Body of Lies
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 8. jun 2009 | Af: kaduffo | Set på DVD
Siden det massive terrorangreb på tvillingetårnene i New York 11. september 2001 har verden været et væsentligt mere usikkert sted at opholde sig. Det er i hvert fald konklusionen fra de førende efterretningsorganer, der melder om travle tider. Under alle omstændigheder har terrorismen som begreb givet anledning til en sand opblomstring af film om emnet, hvor Ridley Scotts “Body of Lies” blot hører til blandt de seneste.
Men han er skam ikke alene. Med sig har han nemlig konstant kontakt med det amerikanske bureau igennem sin overordnede i den afdankede og afstumpede familiefar, Hoffman, der spilles med typisk akkuratesse af Russell Crowe. Han holder skansen hjemme på borgen og dikterer til Ferris sine ordrer igennem nutidens digitale medier og et højteknologisk overvågningssystem, der er deres fornemste kommunikationsåre, og som amerikanerne har spækket den mellemøstlige luft med. Dog er det sjældent et særligt godt samarbejde, de to fører, dels fordi Ferris og Hoffman har hver deres metoder. Men også fordi det fornemmes, at Hoffman er rastløs og langt hellere ville befinde sig i marken end at pleje familielivet med et dødsygt kontornusserjob.
Undervejs hvirvles Aisha direkte ind i Ferris’ forehavende ganske uforvarende, da hans tilstedeværelse og aktiviteter i regionen vækker for megen opsigt blandt lokale terrorceller. “Body of Lies” har en stærk samtidsrelevans og stiller skarpt på de amerikanske agenturers udenrigsarbejde. Filmens forlæg stammer fra forfatteren David Ignatius, men topstyringen er her foretaget af Scott, der ellers har vist sig ganske leveringsdygtig inden for denne genre, men denne gang ikke når hele vejen i mål. Den kloge narrer som bekendt den mindre kloge, og det synes også at være hovedarterien her, hvor efterretning og terrorvirksomhed er broderet på et net af løgne og dårlig latin. Trods stærke passager ligner det mestendels et opkog på forgangne film inden for genren, og det skuffer en smule.
“Body of Lies” præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 2.40:1-format, som generelt er en indbydende størrelse. Der er hverken edge-enhancement eller udtværinger, mens digitale forstyrrelser indfinder sig i mindre omfang. Samtidig holder farvetemperatur og kontrast stabilt og medvirker til at tegne billedet af et indbydende transfer.
På lydsiden leveres også godt håndværk. Det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor er besnærende, og dialogen fremstår trods enkelte mudrede passager grundlæggende tydeligt og uden snerten af overstyringer. Underneden bevæger et traditionelt score sig, dog uden at overdøve en detaljerig atmosfære og et utal af distinkte lydeffekter og lydpanoreringer.
Ekstramaterialet er til gengæld en relativt mager affære. Ud over et glimrende kommentarspor, hvor Ridley Scott, forfatter David Ignatius og manuskriptforfatter William Monahan diskuterer processen, de lokale forhold i Mellemøsten, efterretninger og filmens karakterer, så tilbydes et par trailere og tre mindre featurettes. Hver af syv minutters varighed er de tre et opkog af interviews med skuespillere, instruktør og crew, og de stiller skarpt på filmens tematik, de lokale forhold og processen som sådan. Materialet er bestemt interessevækkende, mens alsidigheden til gengæld mangler.
Terroren har vist sit sande ansigt et utal af gange de seneste år. Med “Body of Lies” forsøger Ridley Scott med delvist held at sætte krop på. Delvist fordi filmen rent faktisk går fornuftigt i rette med en række væsentlige pointer, der desværre er pakket ind i en traditionel underholdningspakke, som ikke spiller sine bedste kort. Det ligner rutinearbejde i den bedre ende af skalaen og er det formentligt også.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet