Det hvide bånd

InstruktionMichael Haneke

MedvirkendeChristian Friedel, Ernst Jacobi, Leonie Benesch, Ulrich Tukur, Ursina Lardi, Fion Mutert, Michael Kranz, Burghart Klaußner, Steffi Kühnert, Maria-Victoria Dragus, Leonard Proxauf, Levin Henning, Johanna Busse, Thibault Sérié, Josef Bierbichler

Længde144 min

GenreDrama, Krig

IMDbVis på IMDb

I biografen14/01/2010

Anmeldelse

Det hvide bånd

4 6
Uskyldens langsomme død

Det er efterhånden utroligt sjældent, man ser en større filmproduktion skudt i sort/hvid. Mellem Coen-brødrenes succes “The Man Who Wasn’t There” og denne anmeldelses fokuspunkt “Det hvide bånd” er det svært at få øje på mange produktioner, der holder den sort/hvide tradition i hævd. Derfor er det da også ekstra forfriskende, når en instruktør tør tage skridtet, og med De Gyldne Palmer i rygsækken tyder det på, at nutidens publikum ikke er for moderne til den farveløse “Det hvide bånd”.

Historien tager sit udspring i en lille landsby i det nordlige Tyskland i årene op til Første Verdenskrig. Alle beboere kender og har meget at gøre med hinanden, og derfor kommer det også som et stort chok for de fleste, da en serie af hærværks- og voldsepisoder sætter pletter på landsbyidyllen. Som historiens stille hovedperson prøver skolelæreren at finde ud af, hvem der står bag de voldsomme episoder, og hvorfor de har fundet sted.

“Det hvide bånd” gør ikke meget væsen af sig. I et langsomt, travende tempo udfolder historien med det store persongalleri sig på forholdsvis udramatisk vis, mens mysteriet om de ubehagelige episoder bliver mere og mere uigennemskueligt. Instruktør Michael Hanneke lader tingene ske i deres eget tempo uden at understrege stemninger og drama med hverken musik eller klipning – præcis som han også gjorde det i den dybt ubehagelige “Funny Games” fra 1997, hvor den uforklarlige og afstumpede vold ligeledes var et hovedtema. Til forskel fra “Funny Games” foregår volden i “Det hvide bånd” dog i det skjulte, hvilket giver filmen et strejf af genren who done it?.

Fotografen Christian Berger har udnyttet de sort/hvide skud med stor kompetence. Fraværet af farver indbyder til større fokus på former og kontrastforhold. Der er taget tydelig inspiration fra Ingmar Bergman, hvis billedunivers ofte var præget af tætte kompositioner og en art indelukkethed i minimalistisk indrettede hjem. Netop denne næsten klaustrofobiske tilgang til rum tilføjer “Det hvide bånd” følelsen af den isolation, der kan opstå i små bysamfund. Der er i billedlig såvel som bogstavelig forstand ikke plads til de store armbevægelser, hvorfor følelser må undertrykkes og sidenhen komme til udtryk i skjulte, brutale handlinger.

Haneke har udtalt, at filmen er et billede på, hvordan enhver form for terrorisme opstår. Dermed bliver “Det hvide bånd” en samfundskritisk fortælling, som ikke blot giver sit besyv med i den nutidige, altomsluttende debat om Mellemøsten, men også skriver sig ind i bølgen af selvransagende, tyske film, som gør op med landets grusomme og fascistiske fortid. Her bliver især filmens mange børn et udtryk for den manglende indsigt og autoritære undertrykkelse, der skal være til stede, for at et voldsregime kan opstå og trives.

Med sine 144 minutter bliver “Det hvide bånd” i visse passager en anelse for langsom. Men det er prisen for et så veludviklet persongalleri og en handling, der skrider frem via næsten umærkelige, små dramaer, som hos en anden instruktør end Haneke kunne ende som store, pompøse tragedier. Her er ingen synligt løftede pegefingre, men i højere grad en forklarende fortæller, der viser, hvordan selv små handlinger kan have alvorlige konsekvenser. Som et led i Tysklands selvransagelse indtager “Det hvide bånd” en plads på hylden ved siden af større dramaer som “Das Untergang” og “De andres liv”, hvor den forhåbentlig kan give de stadig skyldsramte tyskere en forklaring på, hvorfor deres forfædre handlede, som de gjorde.
Video

1.85:1. Filmen er oprindeligt skudt i farver, men sidenhen konverteret til sort/hvid. Dette er gjort med stor dygtighed – balancen mellem de lyse og mørke toner er perfekt og guider seerens øjne i de kontrastfyldte billeder. Transferet er ganske gedigent med en meget stabil kontrast. Dog er der hist og her nogle meget hårde overgange i skyggerne, og skarpheden er ikke helt i top. Edge-enhancement er til gengæld velkontrolleret.

Audio

Præsenteret i Dolby Digital 5.1. Der bruges ikke så meget som en tone musik i “Det hvide bånd”, hvilket bidrager til den indspiste stemning i landsbyen. Sub’en bruges sparsomt, hvis overhovedet, og eller ikke effekthøjtalerne lader sig bemærke. Dialogen har en fin fylde med god definition i både bund og top.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder ikke ekstramateriale.

