Af: The Insider | Udgivet: 2010-10-16

På relativt få år er instruktøren Edgar Wright gået fra at være en mere eller mindre ukendt filmmager til en af Hollywoods mest omdiskuterede auteurs. Han er blevet skamrost af instruktører som J.J. Abrams og Quentin Tarantino, og med den britiske komedieserie “Spaced” indtog han en plads i talløse science fiction-nørders hjerter. Men det var hans to efterfølgende spillefilm, “Shaun of the Dead” og “Hot Fuzz”, som for alvor fik branchen og alverdens biografgængere til at åbne øjnene op for den 36-årige filmmagers talent. De to film parodierede henholdsvis gyser- og actiongenren, og samtidigt formåede de at levere gedigen uhygge og action i særklasse – for ikke at tale om latterbrøl i hobetal.

I disse dage er Wright biografaktuel med “Scott Pilgrim mod verden” – en helt igennem fabelagtig tegneseriefilmatisering, som vores anmelder Andreas Ebbesen Jensen beskriver som ”vanvittigt underholdende og et visuelt knockout.” Det er historien om den lavmælte bassist Scott Pilgrim, som forelsker sig hovedkulds i pigen Ramona, men som er nødt til at besejre hendes syv onde ekskærester, før han kan date hende i fred. Filmz fik lejlighed til at tage en lille snak over e-mail med Wright om bl.a. hans seneste værk, hans dygtige kolleger foran kameraet og hans fremtidige planer.

Gysergenren, actiongenren, komediegenren, tegneseriefilmatiseringen… Du har så godt et tag på så mange forskellige genrer, at selv Danny Boyle formentlig er imponeret! Men er der en bestemt genre eller filmmager, som inspirerer dig?
“Jeg tror, mit problem er, at jeg elsker så mange forskellige typer film, at jeg altid prøver at tackle flere af slagsen samtidigt. Jeg håber, jeg på et tidspunkt lærer at lave film, som kun hører til i én genre. Jeg elsker alle slags film, så der er ikke én genre, der inspirerer mig mere end andre.”

I filmen spiller Michael Cera endnu en gang en blåøjet og gakket ung fyr, hvilket har fået nogle til at hævde hårdnakket, at han ikke kan spille andre slags roller. Hvordan oplever du Cera?
“Michael er en af de mest talentfulde skuespillere, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Han har en unik, humoristisk personlighed og en helt særlig følsomhed, og personligt synes jeg, at han er i sin gode ret til at blive ved med at udnytte netop de sider af sin personlighed. Jeg voksede op med Woody Allens film, og indimellem minder Michael mig om ham. Når det så er sagt, så skubbede jeg ham også ofte ud af hans tryghedszone i ‘Scott Pilgrim mod verden’, idet vi havde en masse store actionsekvenser, som han skulle håndtere. Så personligt finder jeg det en smule latterligt, når folk siger, at han spiller den samme rolle hele tiden. Jeg husker ikke, at han nikkede nogen en skalle eller skar onde håndlangere i skiver i ‘Nick and Norah’s Infinite Playlist’ eller ‘Juno’.”

Personligt har jeg selv været film- og spilnørd, siden jeg blev født, og jeg elskede virkelig filmen. Jeg forlod biografen og tænkte: ”Dét var Citizen Kane for videospilgenerationen”, og den måde, hvorpå musikken, billederne og lyden smelter sammen og skaber dette tegneserieagtige univers, er fuldstændig forbløffende. Hvordan i alverden orkestrerer man sådan en film, der har så mange æstetiske lag?
“Det var meget sødt sagt. Jeg ville gerne skabe en meget komplet, alternativ verden, og den var ekstremt detaljeret og kompliceret at lave. Men alle de separate elementer var sjove at arbejde med – musikken, humoren, special effects og actionscenerne… Det er den mest komplekse film, jeg nogensinde har givet mig i kast med, men det var også en drøm at lave den.”

Når man laver en så stilfuld film, er der vel altid en fare for, at stilen overskygger historien, men det sker aldrig i din film. Hvordan vedligeholder man en ordentlig balance mellem stil og substans?
“Stilen er nødt til at tjene historien, og det er forhåbentlig tilfældet her. Eftersom du er vidne til en virkelighedsopfattelse, som er defineret af vores dagdrømmende hovedperson, fik jeg rig lejlighed til at blande det dagligdagsagtige med det vanvittige.”

