Captain America: The Winter Soldier
Udgivet 25. mar 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Ventetiden er ovre. For Marvelfans, for ‘murica og ikke mindst for The First Avenger selv, der har måttet vente 70 år på sin sequel i en arktisk isterning. Han er vist helt optøet, men kun nogenlunde opdateret på den vestlige verdens fremskridt såsom importen af thai-mad og Marvin Gayes albums fra 70’erne. Filmens fineste joke er, at selve billedet på Amerika ikke aner noget om det samfund, han vågner op til, men må rende rundt og gøre notater i en lille bog. Bortset fra indsigt i våben og satelitteknologi tog han åbenbart ikke så meget med fra oplevelserne i “The Avengers”.
Det er stadig en Marvel-film, men det kan nogle gange glemmes, når der bruges lang tid på at opsætte et betændt politisk miljø, som skal vise, hvor meget ude af trit med tiden den idealistiske Captain America er. Steve Rogers er lige så blankpoleret på tænderne, skjoldet og indersiden af hovedet som altid. En rar og sympatisk figur, som Chris Evans gør det svært ikke at holde med. Han keder mig bare lidt. Som modvægt lyner Scarlett Johanson ned i Black Widows læderdragt og leverer med al sin stemmeknirk så konstant en skylle af oneliners, at det ikke er sikkert, Stan Lee har nogle gode til overs til Peter Parker her om en måneds tid (men så må ham Spider-Man fandme også lige hjælpe lidt til, når Loke ødelægger New York – helt ærligt altså!).
Det ligner meget af tiden simpelthen ikke en superheltefilm. Action-scenerne er utroligt flotte og intense og ligner noget Michael Mann kunne have brugt i “Heat”. Hvis man da kan forestille sig Robert de Niro blive hamret ned af et bolsjestribet skjold. Der kæmpes med at finde en balance imellem det farverige Marvel-univers og en mere rå realisme. Det tipper mod det sidste. Captain America kæmper mest imod kompetente, men filmisk uimponerende elitesoldater og så lige titlens hovedskurk, der (da-da-da!) egentlig er en russisk kopi af ham selv. Jeg savner lidt fjollet tegneserievildskab. Flere gammastråler og mere grøn hud. Mindre ligegyldig 3D og færre sidekarakterer, der bare skal skubbe handlingen lidt fremad.
Der virker langt, måske for langt, til X-Men og de andre. På sine egne præmisser fungerer filmen dog upåklageligt. Det er nok sådan noget kaptajnen selv ville sætte på en doven søndag, hvis han altså vidste, hvad et fjernsyn og en DVD var. Ikke for meget eksperiment og dobbelttydige personer, men bare noget gedigen Hollywood-sjov man kan smække støvlerne op til. Han har forresten ca. et år til at få slappet af og kværnet noget flimmer, inden han skal på den igen med de andre Avengers. Det er ham vel undt. Men man kan sgu heller ikke gå ud og beskytte USA imod Ultron uden at have set “The Godfather” eller “Tilbage til fremtiden”. Eller alt det velproducerede underholdning derimellem som den regelrette kaptajn, og den her film, er essensen af.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet