“Avengers”-universet er tidens mest populære film-univers – det smitter af på navne til børn.
Ikke alle bliver døbt ‘sikre’ navne som Emma, Anna eller Lucas. I USA er Marvel-navne kommet på mode.
Helt konkret blev 50 nyfødte amerikanere døbt navnet Marvel i 2017, skriver Metro.
“Guardians of the Galaxy Vol. 2” fra 2017 smittede også af på de nyfødtes navne. 37 tog navn efter vaskebjørnen Rocket, imens 20 babyer nu hedder Quill efter Star-Lord.
Blandt de mest populære “Avengers”-navne er Pepper – efter Tony Starks kæreste Pepper Potts – der ligger foran “Thor: Ragnarok”-heltene Loki og Valkyrie.
Og selv om han var ganske fraværende i “Infinity War”, så er der også blevet plads til seks små Hawkeye-babyer.
I kølvandet på “The Force Awakens” skete der et lignende boom i antallet af børn med navnet Kylo.