolde til det varme, fra det afstumpede til det omsorgsfulde og alt imellem disse poler. Og sådan er det egentligt også at være vidende til det episke drama, der her udspiller sig. Boyles seneste film er uden tvivl også hans bedste. “Trainspotting” havde nok en særlig vitalitet og et kompromisløst filmsprog i sig, men her er Boyle imidlertid blevet voksen og har for alvor sat sig i sele som den blændende fortæller, han i grunden er.

Video

“Slumdog Millionaire” præsenteres med et skarpt og udmærket look, der dog ikke står mål med Anthony Dodd Mantles prægtige præstationer. Både farvetemperatur og kontrast er stabile, ligesom udtværinger, digitale forstyrrelser og edge-enhancement ikke indfinder sig i nævneværdig grad. Til gengæld skæmmes transferet flere steder af myrer i billedet, som faktisk er et gennemgående problem. Alt taget i betragtning er transferet dog af en hæderlig beskaffenhed.

Audio

Bedre er de to engelsksprogede DTS HD 7.1- og Dolby Digital 5.1-lydspor, der flyder godt ud. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, men har dog en tendens til at drukne i de kraftfulde og detaljerige atmosfærelyde. Underneden og ved siden af er den formidable underlægningsmusik, der skaber den helt rette stemning.

Ekstramateriale

Også ekstramaterialet viser sig faktisk at være et ben med kød på. Hele to rimelige kommentarspor med henholdsvis manuskriptforfatter Simon Beaufoy og producer Christian Colson samt Danny Boyle og hovedrolleindehaveren Dev Patel supplerer filmen, mens “Slumdog Dreams” går bag om filmen igennem b-roll-optagelser og interviews med crew omkring titlen, handlingen, tematikken med mere. Til de sultne er de mange slettede scener, et par musikvideoer, en indisk kortfilm og et nærmere kig på den famøse “toilet-scene” nok heller ikke at kimse af. Alt i alt en blandet, men god landhandel.

Alle elsker en underdog

For 13 år siden vendte han vrangen ud på det skotske junkiemiljø i den syrlige “Trainspotting”. For 7 år siden skræmte han alle fra vid og sans med epidemiinficerede menneske-zombier i “28 dage senere”, og for blot 2 år siden kickstartede han solen i det smukke sci-fi-drama “Sunshine”. Oscarvinder og instruktør Danny Boyle er ikke mindre farverig i sin nye kærlighedshistorie “Slumdog Millionaire – drengen der havde svar på alt”, der i sine kontraster spænder helt fra indiske slumkvarterer til tv-studiet i “Hvem vil være millionær?”

Jamal Malik sidder i den varme stol i Indiens udgave af “Hvem vil være millionær?”. Spørgsmålet til 20 millioner rupier kan for altid løfte ham op af den fattigdom, han er født ind i, men folkene bag tv-showet tror Jamal snyder og beder ham pænt – efter en omgang tortur – at fortælle, hvor han får alle svarene fra. Jamal afslører gennem sin dramatiske livshistorie, hvordan hans mor blev myrdet, hvordan han og broren Salim overlevede på Mumbais gader, og hvordan han mødte sit livs kærlighed Latika. Salim blev siden gangster og Latika bortført, men Jamal håber tv-udsendelsen vil bringe Latika tilbage.

Det er værd at lægge mærke til filmens opfindsomme opbygning. Historien starter nær slutningen, men spoler så tilbage gennem en række spørgsmål i et quiz-show. Hvert spørgsmål, som den usympatiske vært Kumar stiller, har en association til Jamals forhistorie, der er umulig at afkode på forhånd. På denne måde kan filmen springe rundt i Jamals liv og fremhæve overraskende og vigtige pointer. Og vigtige pointer er der nok af. For foruden den oplagte kærlighedshistorie er der masser af samfundskritik sat i nyt perspektiv, som når Jamal, Latika og Salim bliver samlet op af tigger-alfonser og skal have ætset øjnene ud for at kunne tjene dobbelt så meget på gaden. Det er en dyster virkelighed, der dog aldrig bliver specielt dystert fortalt, for gadebørnene flygter naturligvis på en togvogn og glemmer alt om børnemishandling. Publikum bliver ikke overfaldet med et opslidende melodrama, men får hele tiden stikpiller til eftertanke, og filmen er således et glimrende eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver at græde for at få et seriøst budskab igennem.

Alle billeder har – ligesom historien – en uprætentiøs lethed og her er (næsten danske) Anthony Dod Mantle filmens vigtigste arkitekt. Med rødder i bl.a. de danske dogmefilm tilfører Mantle en dokumentarisk æstetik, og ved hjælp af små digitale kameraer kommer filmen helt ind i Mumbais autentiske slumkvarterer. Tempoet er højt, vinklerne er ukonventionelle og billeder af en ung Jamal der dækket til i menneskelort i jubel strækker en autograf af en kendt Bollywood-stjerne mod himlen cementerer filmens intelligente og humoristiske visuelle styrke.

Historien om Jamal Malik er et eventyr. Han har som Klods Hans været på en rejse, hvor han til sidst på slottet (her i “Hvem vil være millionær?”) får brug for alle de erfaringer, han har gjort sig, hvis han skal have prinsessen og det halve kongerige. Accepterer man den præmis, vil man formentlig også acceptere de mangler, filmen har. Tv-værten Kumar er ond, fordi det er han bare, og Salim skifter som vinden blæser mellem at være kærlig bror og frygtindgydende gangster fordi… det kan han bare, og Jamal og Latika forbliver forelskede trods meget lang tid uden nogen kontakt fordi… det gør de bare.