Chris Evans, der lige nu er biografaktuel verden over som den ærkeamerikanske superhelt Captain America, annoncerede for nyligt i et interview, at hans dage som skuespiller muligvis var talte. Det lader dog til, at den 32-årige skuespiller har fået kolde fødder, for i et nyt interview trækker han i hvert fald udmeldingen tilbage.
Se også: Chris Evans dropper skuespil efter Marvel-kontrakt udløber
”Jeg har ingen planer om at trække mig tilbage,” siger Chris Evans til ABC News og tilføjer, at meldingen om, at han skulle stoppe med at spille skuespil, blot var ”en fjollet udtalelse”.
Chris Evans havde ellers givet udtryk for, at skuespillet ville blive lagt på hylden til fordel for en karriere bag kameraet. Skuespilleren har da også netop færdiggjort sin instruktørdebut, “1:30 Train”, der beskrives som en romantisk fortælling med Alice Eve (“Star Trek: Into Darkness”), Mark Kassen (“Jobs”) og Chris Evans selv i hovedrollerne.
Færdig med skuespil eller ej, så kan folk i hvert fald forvente at se Evans på lærredet i noget tid endnu, eftersom der stadig er yderligere tre film i støbeskeen med Captain America.