Når man kigger på hans lange karrieres mange værker, er det svært at pege på en mere pålidelig filmhåndværker end Ridley Scott. Selvom hans CV også indeholder enkelte svage film, hører de så absolut til undtagelserne i en ellers ganske sikker strøm af velfortalte, stilsikre og maskuline underholdningsfilm med et par mesterværker iblandt. Han er også en myreflittig og utrættelig mand, som i en alder af 70 år stadig konstant er i sving med adskillelige kommende projekter.

Scott var tidligt optaget af film, og som ung var han en stor fan af bl.a. David Lean, Akira Kurosawa og Stanley Kubrick. Et af hans første projekter var da også at genindspille Kubricks “Ærens vej” som kortfilm. I modsætning til sin teknik-begejstrede lillebror Tony Scott, der også er instruktør, var Ridley fra starten mere fokuseret på de grundlæggende klassiske fortællingsformer, og hans film vidner ofte om inspiration fra diverse genrer. Ligesom sit forbillede Stanley Kubrick insisterede Scott tidligt i karrieren på læssevis af optagelser for at få en scene helt rigtigt, og han har længe haft et rygte for at være krævende og temperamentsfuld at arbejde sammen med. Ikke desto mindre er han en højt respekteret instruktør, som eftersigende skulle være blevet en del mildere og nemmere at omgås med alderen.

I anledning af biografpremieren på ”Body of Lies” har Filmz kigget nærmere på nogle af Ridley Scotts bedste film.

Alien (1979)

Scott havde oprindelig planlagt at forsøge en filmatisering af Wagners opera “Tristan og Isolde”, men efter at have set den første “Star Wars”-film, indså han i stedet hvilke uudnyttede muligheder, der lå i rumfilm. “Aliens” var først tænkt som en Jaws-i-rummet, som trak på 50’ernes paranoide science fiction-tradition, men blev med Scott og kunstneren H.R. Gigers design i stedet udført som en slags variant af “The Texas Chain Saw Massacre” i et science fiction-miljø. Takket være Scotts instruktion og ikke mindst Gigers geniale rumvæsendesign blev filmen en dyster og rædselsvækkende oplevelse, der dygtigt anvender vores basale angst, og med slet skjulte undertoner af voldtægt og seksuel udnyttelse er den en virkelig foruroligende oplevelse. Filmen er ikke mindst mindeværdig for den berømte scene, hvor rumvæsnet bryder gennem et uheldigt besætningsmedlems brystkasse. En scene, hvis effekt underbygges af, at de medvirkende ikke helt var klar over, hvad der skulle ske og derfor reagerer med ægte overraskelse og chok.

Nogle film er værker af deres tid og efterfølgende ofte hurtigt glemt igen, mens andre er langt foran. “Blade Runner” hører bestemt til den sidste kategori med sin dystopiske og depressive afbildning af den moderne virkelighed. Som en neddæmpet film noir-inspireret fortælling sat i en fuldstændig mageløs verden af skyskrabere, affald og forurening så slem, at selv himlen er sort, er den en nedslående, men også uforglemmelig oplevelse. Sådan blev den imidlertid ikke just modtaget i 1982, og de uimponerede anmeldelser samt dens beskedne indtjening var en personlig skuffelse for Scott, der havde lagt mange forhåbninger og kræfter i filmen. Han har siden udtalt, at han herefter opgav at lave film, der var kunst, og blot affandt sig med at skabe underholdningsfilm. Som tiden er gået, og de forskellige udgivelser af filmen har set dagens lys, har den imidlertid fået genoprejsning og regnes i dag blandt de bedste science fiction-film overhovedet. Scott betragter den da også nu med stolthed, som hans mest komplette og personlige film.

Da “Gladiator” havde premiere blev sværd og sandal-genren betragtet som en uddød arv fra mere teatralske tider, hvor højspændt dialog om Roms storhed ikke klang helt så hult i vore desillusionerede ører. Sat på den baggrund må det umiddelbart have lignet vanvid, da Ridley Scott besluttede sig for at genoplive genren med “Gladiator”. Mere end 30 år var der gået siden Hollywoods sidste rigtige romerske storfilm, men med Scotts mere realistiske fortolkning kombineret med en sans for det storladne blev “Gladiator” en ægte underholdende storfilm, når de er bedst. Underholdningen skyldes ikke mindst Russell Crowes evner til at levere den nødvendige power til rollen samt Joaquin Phoenix’ dejligt sleske skvat af en cæsar. Filmen blev en kæmpe succes ved billetlugerne og indbragte en Oscar for bedste film. Inden længe fulgte adskillige genrebeslægtede film i dens kølvand, der forsøgte at tage del i succesen.

En af dem var på mange måde Scotts egen “Kingdom of Heaven”, der havde en af de mest problematiske produktionshistorier, Scott havde oplevet siden “Blade Runner”. Filmen var ellers fra starten tænkt som en ganske anderledes storfilm med et mere episk anstrøg og en eftertænksom tone. Studierne blev dog utilfredse med resultatet og forlangte, at filmen blev klippet ned og markedsført som et actioneventyr i forhåbning om atter at kunne indtjene de beløb, som “Gladiator” præsterede. Beslutningen skulle dog vise sig at være dårlig, da filmen i stedet blev oplevet som underligt usammenhængende og ufærdig af anmelderne, der stort set alle reagerede med skuffelse. Først da den blev udsendt på dvd i den oprindeligt tænkte version, begyndte den at høste ros og fik efterhånden den anseelse, som den burde have modtaget i første omgang.

Ridley Scott leverer med “American Gangster” en ganske anderledes vinkel på mafiagenren. Det er lige ved, at titlen er misvisende, da filmen snarere end en fortælling om en sort godfather på mange måder i stedet bliver en beretning om en snedig forretningsmand. Den sorte mafiahåndlanger Frank Lucas, spillet af Denzel Washington, gennemskuer fordelen i at springe mellemleddet over og går i stedet direkte til narkofremstillingens fødested og erhverver derved den lukrative vare til en særdeles fordelagtig pris. Ingen forstår hvilken kolossal bid, han pludselig har taget af markedet, for ingen kan forestille sig, at en sort mand kan opnå en sådan situation. Filmen er først og fremmest fremragende takket være Scotts neddæmpede og overbevisende instruktion, ved sine stærke skuespilpræstationer og ved på sin egen sære måde at være en kærlighedserklæring til outsiderne, der rusker op i de etablerede miljø – selv de mindre sympatiske af dem.