“Det hvide bånd” beskæftiger sig i bund og grund med Første Verdenskrig uden dog at berøre selve emnet før i filmens sidste minutter. I stedet bliver historien en allegori for, hvordan mennesket kan formes og fordrejes til at udføre gerninger så grusomme, at det overgår de flestes forstand. Som sådan er “Det hvide bånd” et ganske originalt bud på en film om Den Store Krig, og det er beundringsværdigt at lave en film om grunden til krigen i stedet for en om krigen. Det tyske folk har i deres selvransagende proces mere brug for forklaringer end endnu en historie fuld af vold – dem har vi set rigeligt af. Desværre indeholder skiven intet ekstramateriale – det kunne ellers være interessant at høre lidt om filmholdets research angående livet i en nordtysk landsby anno 1910.

Det hvide bånd

6 6
Mesterlig terror

Der vises dårligt noget værre end en lussing på lærredet under “Det hvide bånd”, men alligevel er der næppe et øjeblik i filmen, hvor man ikke fornemmer følelsen af vold og overgreb hængende over hovederne på personerne som et Damokles-sværd, der er klart til at falde, hvert øjeblik det skal være.

Filmen følger en lille tysk landsby umiddelbart inden 1. verdenskrig bryder ud. Her hersker der en streng patriarkalsk orden, hvor mændene styrer byen med hård hånd og sligt skjult terror. Men råddenskaben lurer alligevel under overfladen, og da landsbyens læge kommer ud for en fæl rideulykke, er det som om, at den er ved at sive ud gennem revnerne. Ulykken – som måske slet ikke var en ulykke – viser sig blot at være det første i en række urovækkende begivenheder, og landsbyen lammes snart af frygt og rædsel. Kun den lokale skolelærer synes at have bevaret sin mentale sundhed og kaster kærligheden på en køn barnepige.

Filmen er instrueret og skrevet af Michael Haneke, der bestemt ikke er kendt for sine blide fortællinger, og som med film som “Skjult” og “Funny Games” har gjort den kølige terror til sit varemærke. Sådan en film er “Det hvide bånd” på sin vis også, men samtidig har Haneke forsynet den med en vis hjertevarme og humanisme, der klæder ham umådeligt godt.

Haneke har efter sigende længe haft denne beretning i baghovedet og har efter eget udsagn arbejdet på den i over ti år. Man tror det gerne. “Det hvide bånd” føles som et hovedværk og en begivenhed i europæisk filmhistorie. Det er også den mest litterære film, jeg har set i meget lang tid, og dens fortælling udspiller sig som en russisk roman, hvori fortolkningen af begivenhederne efterlades i hænderne på tilskueren. Vi følger det store persongalleri i landsbyen, hvis enkelte livsforløb måske – måske ikke – har relevans for den større fortælling. Mest gennemtrængende er børnenes skæbne, hvis ansigter bliver det lærred, hvorpå Haneke maler sin historie.

Filmen er optaget med farvefilm, der siden er blevet drænet til usædvanligt smukke sort-hvide billeder, som dog er særdeles rige på grå nuancer. Effekten giver filmen en tidløs fremtoning, og dertil skal lægges en ekstrem flot fotografering, der vækker minder om Carl Th. Dreyer og Ingmar Bergman, men som alligevel eksisterer i sit eget univers. For det meste observerer vi begivenhederne på afstand, og nogle gange bliver distancen næsten uudholdelig som f.eks. i en særdeles ubehagelig scene, hvor et barn straffes bag en lukket dør. Haneke anvender kun ganske få nærbilleder, hvilket til gengæld medvirker til, at de få gange, han går tæt på, bliver umådeligt effektive. Det er slet og ret filmhåndværk af den allerhøjeste kaliber.

Spørgsmålene hagler ned over én, mens filmen udspiller sig, men den er mindre interesseret i at besvare dem end i at få tilskueren til at stille dem. Bagved det hele lurer muligvis en sygdom i den tyske folkesjæl og spiren til fascismen – eller overvejelser om den menneskelige hakkeorden, hvor børnene er det naturligt sidste led. Filmen er dog ikke blot hjernevridning, men også en besættende oplevelse, og den præsterer adskillige optrin, der på egen stilfærdige vis er langt mere rædselsvækkende end nok så mange gummimonstre. Meget af tiden længes man nærmest efter et spøgelse eller lignende, der på en eller anden måde kunne sætte det hele i en fornuftig ramme – men intet sådan kommer, og vi efterlades i stedet alene med vores tanker.

Det er en brutal fortælling, der udspiller sig, men også en meget sødmefuld og rørende en af slagsen, og under Hanekes mesterlige håndtering blandes begge dele til gensidig fordel. “Det hvide bånd” er uden tvivl en af de mest gedigent foruroligende film, jeg nogensinde har anmeldt. Det er også en af de bedste.

Kort om filmen

Et lille, tysk samfund holdes sammen af en ond blanding af undertrykkelse, vold og dobbeltmoral i tiden lige før, Første Verdenskrig bryder ud. Præsten styrer menigheden med hård hånd, og anderledes opførsel tolereres ikke. Særligt børnene holdes nede. Leg og morskab er strengt forbudt. For at børnene ikke skal glemme, hvordan de skal opføre sig, får de alle bundet et hvidt bånd om armen. På overfladen synes alt at være pænt og ordentligt i landsbyen, men da uhyggelige hændelser som ildspåsættelse, selvmord og voldelige overfald pludseligt ryster samfundet, må ordensmagten tilkaldes. Og der skal ikke mange undersøgelser til, før den skinhellige facade slår revner, og ondskaben vælter ud.