Anthony og Joe Russo medvirker i et superhelte-afsnit af “The Simpsons” – MCU-chef Kevin Feige spiller skurken.
Der bliver fornemt Marvel-besøg i et kommende afsnit af “The Simpsons”, der nu ejes af Disney.
“Avengers: Endgame”-instruktørerne Anthony og Joe Russo medvirker således i “Bart the Bad Guy”, hvor der også er en stemmerolle til Kevin Feige, skriver TV Line.
I afsnittet bliver Bart forvekslet med en alvorligt syg patient, som før premieren har fået lov til at se en ny fortsættelse i “Vindicator”-franchisen.
Derfor kender Bart handlingen før alle andre – også de største spoilers. Den viden bruger han nu til afpresning.
Det får nu to filmchefer – spillet af Russo-brødrene – til at gøre alt for at standse Bart i at spoile den nye “Vindicator”-film.
Skurken i “Vindicator” er den onde Chinnos, der spilles af Marvel-chef Kevin Feige.
Læs også ‘Thanos besøger “The Simpsons”‘.
Sæson 31-afsnittet “Bart the Bad Guy” får amerikansk premiere d. 23. februar.