Joe Russo har skrevet og produceret Netflix-premieren “Extraction” – og Marvel-instruktøren måler dens succes på én måde.
Meget af snakken rundt om “Avengers: Endgame” gik på billetsalget i biografen. Ville den overgå “Avatar”? Ville den blive verdens største film nogensinde?
Det gjorde den, og dermed blev den udråbt til en succes. Men det er ikke sådan, at filmsucces bør måles, mener “Avengers: Endgame”-instruktør Joe Russo:
”Vi har været for digital distribution. Jeg elsker, hvordan Netflix har revolutioneret branchen… Succes handler ikke om billetsalg i biografen. Mange fremragende film sælger ikke mange biografbilletter, ligesom meget personlige eller kunstneriske film ikke sælger mange billetter. Det bør ikke være det, som vi definerer succes ud fra,” siger Joe Russo til Collider.
Joe Russo er hjernen bag Netflix-filmen “Extraction” med MCU-stjernen Chris Hemsworth i hovedrollen. Og på Netflix er der intet billetsalg – så hvordan bør man så opgøre succes?
”Det handler om, når du ser den, nyder du den? Vil du se den igen? Bliver du begejstret af den? Det er det, som en film bør måles på.”
Med den definition tyder det på, at “Extraction” bliver en succes. De første data fra Rotten Tomatoes indikerer, at både anmelderne og publikum er positive.
Læs også ‘Anmeldelsen af “Extraction”‘.
“Extraction” har premiere i dag på Netflix.