De første officielle billeder fra Sam Mendes’ ambitiøse Beatles-filmprojekt er nu sluppet løs – men ikke via et traditionelt pressemateriale. I stedet blev de afsløret som postkort, uddelt til studerende i Liverpool, hvor bandets historie begyndte.
Der er stadig mere end to år til, at publikum får lov at se Sam Mendes’ fire spillefilm om The Beatles, men Beatlemania er allerede i fuld gang. Denne uge fik verden nemlig sit allerførste kig på Harris Dickinson, Paul Mescal, Joseph Quinn og Barry Keoghan som henholdsvis John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr.
Afsløringen skete dog på usædvanlig vis. Fire postkort med billeder af skuespillerne i karakter blev uddelt til studerende på Liverpool Institute for Performing Arts, også kendt som LIPA – en skole med tætte historiske bånd til The Beatles. Postkortene blev endda gemt rundt omkring på campus, så studerende måtte gå på skattejagt for at finde dem. Flere endte med at dele billederne online, hvilket hurtigt gav fans verden over et første indtryk.


Billederne viser især bandets senere år. Paul Mescal ligner en ung McCartney i Cavern Club, mens Harris Dickinson som Lennon fremstår i et sent 60’er-udtryk foran en mikrofon. Barry Keoghans Ringo Starr og Joseph Quinns George Harrison ses i studieomgivelser og minder mere om deres modne udgaver end det klassiske mop-top-look.
Ifølge IndieWire er postkortene primært et kreativt marketingstunt fra Sony, og mere traditionelle pressebilleder forventes delt senere. Det er heller ikke usandsynligt, at projektet får en større præsentation ved CinemaCon i Las Vegas.
Sam Mendes’ projekt er ambitiøst: fire separate film, én om hvert bandmedlem, som alle får premiere i samme måned i april 2028. Filmene optages parallelt og skal tilsammen fortælle historien om et af musikhistoriens mest ikoniske bands fra fire forskellige perspektiver.
Ud over hovedrollerne medvirker blandt andre Saoirse Ronan, Anna Sawai og Aimee Lou Wood, mens Mendes både instruerer, skriver og producerer filmene i samarbejde med Sony og Apple Corps.




