Når Bille August er færdig med filmen “Return to Sender”, som han for tiden optager i Lyngby med Connie Nielsen, skal han filmatisere Robert McNeils roman “Burden of Desire”.
Romanen tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed, da et norsk skib kolliderede med skibet Mont Blanc, som sejlede med 2500 ton ammunition, i havnen i Halifax, Canada. Den kæmpemæssige eksplosion kostede 2000 mennesker livet og jævnede to kvadratkilometer af Halifax med jorden. I romanen finder en præst en dagbog fra en ung kvinde som beskriver sine seksuelle udfoldelser i detaljer. Præsten viser bogen til sin ven, en psykiater, og begge bliver betaget af historien om kvinden.
August udtaler: “Jeg var faktisk i fuld gang med ‘Burden of Desire’, men på grund af dårligt vejr og på grund af nogle tidsmæssige problemer med en af hovedrolleindehaverne, blev vi nødt til at udskyde projektet et halvt år. Men det gav mig så plads til at lave ‘Return to Sender’ i mellemtiden.”
Optagelserne til “Burden of Desire” går i gang i Canada efter sommerferien.