”Sjov og ballade på overfladen, men med mere alvorlige emner skjult nedenunder” kunne være en passende beskrivelse af Wes Andersons film, hvor tingene aldrig er helt, som de umiddelbart bliver udtrykt. Ligesom hos Martin Scorsese, der er en erklæret fan af Andersons film, så fornemmer man en instruktør bag værkerne, der har en fuldstændig kontrol over de enkelte scener, og faktisk så er Anderson også kendt for at være involveret i alle stadier af en given films udvikling. Ligesom Scorsese har Anderson også gjort det til sit varemærke at inkludere rockmusik-numre, som han har en særlig evne til at anvende med optimal effekt. Anderson har opnået den misundelsesværdige position at kunne lave film med et distinkt personligt præg inden for Hollywoods system, og med sin seneste film “Fantastic Mr. Fox”, der både blev rost af kritikerne og modtog to Oscarnomineringer, har han også demonstreret, at hans evner som filmskaber kan overføres til animationens verden.

Som så mange filmskabere startede Wes Anderson sin karriere tidligt med at skyde små kortfilm med et Super-8-kamera, og han stod også bag omfattende opsætning af skolestykker, hvilket bl.a. inkluderede en teaterversion af Kenny Rogers-filmene om “The Gambler” – kun opført med hånddukker! Anderson læste filosofi ved Texas Universitet, men de dybe tanke bragte ham imidlertid ingen rigtig tilfredsstillelse, og i stedet begyndte han at gå til skrive-kurser. Her ville skæbnen, at han mødte Owen Wilson, og de to viste sig at have mange passioner tilfælles. Det skulle blive starten på en filmkarriere for dem begge.

Bottle Rocket (1996)

”They’ll never catch me… because I’m fucking innocent.”

Anderson og Wilson arbejdede sammen på en kortfilm ved navn “Bottle Rocket”, men pga. de manglende midler havde de ikke råd til skuespillere, og i stedet påtog Owen Wilson selv den ene af hovedrollerne, mens hans bror Luke blev rekrutteret til den anden. Filmen skaffede dem pengene til at udvide historien til spillefilmslængde. Den blev skabt på et skrabet budget, og Anderson gik til studierne fuldt overbevist om at have lavet en sikker vinder. Sådan gik det dog ikke just. Filmen blev vist til et testpublikum, og Anderson måtte forfærdet se på, mens folk udvandrede i grupper og efterlod beskeder så som ”Suck’d” på svarkortene. Modtagelsen ved den almindelige premiere var ikke meget bedre, men langsomt begyndte filmen alligevel at få et langt liv på videobånd, hvor flere og flere fik øjnene op for debuten. Martin Scorcese valgte den senere som en af de ti bedste film fra 90’erne, og selvom den ikke har de virtuose billeder, som Andersons senere film ville få, så er den da også en ualmindeligt charmerende og sjov fortælling, med de to brødres rørende forhold som omdrejningspunkt for galskaben.

Rushmore (1998)

”You’ve just gotta find something you love to do and then do it for the rest of your life. For me, it’s going to Rushmore.”

Makkeparret Anderson og Wilson står også bag “Rushmore”, der faktisk blev skrevet år inde “Bottle Rocket”. Filmen handler om en ambitiøs studerende, der både formår at være den værste og bedste elev på skolen, og det er nærliggende at se nogle selvbiografiske træk i historien. I hovedrollen valgte de Jason Schwartzman, mens de havde skrevet rollen som den livstrætte forretningsmand til Bill Murray, selvom de ikke troede, de havde en kinamands chance for at gøre ham interesseret. Murrays agent var imidlertid en stor fan af “Bottle Rocket”, og Murray blev så begejstret for manuskriptet, at han påtog sig rollen til en brøkdel af sit sædvanlige salær. I Bill Murray lod Anderson til at have fundet den perfekte skuespiller til at udtrykke sin særlige passive stil. Rykket fra “Bottle Rocket” til “Rushmore” er enormt, og Anderson signaturtræk ses nu i fuld udfoldelse. Filmen, der er visuelt inspireret af Roman Polanskis “Chinatown”, demonstrerer en slags stiliseret virkelighed, og man sidder gentagne gange dybt imponeret over de scener, Anderson opbygger.

