Hot Fuzz

InstruktionEdgar Wright

MedvirkendeSimon Pegg, Martin Freeman, Bill Nighy, Robert Popper, Joe Cornish, Chris Waitt, Eric Mason, Billie Whitelaw, Nick Frost, Peter Wight, Julia Deakin, Tom Strode Walton, Troy Woollan, Rory Lowings, Bill Bailey

Længde121 min

GenreAction, Komedie

IMDbVis på IMDb

I biografen20/07/2007

Anmeldelse

Hot Fuzz

4 6
Med zombiekomedien “Shaun of the Dead” lykkedes det makkerparret Edgar Wright og Simon Pegg at tilføre horrorgenren en grad af skæv britisk humor og en god dosis hverdagsproblemer, der gjorde filmen til et overraskende hit. I “Hot Fuzz” bliver denne genrevridning gentaget i en mere finpudset form, hvor det i stedet for zombiegenren er amerikanske actionbrag og mere specifikt politifilm, der tages under kærlig behandling.
Genrelegen indfinder sig allerede fra første færd hvor den effektive og retskafne politibetjent Nicholas Angel (Simon Pegg) bliver forflyttet fra Londons gader til den lille landsbyflække Sandford. Dette sker ikke fordi han, som så mange andre betjente på film, er utilregnelig eller en skamplet for korpset, snarere tværtimod. Angel er simpelthen for dygtig til sit job, hvilket har sat resten af politiet i London i et dårligt lys. Men Angels imponerende arreststatistik passer heller ikke alt for godt ind i Sanfords lokalsamfund, hvor storbystrømeren står overfor problemer som kagerapsere i supermarkedet og mindreårige gæster på den lokale pub. Men da en række makabre ulykker begynder at indtræffe, fatter Angel dog alligevel mistanke til byens ellers ganske fredelige indbyggere.

Det kontrapunktiske i forholdet mellem Bruckheimer-inspireret action og det britiske hverdagsliv på landet i stil med “Folk og fæ”, er det bærende element i “Hot Fuzz” og filmens klare styrke. På samme måde som “Shaun of the Dead” formåede at blande kæresteskænderier og hygge på den lokale pub med det lidt mere absurde element af zombier, bliver scener og replikker fra amerikanske politifilm som “Point Break” og “Bad Boys 2” sat ind i en ramme af lun britisk hygge – hvilket kun er med til at understrege det overdrevne i den genre, der parodieres.

Men selvom der laves sjov med actiongenren i form af bl.a. en intens klippestil, er man aldrig rigtig i tvivl om, at folkene bag “Hot Fuzz” selv er ganske store fans af de film, der parodierers. Selv karaktererne i filmen refererer konstant til deres yndlingsfilm indenfor genren og prøver at komme op med one-liners på egen hånd, der kan måle sig med klassikere som ”Yippee-ki-yay, mother fucker!” og ”I’ll be back”.

Det er muligvis også ‘filmfan’-tilgangen til projektet, der har tiltrukket de mange gode skuespillere, som er at finde i filmen, hvor både Jim Broadbent, Timothy Dalton og Paddy Considene optræder sammen med adskillige af Storbritanniens sjoveste komikere, for ikke at tale om Cate Blanchett, som dukker op i en cameo, der kan være ganske svær at spotte.

Alle de mere og mindre kendte ansigter gør det fortrinligt, men det er ligeså meget i ensemblet og fællesskabet, at den gode kemi findes, især blandt betjentene på den lokale station, og når Angel og hans makker, Danny Butterman (Nick Frost) er ude og møde lokalbefolkningen. Det umage makkerpar med den alvorlige strømer Nick Angel og den fjollede sinke Butterman passer perfekt til Pegg og Frost, der stort set spillede de samme roller i “Shaun of the Dead”.

“Hot Fuzz” fungerer på mange måder bedre end “Shaun of the Dead”. Vi kommer hurtigere i gang med hovedhandlingen, og det komiske i den grundlæggende situation fænger længere end i forgængeren, selvom “Hot Fuzz” mister lidt af pusten hen imod slutningen. Som de hårdtpumpede guns får lov til at fylde mere på lærredet, i et bogstaveligt brag af en tredje akt, ryger der nemlig desværre også noget af den britiske lune i svinget. Men “Hot Fuzz” er dog stadig milevidt foran andre nutidige spoof-film, og er uden tvivl en af de sjoveste film, man kan give sig i kast med i løbet af dette filmår.

Trailers

Kort om filmen

Den højt dekorerede London politibetjent Nicholas Angel er så god til sit arbejde, at det får alle andre til at blegne i sammenligning. Det kan hans overordnede naturligvis ikke have siddende på sig, så de beslutter sig for at forflytte ham til sovebyen Sandford. At sige, at der ikke sker noget i Sandford, ville være en overdrivelse, for der sker absolut overhovedet slet ingen ting. Nicholas’ actionfyldte dagligdag i Londons kriminelle underverden bliver skiftet ud med havefester og venlige naboer, der holder øje med hinanden. Og ikke nok med det; hans nye makker, Danny Butterman, har ikke lige opfundet den dybe tallerken. Men måske er Sandford ikke den idylliske landsby, som den giver sig ud for at være? Angel har på fornemmelsen, at et eller andet er ravruskende galt, så sammen med Danny går han i gang med at bevise, at noget stikker dybere end stokroserne, og at der bag de pæne facader gemmer sig mørke hemmeligheder.