Bliver trailere bare dårligere og dårligere?

KLUMME

Store trommer slår hurtigt og hårdt, og der vises et vildt stunt med et hop i slowmotion af hovedpersonen. Man ved ikke, om han/hun klarer springet. Klippet er flittigt afbrudt af teksterne “TRAILER”… “STARTS”… “NOW”… Derefter følger et total skud af en stor by med morgensol og en enkelt tone fra et klaver trukket ud over klippets længde. Vi bliver introduceret for hovedpersonens dagligdag, der bliver vendt på hovedet, og en anerkendt sang får et langsomt cover med violiner og stortrommer.

Ved du, hvilken trailer der er tale om? Det er nemlig ikke kun én, men mange.

Hollywood sidder fast i den samme rille; trailere bliver produceret efter den samme klistrede opskrift, som ikke engang er god. Det er mere en McDonald’s-vejledning til, hvordan du tør dine bøffer og brød op, samler dem, og som så ender ud i et smagsløst produkt fyldt med tomme kalorier, som jeg aldrig ville servere for mine børn eller hund.

Når alt skal omfavne alle, bliver resultatet personlighedsløst og dybt kedeligt. Hvorfor sælge forskellige film på den samme måde? Er det fordi, det virker?

Hvis du spørger mig, så nej!

Trailer-maskinen
Oftest bliver trailere produceret i et eksternt firma i Hollywood, og egentlig også i Danmark. Det er ikke et problem i sig selv, for det er altid rart at få flere øjne på produktet, så man kan se ting, man ikke selv så i første omgang.

Dog kan det være et problem, når man gerne vil sælge så mange billetter som muligt, og man mener, man har en opskrift på hvordan.

Man behøver jo ikke have en stram studenterhue for at regne ud, at store stjerner, eksplosioner og humor sælger bedre end ukendte skuespillere og debuterende instruktører. Men hvorfor lave dårlige trailere, når filmen sælger sig selv? Og hvorfor fortælle mig, hvordan filmen starter og slutter i traileren? Hvorfor er Hollywood så bange for at overlade ting til fantasien?

Det mest moderne og samtidig mest irriterende er ‘bumpers’. Bumpers er det fedeste, der sker i traileren, der bliver vist som det allerførste. Så kan du få spoilet slutningen i traileren på 5 sekunder og læne dig tilbage og vente på, at det kommer igen. Hvem syntes, det var en god idé? Plus det ødelægger rytmen pinligt meget.

Du kan se i denne video, hvordan folk fra trailerbranchen fortæller om, hvordan de arbejder med mediet:

Skal man lave en trailer?
Da Marvel i sin tid skulle markedsføre ‘Avengers: Endgame’, stod de med en kæmpe udfordring. For stort set hele filmen er en kæmpe spoiler i sig selv, så det var svært at strikke en trailer sammen.

De endte med en trailer, hvor det var klip fra deres tidligere film, men med røde elementer fremhævet. Og de eneste klip, der var med fra filmen, var enten fra første akt eller nærbilleder fra uigennemskuelige situationer.

Hvorfor overhovedet udgive en trailer? Hvis ikke du kan vise noget fra filmen, så lad være! Jeg ville have elsket, hvis Marvel ikke udgav nogen trailer til filmen, men bare en plakat. Jeg vil gerne overraskes og behøver ikke at se gamle klip med røde elementer i. Jeg behøver ikke at se Ant-Man hoppe fra en blyant eller Captain America stramme sit skjold og bide tænderne sammen. Jeg ville hellere have set det i biografen for første gang.

Traileren til ‘Avengers: Endgame’ fortæller mig, at Hollywood føler sig tvunget til at lave trailere, om de vil det eller ej. Men at filmen alligevel gik hen og blev verdens mest indtjenende film nogensinde (indtil Avatar igen slog den) tror jeg ikke skyldes trailerne, men hypen den slæbte med sig fra forgængeren ‘Infinity War’.

Mindre er mere
For nylig kunne vi også se teaseren og traileren til den kommende action-komediefilm ‘Wolves’. Den genetablerer et af Hollywoods sjoveste skuespillerpar, Brad Pitt og George Clooney, og de udgav den første teaser i sidste måned.

Da jeg så teaseren, var jeg hyped, og jeg glædede mig til at vide, hvad den handlede om. Og det er netop det, den skal kunne! Men da traileren udkom, var jeg hoppet helt af vognen.

En trailer skal for mig kun vise stemningen og atmosfæren. Jeg behøver ikke at vide noget om plot eller vendepunkter for at jeg gider at se filmen. Jeg vil gerne lokkes og drilles i en trailer.

Jeg kan tydeligt huske, da Afdeling Q-filmen ‘Fasandræberne’ udgav deres teaser tilbage i 2014. Det er en flot video af en fasan, der letter med nationalsangen i baggrunden, og det slutter brat, da den bliver skudt ned fra himlen. Mere behøver jeg ikke at vide.

Det samme gælder for den klassiske trailer til ‘Alien’. Det er atmosfærisk og dunkelt, og man får ikke noget at vide om plottet. Men vi ved, hvilken genre og stil filmen bevæger sig rundt i.

Jeg kan huske tilbage i 2015, da den første trailer til ‘Suicide Squad’ blev vist til Comic-Con i San Diego. Den blev leaked og delt så meget, at Warner Bros selv lagde den ud efterfølgende, fordi de ikke kunne følge med.

Det er en fantastisk trailer, hvor den blander perfekt tematik, fan service og en kendt cover sang. Jeg var totalt ombord på vognen og så klar til at se den. Men så skiftede Warner Bros retning og klippede filmen om og ville have, at filmen fik en anden tone. Og så brød helvede løs.

Queen-musik, farvestrålende neonlys og mere humor brækkede nakken på David Ayers projekt.

Se de to forskellige trailere nedenunder:

En mand, der altid har imponeret i sin marketing, men samtidig gjort sig upopulær hos marketingfolk, er David Fincher. Han blev ikke populær hos Sony, da han insisterede på at være en del af marketingplanen for ‘The Social Network’. Det mente Sony-folkene ikke var passende, og han blev senere hængt ud af nogle producere for at være skyld i den “dårlige” markedsføring.

Efter min mening har ‘The Social Network’ en af de bedste trailere og plakater til nogen film nogensinde. Hvem synes ikke, at taglinen “You don’t get to 500 million friends without making a few enemies” er genial? Og den smukke trailer med opera-coveret af Radioheads ‘Creep’. Noget lignende gjorde han igen med ‘Gone Girl’, som også fungerer virkelig godt.

Tomme tønder buldrer mest
For nylig kunne vi se traileren til den kommende ‘Venom: The Last Dance’. Og hold da op en trailer! Der er fuld plade på traileropskrift. Vi har ‘tick, tick, boom’ effekterne, en kendt sang sat ned i tempo, og alt for meget plotviden.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en original trailer for en superheltefilm, men det må næsten være den førnævnte ‘Suicide Squad’, som snart er 10 år gammel.

Jeg kan ikke se i traileren til ‘The Last Dance’, hvad det er den prøver at sælge mig? Er det bare mere Venom?

Det er som om, at jo mere action og jo flere trailerklicheer der er i traileren, jo mindre har filmen faktisk at byde på. Tomme tønder buldrer mest.

Nedenunder er tre trailere til tre Sony-superheltefilm, og fortæl mig, at de ikke er lavet på en opskrift.

Jeg håber inderligt, at Hollywood vender om og begynder at tænke ud af boksen med deres markedsføring. For det går tydeligvis i den forkerte retning.

Til sidst kommer her den fedeste trailer, Hollywood nogensinde har lavet.