The Royal Tenenbaums (2001)

”I’m very sorry for your loss. Your mother was a terribly attractive woman.”

Med deres næste film fik Anderson og Wilson for alvor tiltrukket opmærksomhed, og filmen byder på en række af de største skuespillernavne i hovedrollerne. Uforglemmelig er ikke mindst Gene Hackman i hovedrollen som den fraværende og temmelig usympatiske far, der lyver sig til en kræftsygdom for at genvinde sin families opmærksomhed. Andersons lettere syrede univers får en ekstra grad op ad særhedsskalaen i denne omgang, hvor alle er iklædt tøj, der ligner noget, der var smart i 70’erne. Det farverige, men syrede univers, som den excentriske familie færdes i, er i det hele taget så proppet med små detaljer, at man næsten er bange for at lukke øjnene i tilfælde af, at man skulle gå glip af noget. Samtidig er historien så følelsesmæssig kold, at den til tider nærmest er foruroligende at overvære. Anderson og Wilson modtog ikke desto mindre en Oscarnominering for deres fornemme manuskript.

The Life Aquatic with Steve Zissou (2004)

”I’m going to find it and I’m going to destroy it. I don’t know how yet. Possibly with dynamite.”

Wes Anderson havde skrevet alle sine film med Owen Wilson, men efterhånden som Wilsons popularitet som skuespiller steg, blev det tiltagende vanskeligt for dem at finde tid til samarbejdet, og i stedet sluttede Anderson sig sammen med instruktøren og manuskriptforfatteren Noah Baumbach. Samarbejdet blev en succes, og selvom Andersons mange særlige træk stadig er intakte, så har figurerne denne gang mere følelsesmæssig resonans end tidligere – sandsynligvis takket være Baumbach. Hovedrollen som den Jacques-Yves Cousteau-indspirede havudforsker bliver spillet sublimt af Bill Murray, og ifølge Anderson kunne det heller ikke have været nogen anden. På trods af at filmen havde det hidtil største budget fik den imidlertid en kritisk og kommerciel lunken modtagelse, men dens anseelse lader til stødt at have vokset lige siden. I undertegnedes øjne er den Andersons til dato bedste værk, og dens underfundige humor og ens forkærlighed for figurerne lader blot til at vokse for hvert gensyn.

The Darjeeling Limited (2007)

”I love the way this country smells. I’ll never forget it. It’s kind of spicy.”

Ved en personlig forestilling havde Martin Scorsese vist Jean Renoirs “The River” for Anderson, og sammen med den indiske instruktør Satyajit Rays værker blev den inspirationskilden til “The Darjeeling Limited”. For at forberede sig drog Anderson samt medforfatterne Roman Coppola og Jason Schwartzman til Indien, hvor de skrev manuskriptet, mens de rejste rundt i landet. Selvom rejsen efter sigende skulle have givet inspiration til en stor del af filmens lokationer, så føles “The Darjeeling Limited” alligevel som en beretning fra et helt andet univers. Vi følger tre brødre, som genforenes et år efter deres fars død og beslutter sig for at opsøge deres mor. Som så mange andre af Andersons film lader historien næsten til at udfolde sig tilfældigt undervejs, men denne gang krydres det skæve smil også med en mere alvorlig tone, og særlig en bestemt scene er ganske blottet for det mindste spor af ironi. Efterhånden som brødrene opdager sig selv gradvist på turen, opdager vi også dem, men undervejs er man betaget af den varme indiske farvepalet og det herlige gammeldags tog, som man næppe nogensinde ville forlade, hvis man fik chancen for at komme med det.

Klik her for at læse anmeldelsen af Andersons “Fantastic Mr. Fox”.