I starten af Terrence Malicks filmkarriere gik der gerne flere år, ja, ofte flere årtier mellem en ny Malick-film. Det er der dog i høj grad blevet lavet om på. Siden “The Tree of Life” blev udgivet i 2011, har den Oscar-nominerede instruktør været yderst produktiv, og det er ikke helt utænkeligt, at hele to af hans film kan nå at få premiere, inden året er omme.

Se også: Terrence Malicks film med Christian Bale handler om filmbranchen

Som sædvanligt, når det gælder Malicks film, er det sparsomt med detaljer. Men nu er der nyt om den ene af Malicks kommende spillefilm, “Knight of Cups”. Skuespilleren Joe Manganiello, som har en rolle i filmen, kan nemlig bekræfte, at han er med i filmens final cut. Det tyder på, at filmen er færdigklippet og derfor muligvis vil kunne ses på årets Cannes-festival. Plottet til filmen er endnu ikke afsløret, men den skulle efter sigende foregå i Los Angeles og omhandle filmbranchen i Hollywood.

“Knight of Cups” vil have Christian Bale og Natalie Portman i hovedrollerne, mens blandt andet Cate Blanchett, Antonio Banderas, Imogen Poots (“28 uger senere”), Wes Bentley (“The Hunger Games”) og Jason Clarke (“Zero Dark Thirty”) også vil kunne ses i filmen. Terrence Malick er dog berygtet for at være nådesløs i klipperummet, så hvor mange af de førnævnte skuespillere, der rent faktisk vil være at finde i den endelige film, er umuligt at så på.

FACEBOOK: Bliv ven med Filmz.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Aggeri 10 år siden

Spændende!

Skriv ny kommentar: