Ifølge instruktøren ville den originale slutning fuldstændig havde ødelagt både Way of Water og Fire and Ash.
Pandoras blå krigere mødte en markant anderledes skæbne, da James Cameron i sidste øjeblik kastede sig over en omfattende redningsaktion af sit eget manuskript til storfilmen Avatar: Fire and Ash.
Instruktøren indså midt i processen, at han var ved at spænde ben for sine egne budskaber om natur og fred ved at proppe for mange skydevåben i hænderne på sine hovedpersoner. Ved at lade filmens helt, Jake Sully, bevæbne de indfødte stammer med moderne krigsmaskineri, risikerede Cameron at kopiere de mørkeste kapitler fra kolonitidens folkemord – præcis det fænomen, han ellers forsøgte at kritisere.
James Cameron afslørede efterfølgende, at slutningen på den tredje film i rækken måtte gennemgå en total forvandling for at redde seriens moralske kompas.
Kolonitidens spøgelser i klipperummet
Instruktøren åbnede i et interview med The National op for de etiske kvaler, der ramte ham undervejs i produktionen. Han indså, at strategien med at lade hvide undertrykkere bevæbne oprindelige folk, så de kunne udrydde hinanden, mindede alt for meget om virkelighedens historie i Nordamerika. Cameron valgte derfor at lade post-produktionen fungere som en slags forlænget skriveproces, hvor han rettede op på fejlene.
”Når man ser filmen, tænker man sikkert: ‘Åh, helt sikkert, [Jake] må afsted og opfylde sin skæbne. […] Men faktisk gjorde jeg alt det i post-produktionen. […] På et vist tidspunkt ramte det mig bare; det her svarer til kolonihistorien. […] At bevæbne stammerne og sætte dem op mod hinanden er faktisk det forkerte at gøre. Det var en del af det nordamerikanske folkedrab på oprindelige folk. Jeg kan ikke have, at Jake gør det samme,” forklarede Cameron.
James Cameron viste igen sin velkendte perfektionisme, og Fire and Ash var ingen undtagelse. Selvom han optog filmen sideløbende med forgængeren The Way of Water, var han ikke bange for at rive sider ud af manuskriptet og starte forfra, mens kameraerne rullede. Han insisterede på, at han aldrig var hellig omkring sine egne ord, men konstant stillede spørgsmål ved historiens retning.
Krig og fred på det store lærred
Spørgsmålet om pacifisme kontra nødvendig krig fortsatte med at plage instruktøren helt frem til premieren. Selvom universet indeholdt de hyperintelligente Tulkun-hvaler, der nægtede at bruge vold, viste historien også, hvor svært det var at holde fast i de principper, når en overlegen fjende truede med total udryddelse. Cameron erkendte blankt, at han ikke sad inde med alle de filosofiske svar.
”Jeg har ikke alle svarene. […] Jeg påstår ikke at være Gandhi eller en stor filosof. Men jeg kæmper med spørgsmålet om, hvornår væbnet konflikt er berettiget. […] Tulkun-folket har en pacifistisk mentalitet, som fungerer lige indtil det øjeblik, hvor man står til at blive udryddet. […] Den pacifisme var baseret på deres historie, som ikke involverede en massivt overlegen invasionsstyrke.”
Resultatet blev en film, hvor Jake Sully i sidste ende måtte lægge maskingeværet fra sig og finde en mere fredelig vej til sejr.
