Intimitet extrême

Rygterne om de lange, eksplicitte, lesbiske sexscener i “Adèles liv – Kapitel 1 & 2” er ikke stærkt overdrevne. De er ægte nok. Ligesom Abdellatif Kechiches film, der i foråret triumferede og hjemtog Den Gyldne Palme i Cannes. “Adèles liv – Kapitel 1 & 2” er den mest ægte film, jeg nogensinde har set udfoldet om en ung kvindes seksualitet og kærlighedsliv. Det er uden sammenligning årets hidtil vigtigste og bedste film, hvis man da overhovedet kan veje og måle sådan nogle størrelser.

Tunesisk-franske Kechiche har løst baseret sin femte spillefilm på Julie Marohs voksentegneserie “Le bleu est une couleur chaude” (oversat: Blå er en varm farve) fra 2010. Og farven blå spiller således en afgørende rolle i den 17-årige Adèles liv. Blå er farven på den lidt ældre Emmas hår. En kvinde, Adèle kun i et flygtigt øjeblik har udvekslet blikke med. Men et blik er alt, hvad der skal til, for at begæret vækkes i Adèle. Et begær, hun har forsøgt at mønstre sammen med en ellers både sød og følsom fyr fra gymnasiet, der har sendt hende hundeøjne, og som hun har holdt lidt i hånden med. Men noget mangler.

Så Adèle vover sig tøvende og alene ind på en lesbisk bar, bestiller en “lebbe-Leffe” og ser i det hele taget noget betuttet ud ved hele situationen. Men Emma er der. Og derfra er det kun de to. Et forhold udvikler sig langsomt, og vi er med helt inde i soveværelset, hvor man ikke er i tvivl om, hvor rigtigt og lystfuldt de begærer hinanden. Den ældre Emma er kunstner på kanten af et gennembrud, mens den yngre Adèle gerne vil være skolelærer. Kulturkløften imellem de to tegnes tydeligere med årene, der forløber, og truer konstant med at splitte dem ad. Så spørgsmålet er, om begær kan bære dét?

“Adèles liv – Kapitel 1 & 2” er på mange måder bare en banal coming of age-historie. I 2013 er der heldigvis ikke noget odiøst ved et lesbisk forhold. I hvert fald ikke i størstedelen af den vestlige verden. Godt nok er det ikke hverdagskost med så – på flere måder – nøgne sexscener imellem to kvinder i en film med bred biografdistribution. Ej heller mellem en mand og en kvinde. Eller to mænd. Pointen er, at Kechiche ikke holder sig tilbage. Et forhold bygger – måske først og fremmest – på begær. Og det er dét, “Adèles liv – Kapitel 1 & 2” så uhørt uovertruffet illustrerer. Adèle Exarchopoulos ikke bare spiller, men er filmens Adèle. Kechiche omdøbte sågar karakteren fra Marohs tegneserie efter sin hovedrolleindehaver. Exarchopoulos er med i stort set samtlige scener. Kameraet forlader hende aldrig. Lader hende aldrig i stikken. Kechiche og filmens fotograf, Sofian El Fani, har et vågent øje for detaljernes betydning: Teenageren Adèles fedtede og viltre hår, som hun konstant enten sætter ubehjælpeligt op eller roder i. Lidt cigaretaske på en kind. Snot, der løber fra Adèles næse, når hun er mest fortvivlet og forgrædt. Og munde. Sultne munde. Igen og igen. Hvad enten det gælder mad eller kys. “Adèles liv – Kapitel 1 & 2” er en film i lysternes forslugne vold.

Kvindeportrættet i kapitel 1 og 2 af den unge Adèles liv sitrer, syder og brænder sig fast. Dem er der ikke mange af i filmhistorien. Men det er ikke i de grænseoverskridende smukke, storstønnende sexscener, at vi kommer helt ind under huden på den unge kvinde. For mig skete det helt præcis i en scene, hvor kameraet – lidt på afstand – observerer Adèle under en havefest. Helt opslugt og med lukkede øjne synger hun med på Lykke Li-hittet “I Follow Rivers”: You’re my river running high. Run deep, run wild. I, I follow, I follow you, deep sea baby, I follow you. Her forstår man, hvor afgørende og dybt, lysten flyder i hendes årer og underliv.