Verdensmesterskabet i film. Sådan omtales den årlige filmfestival i Cannes også blandt filmfans. Siden 1939 har et ypperligt udvalg af årets film kæmpet om Palme d’Or – Guldpalmen på dansk. De første år hed prisen faktisk Grand Prix, siden ændret til Palme d’Or, så igen, i 1964, tilbage til Grand Prix for i 1975 at ende på den Palme d’Or, vi kender i dag. Konkurrencen finder sted hvert år i det sene forår. Årets vinder – “Adèles liv – kapitel 1 & 2” – har premiere i den her uge. Rygtet siger, at det er en af de bedre Guldpalme-vindere igennem tiden. Vi har udvalgt en top 5 over de bedste vindere af prisen igennem tiden – er du enig?

5. “Det hvide bånd”

Michael Hanekes film fra 2009 er den yngste på listen, men ligner ved første blik en gammel film. Tempoet er langsomt sat, billederne er sort/hvide, og handlingen udspiller sig før 1. Verdenskrigs udbrud. Filmen er – atypisk for Haneke – storslået episk, men benytter sig – meget typisk for Haneke – af en forbrydelse, et overfald, til at sætte lup på en pilrådden kultur. I det her tilfælde i en lille tysk førmoderne landsby, hvor børnene ikke er så uskyldige, som børn normalt er. En gruppe unger, der aldersmæssigt passende kunne vokse op og blive topnazister 20 år senere – hvem ved? Episk som “The Godfather” tilsat isnende kyniske kinder i en film, der stiller en masse irriterende vanskelige spørgsmål.

4. “Pulp Fiction”

Og så til noget helt andet. Quentin Tarantino sprængte i 1994 den konventionelle fortælleform på den dejligt mainstream måde. Filmen har en begyndelse, en midte og en slutning – nødvendigvis bare ikke i den rækkefølge. Den multiplottede gavflab af en film styres legendarisk igennem af sit gangsterensemble, der gav John Travolta et (danse)comeback af dimensioner. Den dynamisk mundrette ping-pong-dialog var allerede Tarantinos varemærke i debuten “Håndlangerne”, men blev perfektioneret i “Pulp Fiction”, der fik en hel generation til at bestille royale with cheese.

3. “Tranerne flyver forbi”

Mikhail Kalatozov fik Den kolde krig til at mildnes for en stund med sin såkaldte tøbrudsfilm fra 1957. Simpel historie. Forelsket par deles af krig. Han sendes til 2. Verdenskrigs front – hun venter pænt og pænt frustreret derhjemme. Kritikken af krigen og det sovjetiske samfund var hidtil uset af en hjemmebanespiller, men det er nu ikke årsagen til filmens kvalitet. De skæve, nærmest manierede billedkompositioner og en kvindes længsel, der føles overvældende og varm selv igennem en sovjetisk frostvinter, er grunden til, at filmens klassikerstatus ikke lige sådan flyver sin vej.

2. “Farvel min konkubine”

Den meget succesfulde femte generation af kinesiske filmskabere har groft sagt to hovednavne: Zhang Yimou og Chen Kaige. Begge har beskæftiget sig indgående med Kinas turbulente 20. århundrede med rejsen fra kejserdømme til folkerepublik. Den rejse ramte Chen Kaige rent og rørende med sin 1993-vinder, der med sine næsten tre timers spilletid og omfattende handlingsforløb, der strækker sig over 53 år, er storslået med episk ovenpå. Præcist skildres to parallelforløb – det psykologisk personlige i Beijing operaen og den store fortælling, der ender med Maos kulturrevolution. En “Borte med blæsten” version Kina, som man efter sigende ikke er så meget for hos de kinesiske magthavere.

1. “Dommedag nu”

En af de film med den måske hårdeste fødsel. Og så vandt den ikke engang på Cannes dengang i 1979. Eller jo, det gjorde den, men den måtte pænt dele Guldpalmen med “Bliktrommen”. Krigens meningsløshed er sjældent set så vildt og vovet i en film, der krævede alt fra Francis Ford Coppola, som aldrig blev helt sig selv igen og ikke har lavet en god film siden. Men pyt. Den dufter bedre end napalm om morgenen – spørgsmålet er kun, om det skal være i originalversionen eller i den senere Redux-version? Herfra anbefales Redux-versionen, der giver termen extended et godt ry med sine krigstraumatiserede Playboy-kaniner.