Man kan hverken beskylde instruktøren Ron Howard for at være voldsomt eksperimenterende eller for at have et overvældende selvstændigt eller originalt udtryk. Ordene kedelig og forudsigelig har mere end én gang været sat i forbindelse med hans værker, og sandt at sige er de mere tilfredsstillende end ligefrem udfordrende. Få har dog som han formået at servere traditionelle Hollywood-film så overbevisende, at han efterhånden er blevet et fast indslag ved årets Oscaruddeling. Den gode Howard ved præcis, hvordan kagen skal skæres, og med sit evigt pålidelige håndværk og stabile produktioner har han gentagne gange præsteret at levere sikre succeser med sine mainstreamfilm.

Det lå ikke altid i kortene, at det ville gå sådan. I stedet startede den unge Howard tidligt som barneskuespiller og blev fast indslag i “The Andy Griffith Show”. Senere fik han en af hovedrollerne i George Lucas’ “American Graffiti”, og takket være den rolle fik han også en fast plads i tv-serien “Happy Days”, hvor han overfor den evigt cool Fonzie påtog sig rollen som den sympatiske og ligefremme Richie Cunningham. Ron Howards ambitioner var dog som instruktør, og med hjælp fra kult-instruktøren Roger Corman debuterede han i 1977 med sin første spillefilm. Nu mere end tredive år senere hører han til blandt de mest succesfulde instruktører i Hollywood, og i anledning af den Oscarnominerede “Frost/Nixon” har Filmz kastet et blik på nogle af hans mest markante film.

Ron Howard havde opnået en betydelig succes med Tom Hanks-komedien “Splash”, men det var med “Cocoon”, at hans rygte som en særdeles kompetent filmmager for alvor blev cementeret. Filmen havde oprindeligt haft den nystartede Robert Zemeckis som instruktør, men han blev skiftet ud med Howard, da producenterne ikke troede, at Zemeckis magtede opgaven. “Cocoon” føles da også mere som et værk af Zemeckis eller Spielberg, men historien om pensionisterne, der finder en kilde til ungdom via besøg fra rummet, er ikke desto mindre en rørende fortælling med fornøjelige præstationer af de aldrende stjerner, hvoraf Don Ameche modtog en Oscar. Selvom filmen næppe er i klasse med f.eks. “Nærkontakt af tredje grad”, så har den dog stadig en grundlæggende stærk historie, der krydret med en bittersød slutning gør den til en mindeværdig oplevelse.

Mange år inden “Ringenes herre” blev filmatiseret, stod Ron Howard sammen med George Lucas bag den fantasy-inspirerede “Willow”, der i bedste Hobbit-stil sendte en lille fyr ud på et meget stort eventyr. Filmen lignede i store træk “Star Wars” til forveksling, og med ILM’s daværende avancerede effekter bag sig var der lagt op til et actioneventyr af de store. Når filmen alligevel ikke blev helt vellykket, skyldes det imidlertid ikke mindst, at historien plages af nogle ret forudsigelige klichéer samt at effekterne, som Ron Howard havde anvendt så effektivt i “Cocoon”, her synes at tage magten fra ham indimellem. Filmen afhjælpes dog ikke mindst af en underholdende præstation af Val Kilmer, som efter sigende improviserede mange af sine replikker. “Willow”s begrænsede succes gjorde en ende på ambitionerne om en fortsættelse, men historien er siden blevet viderefortalt i bogform.

Så er der en helt anderledes hjertelighed og inderlighed over “Parenthood”, som handler om en broget gruppes kvaler med at leve op til forældrerollen. Handlingen er centreret omkring Steve Martins familiefar, hvis egen fraværende far, spillet af Jason Robards, har efterladt et tomrum, og som nu kæmper passioneret for ikke at svigte sine børn. Filmen har manuskript af Lowell Ganz, Babaloo Madel og Howard selv og er baseret på deres egne oplevelser som forældre og børn, hvilket utvivlsomt har været medvirkende til at gøre filmen til et så observant værk, der vittigt og indsigtsfuldt betragter de forskellige generationers opfattelse af familierollerne. Fremragende er ikke mindst Robards, hvis afsluttende scener med den uvorne søn i Tom Hulces skikkelse er fuldstændig formidable.

”Huston, we have a problem” lyder det med fattet underdrivelse i “Apollo 13”, som leverer en ganske anderledes oplevelse end “Parenthood” og i stedet beskriver den problemplagede rummissions utallige kvaler samt ikke mindst forsøget på at få astronauterne sikkert tilbage til Jorden. Filmen er effektivt skruet sammen som en stram thriller, der hurtigt griber fat i tilskueren og aldrig slipper sit tag. Tom Hanks, Kevin Bacon, Ed Harris og Gary Sinise får alle det optimale ud af deres begrænsede roller, og man forundres ikke mindst over den opfindsomhed, som de virkelige involverede måtte anvende med deres low-tech-løsninger på tilsyneladende uoverkommelige problemer. Filmen efterlader ikke så varigt et indtryk som f.eks. Philip Kaufmans “Mænd af rette støbning”, men dens underholdningsværdi er ikke til at tage fejl af.

Ron Howards film har for det meste været fokuseret på grupper snarere end individer, men det er imidlertid ikke tilfældet med “Et smukt sind”, der fokuserer på den geniale, men sindslidende matematiker John Nash. Filmen er ikke mindst effektiv takket være dens fornemme skuespil af Russell Crowe og Jennifer Connelly, og dens illustration af Nashs matematiske evner er opfindsomt og veludført håndteret. I sidste akt begynder filmen dog efterhånden at falde over i den pompøse sentimentalitet, som Ron Howards film nogle gange har for vane. Indtil da er den imidlertid overbevisende, og “Et smukt sind” modtag da også en Oscar for bedste film samt en for bedste instruktion – Howards første og indtil videre eneste.

Russell Crowe er også stjernen i “Cindrella Man”, der omhandler den godhjertede, men uheldige bokser James J. Braddock, som bliver tvunget til at opgive sin sport, da hans hånd brækker i en kamp. Nu uden en fast indkomst må han forsørge sin familie via dårligt betalte småjobs under den amerikanske depression. Den aldrende bokser får imidlertid en sidste chance for at komme tilbage i ringen. Filmen er lige lovlig simplificeret: Braddock er ikke bare en flink fyr, men nærmest en helgen, og handlingen udvikler sig da også fuldstændig traditionelt og temmelig forudsigeligt, men boksekampene er ikke desto mindre flot filmet. Det er svært ikke at blive revet med af de hårde begivenheder, og da Braddock brækker hånden, kan man næsten mærke bruddet helt ud i fingerspidserne.

Ron Howard bragte Dan Browns storsælgende spændingsroman til det store lærred i 2006, og med bogens daværende buzz var filmen så godt som sikker på at opnå kommerciel succes. Set blev den da også, selvom den fik en næsten universel dårlig modtagelse blandt kritikerne. Det er der nu ikke meget at sige til, for filmen er en temmelig flad oplevelse, og de begivenheder, som allerede virkede søgte i bogen, virker absurde grænsende til det ufrivilligt komiske i filmform. Et førsteklasses cast går til spilde, og man må nøjes med at betragte filmen som en nogenlunde underholdende turguide til forskellige berømte lokationer. Producenterne bag filmen har senere antydet, at man begik en fejl ved at følge bogen så nøjagtigt, og at man i den kommende “Engle og dæmoner” vil foretage en mere filmisk tilgang til materialet for at undgå en lignende fejl. Anstrengelserne af det projekt kan opleves den 15. maj, hvor filmen har premiere herhjemme – igen med Howard bag roret.