Marvel Studios holder øje med instruktør-makkerparret Adil El Arbi og Bilall Fallah.
De er med ét blevet kendt i Hollywood som afløserne for Michael Bay på “Bad Boys for Life”, der er blevet en stor succes.
Det er blevet bemærket hos verdens mest succesfulde filmselskab, Marvel Studios.
I hvert fald hvis man skal tro de to unge belgiske instruktører:
”Marvel ønsker, at vi skal mødes – ikke om en konkret film eller serie,” siger Adil El Arbi til HLN.
Og det er bestemt ikke utænkeligt, at Marvel har øje på El Arbi og Fallah.
Marvel Studios er nemlig kendt for at rekruttere relativt ukendte instruktører, som de tidligere har gjort det med James Gunn, Jon Watts og ikke mindst Russo-brødrene.
Desuden mangler Marvel nye instruktør-talenter i takt med udvidelsen af MCU, der i fremtiden også kommer til at udfolde sig i serieformatet på Disney Plus.
Læs også ‘“Bad Boys 4” er på vej – teaset i “Bad Boys for Life”‘.
Adil El Arbi og Bilall Fallah er senest blevet sat i forbindelse med instruktør-jobbet til “Beverly Hills Cop 4”.