Musikken er en meget stor del af filmen. Hvor mange kræfter brugte I på at skrue soundtracket sammen?
“Jeg mener, at Nigel Godrich (filmens komponist, red.) og jeg begyndte at arbejde på musikken tilbage i juli 2008 – hele ni måneder før vi tog hul på optagelserne. Det var enormt vigtigt, at musikken fungerede, og vi kunne ikke have stablet et bedre hold af musikere på benene. Beck, Metric, Broken Social Scene, Cornelius – de var alle fantastiske.”

Jeg var vild med Thomas Jane og Clifton Collins Jr.’s gæsteoptrædener (de to skuespillere dukker op som et par politibetjente, der overvåger samfundets veganere og deres kost). Hvorfor de to?
“Jeg havde brug for to gode skuespillere, som lignede et par stjerner fra en helt anden film. Og, ærlig talt, hvem ville ikke gerne se en film om veganernes politistyrke?”

Der er en fed replik i filmen, som bliver fyret af i baggrunden, hvor en bifigur siger: ”Jeg synes, at tegneserien var bedre end filmen.” Er din film bedre end tegneserien, som den er baseret på?
“Det er ikke op til mig at bedømme. Tegneserien er fantastisk. Jeg smed faktisk den replik ind, mens Bryan Lee O’Malley (tegneseriens ophavsmand, red.) besøgte optagelserne.”

Og har du hørt, hvad O’Malley mener om filmen?
“Han var involveret under produktionen. Vi ransagede hans hjerne lige fra 2004 og frem til filmens udgivelse. Jeg prøvede at holde ham informeret under hver eneste del af processen.”

Alle skurkene var fantastiske. Jeg har personligt været stor fan af Chris Evans lige siden “Sunshine”, og Brandon Routh var også hylende morsom. Hvordan fandt du frem til alle de modbydelige ekskærester?
“Jeg havde brug for skuespillere, som var sjove, men som også kunne fremstå som en reel trussel mod Michael, uanset om truslen så kom i form af deres muskler eller deres intellekt. Jeg hyrede Chris, Brandon, Jason [Schwartzman] og Mae [Whitman] i et forsøg på at finde de mest værdige modstandere. Jeg ville have publikummet til at føle, at Scott Pilgrims liv var i overhængende fare.”

I mine øjne er det en dristig, smuk og ekstremt underholdende film, men på trods af hæderlige anmeldelser har filmen ikke tjent særlig mange penge – nøjagtig ligesom en anden nyproduceret tegneseriefilmatisering, “Kick-Ass”. Hvad tror du, det skyldes? Og kunne du finde på at instruere en fortsættelse?
“Det er sødt af dig at tænke sådan, og personligt tror jeg ikke, at en films historie er overstået efter 72 timer.”

Du er venner med J.J. Abrams, du er endnu bedre venner med Simon Pegg (som spillede Scotty i J.J. Abrams’ “Star Trek”, red.), og du har en forbløffende evne til at blande stil med substans, så hvad med at instruere den næste “Star Trek”-film?
“Jeg tror næppe, det ville ske, men det ville være et utroligt tilbud.”

Apropos fremtiden – kan du fortælle os noget om “Tintin” eller “Ant-Man”?
“Tintin er færdiggjort. Jeg havde kun en lille rolle at spille (Wright var med til at skrive manuskriptet til filmen, red.), men det var en stor fornøjelse at arbejde sammen med Peter [Jackson] og Steven [Spielberg]. Ant-Man arbejder jeg på i øjeblikket, og mere kan jeg ikke sige.”

Læs biografanmeldelsen af “Scott Pilgrim mod verden”.

Gravatar

#1 misuma 13 år siden

Jeg er stor fan af Edgar Wright og nød interviewet. Nu må han gerne file neglene og komme i gang med Ant Man, jeg har ventet længe...rigtigt længe.
Redrum Redrum Red...Rum Red...what?

Skriv ny kommentar: