I dag er det en af studiets mest elskede film – men historien bag inkluderer forsinkelser, fyringer, vanvittige budgettet og et billetsalg der skuffede så hårdt, at Walt Disney overvejede at dreje nøglen om på animationsstudiet.
Disney Animation Studios huser fortællinger om blod, sved og tårer, som sjældent når ud til offentligheden – og en af de mest berømte tilhører en 67 år gammel film fra studiet, der i dag er en klassiker igennem flere generationer.
Da biografgængere i 1959 satte sig til rette for at se Tornerose, anede de færreste, at de overværede resultatet af et næsten ti år langt økonomisk og kreativt slagsmål.
Produktionen viste sig at være så ekstrem, at Disney-studiet balancerede på kanten af afgrunden, mens animatorerne lå i åben krig med hinanden over hver eneste penselstrøg.
Bag de syngende skovdyr og den ikoniske spinderok gemte sig nemlig en virkelighed præget af fyresedler, teknisk overmod og en chef, der hellere ville bygge rutsjebaner end at kigge på tegnefilm.
Det kan man læse i historiebogen “Walt Disney’s Nine Old Men and the Art of Animation” af John Canemaker.
Kunstnerisk diktatur på tegnestuen
Eyvind Earle blev manden, der splittede studiet i to lejre med sine radikale visioner for filmens visuelle udtryk. Walt Disney gav Earle frie tøjler til at diktere alt fra farvevalg til de kantede, modernistiske baggrunde, hvilket faldt de klassiske tegnere tungt for brystet.
Veteranerne hos Disney, de legendariske “Nine Old Men”, følte deres karakteranimation blive kvalt af Earles tunge, detaljerige stil.
Samarbejdet mellem karakter-afdelingen og baggrundsholdet mindede i perioder mere om en kold krig end en kreativ proces. Animatorerne brokkede sig over, at figurerne forsvandt i de komplekse mønstre, mens Earle nægtede at gå på kompromis med sin ambition om at skabe en levende gobelin.
Tålmodigheden blev sat på en prøve uden lige, da arbejdet med Tornerose strakte sig over det meste af et årti. Hvor tidligere film blev spyttet ud i et moderat tempo, krævede de nye baggrunde op mod ti dages arbejde per styk.
Selskabet blødte penge, alt imens Walt Disney selv rettede blikket mod opførelsen af Disneyland og sine tv-projekter.
Ledelsesvakuummet betød, at ingen greb ind over for de eskalerende udgifter eller de kunstneriske skænderier, der trak produktionen i langdrag.
Arbejdsmoralen faldt i takt med, at deadlinen blev skubbet igen og igen, hvilket efterlod de ansatte i en tilstand af frustration over det tilsyneladende endeløse projekt.
Økonomisk maveplasker og massive fyringer
Regningen for herligheden endte på svimlende 6 millioner dollars, hvilket dengang var en helt uhørt sum for en tegnefilm. Billetsalget kunne slet ikke følge med de astronomiske omkostninger, da filmen endelig ramte lærredet.
Katastrofen lurede lige om hjørnet, da regnskabet viste et kæmpe hul i kassen efter premieren. Ledelsen reagerede med hård hånd og gennemførte de mest omfattende fyringsrunder i studiets historie for at redde stumperne.
Hele animationsafdelingen var tæt på at blive lukket permanent, da man seriøst overvejede kun at producere live-action film i fremtiden. Kun efterfølgende billigere produktioner reddede genren fra at uddø hos Disney efter prinsessens økonomiske lussing.
Heldigvis var studiets næste film, 101 Dalmatinere fra 1961, ikke “bare et hit”. Den blev studiets næststørste økonomiske hit indtil da, kun overgået af deres allerførste film, Snehvide og de Syv Små Dværge. Selv den dag i dag er filmen om de plettede hvalpe skrevet i historiebøgerne. Det er nemlig den 12. mest indtjenende film i Nordamerika nogensinde, hvis du medregner inflation. Det er flere penge end både Avatar, Avengers: Endgame og Jurassic Park.
Tornerose kan ses på Disney+.
