Sjov, sort og yderst mærkelig film!Om man kan lide “The Royal Tenenbaums” (TRT) vil først og fremmest være et spørgsmål om smag og behag, for det er en noget atypisk komedie med en yderst sort form for humor.

Filmens plot er temmelig originalt. TRT omhandler familien Tenenbaum, der betegnes som en familie af genier. Filmen lægger ud med at præsentere alle filmens karakterer, i flashback form. Far Royal Tenenbaum, Mor Etheline og deres tre vidunderbørn: Chas (der er ved at opbygge et finansimperium i en alder af 12 år), Margot (der har produceret indtil flere teaterstykker inden sin 10 års fødselsdag) og Ritche (Der er godt på vej til at blive tennisstjerne) Men det unævnelige sker at Royal og Ethelyne blive separeret… efter dette, ryger børnenes liv i vasken.

Filmen foregår 22 år efter introduktionen, og vi følger familien, der nu har udviklet nogle yderst mærkværdige problemer. Margot har været smugryger i 22 år, og har ikke skrevet et stykke siden. Ritchie er forelsket i sin søster og har droppet karrieren, og Chas (der forøvrigt altid har et rødt joggingsæt på) er på randen af et nervøst nervesammenbrud. Hans kone døde i et flystyrt, og nu er han ekstremt overbeskyttende over for sine to sønner Ari og Uzi.

Oven i alle disse problemer, dukker deres far Royal Tenenbaum nu op efter 20 år og fortæller at han er døende, og ønsker at tilbringe de sidste seks uger på denne jord med familien. Filmen igennem følger vi Royal og hans forsøg på at komme tæt ind på familien igen.

Deraf udvikler der sig en hel del sjove og søde scener, men desværre aner man tidligt i filmen den store forsoning i slutningen, som det så ofte er set før når Hollywood har en finger med i spillet. Men hvad gør det når rejsen imod målet, den store forsning, er så anderledes og interessant som her.

Filmens store force er skuespillet fra den stjernespækkede rolleliste. Det er et ensemble og som sådan er det derfor svært at udpege én specifik hovedrolle i filmen.

Stort set alle personerne i filmen, har psykologiske problemer af en eller anden art, og det er smukt portrætteret af filmens skuespillere.

Specielt vil jeg fremhæve Gene Hackman og Gwenyth Paltrow, der begge leverer enestående portrætteringer i filmen. Hackman spiller Royal Tenenbaum, der i bund og grund er et dumt svin. Men Hackman spiller rollen med følelse og sjæl, så man simpelthen ikke kan undgå at lide ham. Paltrow spiller den depressive Margot, og hun gør det rigtigt flot… hendes ansigtsudtryk igennem filmen er simpelthen guld værd.

Derudover har vi brødrene Luke og Owen Wilson i rollerne som hhv. Ritchie Tenenbaum og hans barndomsven Eli Cash. Luke spiller overbevisende som den stille og lidende Ritchie, mens Owen Wilson leverer en ok præstation i en forholdsvis lille rolle.

Derudover har vi navne som Danny Glover, Bill Murray, Angelica Huston og Ben Stiller, der altid er gode for solide præstationer.

Som jeg skrev i starten er det en noget atypisk komediefilm. På det seneste er der udgivet komedier i massevis, der mest af alt kører på platte jokes og pølle-humor. TRT er heldigvis ikke en af disse film, filmens humor er mere intelligent end som så, og den er samtidig kulsort. Det er altså ikke en film som man sidder og sprutter af grin over, men som stadigvæk er yderst morsom.

Et eksempel på filmens sorte humor, er hvor Margots Raleigh St. Clair, spillet af Bill Murray, sætter en detektiv til at undersøge konens historie. Detektiven finder ud af at hun ryger i smug og at hun har haft indtil flere forhold med andre mænd. Dertil svarer St. Clair ”Så hun er ryger?!”

Udover filmens sorte humor, er det samtidig en hjertevarm film, hvor vi fra filmens start har med en samling utrolig kolde genier at gøre. Filmen igennem åbnes der op for de problemer som karaktererne har, og det gør dem mere menneskelige og man kan lettere identificere sig med dem. Karakterernes problemer præsenteres igennem flashbacks til børnens barndom, og disse scener hører til blandt de absolut sjoveste i filmen.

Filmens problem er at den sorte humor og hovedpersonenernes depressive karakterer og mærkelige problemer gør filmen meget underlig og abstrakt. Samtidig er risikoen ved de mange flashbacks, at publikum bliver forvirrede.

Disse ting gør at filmen bliver en smule anstrengende i længden, og folk der ikke lige holder koncentrationen oppe, kan godt blive tabt som filmen skrider frem. Det er altså ikke en film som alle vil kunne kaste sig over og lide med det samme… og specielt ikke hvis man lige står og stryger en skjorte imens man ser filmen.

Så derfor vil det afhænge af smag og behag om man synes filmen er god eller ej… er du til lidt småmærkelige film og sort humor, så er der ingen tvivl om at TRT lige er filmen for dig.

VideoPå videosiden har TRT fået et rigtig flot transfer. Det er i Anamorphic Widescreen med Aspect Ratio på 2.35:1.

Det er en forholdsvis ny film, og det betyder at der ikke er nogen form for ridser eller lignende. End ikke grums er der at syne, og “edge enhancement” er minimalt. Farverne er rigtig flot gengivet, og skarpheden er optimal.

Alt i alt rigtig flot.

AudioPå lydsiden er der to Dolby Digital 5.1 lydspor et på engelsk og et på fransk.

Med mindre du er til frølår vil du nok holde dig fra det franske lydspor, ligesom jeg. Det engelske lydspor præsenterer udmærket lyd, der dog aldrig bliver imponerende på nogen måde.

Det er en stille film uden de store action sekvenser og lydsporet er naturligvis derefter. Surroundhøjtalerne bruges kun jævnt og subwooferen bliver ihvertfald ikke misbrugt. Til gengæld er lyden klar og klingende.

Ok uden at være prangende.

Ekstra materialeDer er intet ekstra materiale overhovedet på udgivelsen, og det er naturligvis en stor skuffelse. Ingen ekstra materiale, ingen rating!

I USA er der udgivet en Criterion Edition af filmen med masser af ekstra materiale… så hvis du er fan af filmen, eller bare vil have ekstra materiale, er det nok udgaven for dig.